Kommuner uddeler færre førtidspensioner til unge

Velfærd

07/06/2013 12:37

AGENDA

I en række større kommuner er tildelingen af førtidspension til unge bremset voldsomt op det seneste år. Forklaringen er en bevidst strategi og strammere tolkning af reglerne, siger kommuner.

På landsplan er antallet af nye førtidspensioner til unge under 30 år faldt med syv procent det seneste år. Men I nogle større byer er antallet nærmest raslet ned, og ligger nogle steder på under en femtedel af, hvad der blev tilkendt for blot få år siden.
I Odense er antallet af førtidspensioner til unge faldet støt de seneste fire år til sidste år at lande på rekordlave 35 nye førtidspensioner. Det er mindre end en tredjedel af, hvad der tidligere blev tilkendt i kommunen i den aldersgruppe.
Ydelsen er tidsubegrænset og gives til personer, der varigt har fået arbejdsevnen reduceret til det ubetydelige.
Jobrehabiliteringschef Peder Klinge Søndergaard forklarer udviklingen i Odense som resultatet af en  bevidst strategi.
”Tidligere var Odense blandt de kommuner med allerflest på førtidspension, men fra lokalpolitisk hold blev det besluttet at tolke lovgivningen omkring tildeling af førtidspension strammere. Den nye praksis er efterfølgende blevet sanktioneret af Ankestyrelsen gennem en række principielle sager,” siger han og forudser, at antallet vil falde yderligere i år som følge af regeringens førtidspensionsreform.
Han kalder udviklingen meget positiv og forklarer den ændrede kurs med dels økonomi, dels hensynet til de unge.
”Dels er det hårdere tider og vi har brug for, at alle der kan arbejde, skal arbejde. Dels fratager man jo de unge en udviklingsmulighed. Vores sigte er, at de skal videre i stedet for at placere dem livsvarigt på forsørgelse,” siger han.

I en række andre større byer ses samme tendens. I Middelfart blev der sidste år kun tildelt fire førtidspensioner til unge for få år siden lå på 23-26.

Opbremsning i Aarhus
I Aarhus blev der tidligere årligt førtidspensioneret mellem ca. 150 og 180 unge under 30 år. Men i 2012 satte kommunen kraftigt foden på bremsen. Antallet blev halveret, så ”kun” 77 unge fik ydelsen sidste år.
Vibeke Jensen, beskæftigelseschef i Aarhus, forklarer det relativt lave tal i 2012 med, at Aarhus har taget forskud på de tanker, der også er grundlaget for regeringens førtidspensionsreform.
”Vi har lavet et tværfagligt forløb for en stor gruppe unge, der var i risiko for en førtidspension. Det er en indsats, der kombinerer faglige kompetencer af både beskæftigelsesmæssig, social- og sundhedsmæssig art. Vi bruger i højere grad andre kompetencer ud over jobcenterets egne, og det mener jeg, har haft ret stor betydning for den i øvrigt meget positive udvikling,” siger hun.
Burde I så ikke have startet denne indsats tidligere?
”Det spørger vi selvfølgelig også os selv om. Men dels kræver det en del ressourcer, dels er der sket en fornyelse af selve tankegangen – selve ”mindsettet” – der skal til, og en modning af det ”mindset” over årene, der nu også er udkrystalliseret i regeringens førtidspensionsreform,” siger Vibeke Jensen
Hun uddyber omkring det ”mindset”, at det rummer den tværfaglige og metodiske tilgang til at forebygge en potentiel førtidspension.
”Men det rummer også større åbenhed om, at en førtidspension kan reelt ekskludere den enkelte og i virkeligheden er at gøre folk en bjørnetjeneste. Det er kommet meget frem på dagsordnen,” siger hun.
Selv med det markant lavere antal nytilkendelser, førtidspensionerer Aarhus stadig relativt set flere unge end København. I 2012 gav Aarhus førtidspension til knap 10 ud af 10.000 unge. København førtidspensionerede godt fire. I Odense var det tal lige under ni.

Temadag ændrede kursen
I Middelfart er antallet af nytilkendelser til unge faldet til fire i 2012. Tidligere lå kommunen med 23-26 tilkendelser årligt.
Ifølge Kinne Morthorst Kaysen, udviklingskonsulent i Middelfart, er det ikke et tilfælde, men resultatet af en bevidst ændring af praksis.
"Tidligere lå vi højt på antallet af tilkendelser. Derfor opstod der både en ledelsesmæssig men også en politisk bekymring for udviklingen på området og et ønske om at Job- og Vækstcenter Middelfart afstemte praksis bl.a. i forhold til Ankestyrelsens praksisafgørelser. Ud fra Ankestyrelsens afgørelser og hvad vi lærte på en temadag med repræsentanter fra Ankestyrelsen, blev vores procedurer og praksis ændret. Bl.a. er der blevet oprettet et visitationsteam. Der bliver løbende holdt øje med Ankestyrelsens praksisafgørelser og de afgørelser, der kommer på de sager, der bliver anket af borgerne, for at procedurer og arbejdsgange stemmer overens med praksis på området," siger hun.

http://agenda.dk/2013/06/faerre-unge-paa-foertidspension/

Mest Læste

Annonce