Nyt netværksbaseret OPP-samarbejde

Halsnæs Kommune banede vejen for andre kommuner, da Halsnæs Byråd den 31. januar 2012 besluttede at indgå i et Offentligt-Privat Partnerskab (OPP) med det lokale virksomhedsnetværk F5. Samarbejdet har fokus på erhvervsudvikling og vækst og er det første af sin slags i Danmark.

Det nyskabende er, at partnerskabet mellem kommunen og virksomhedsnetværket bliver forpligtende over en længere periode, og at en kommune giver aktiv hjælp til private virksomheders kommercielle erhvervsprojekter.

Hjælpen til erhvervslivet foregår gennem et servicecenter, der oprettes i fællesskab mellem Halsnæs Kommune og virksomhedsnetværket F5. Her kan flere brancher hente hjælp til produktudvikling, rådgivning om puljeansøgninger m.v. Centeret får også en opsøgende funktion og skal yde fødselshjælp til ideer, der kan skabe vækst og arbejdspladser i Halsnæs erhvervsliv. Derudover trækker centeret på vidensinstitutioner som Danmarks Tekniske Universitet, der stiller ekspertise til rådighed for virksomhederne.

Borgmesteren i Halsnæs Kommune, Helge Friis, understreger:
”Vi er en lille kommune, og det vender vi til vores fordel med dette projekt. Vi har allerede en kort distance fra erhvervslivets behov til den politiske beslutningsproces, men med et forpligtende samarbejde styrker vi kontakten til erhvervslivet yderligere. Det nye servicecenter gør det endnu lettere for os at tænke ud af boksen og udnytte den fælles viden, ressourcer og kompetencer, der er på tværs af den private- og offentlige sektor”.

Center for Stålproduktion og Metalforarbejdning
Halsnæs Kommune har allerede erfaring med Offentlige-Private Partnerskaber fra samarbejdet med stålvirksomhederne Nordisk Staal A/S og Megaflex A/S. Parterne er i fællesskab ved at etablere et Center for Stålproduktion og Metalforarbejdning (CSM). Målet er, at centeret for Erhvervsservice bliver en overbygning på dette projekt.
Jan Sørensen, der er direktør for Nordisk Staal A/S og bestyrelsesformand i virksomhedsnetværket F5, udtaler:
”I F5 har vi allerede store forventninger til Center for Stålproduktion og Metalforarbejdning. Men andre brancher har også udtrykt en interesse for en tilsvarende indsats, derfor er vi meget glade for, at kommunen går videre med en overbygning på CSM-projektet med F5 som partner.”

Virksomhedsnetværket F5 har på nuværende tidspunkt omkring 280 virksomheder som medlemmer. Medlemmerne kommer primært fra Halsnæs Kommune.

Et erhvervspartnerskab med perspektiver
Perspektiverne i erhvervspartnerskabet strækker sig langt udover projektet i Halsnæs Kommune. Anvendt Kommunal Forskning (AKF) er med på sidelinjen og dokumenterer hele forløbet. De vurderer, at projektet har et stort læringspotentiale for kommuner, som ønsker at arbejde med lokal- og regional udvikling og vækst i partnerskab med private virksomheder.

”Vi mener, at der ligger en fordel i at organisere dette erhvervsprojekt som et OPP. Samarbejdet rummer en mulighed for, at Halsnæs Kommune styrker erhvervsklimaet og dermed skaber den institutionelle infrastruktur for erhvervslivet. Fordelen for de private virksomheder er, at de bliver understøttet i udviklingen af nye forretningsområder, og dermed kan skabe vækst og nye arbejdspladser i hele regionen,” siger Olaf Rieper, forskningschef i AKF.

Erhvervspartnerskabets potentiale er også årsagen til, at Fornyelsesfonden og Vækstforum Hovedstaden støtter projektet. De har med 2,7 mio.kr. over to år givet et væsentligt bidrag til, at projektet kan gennemføres.
 

Halsnæs Kommune på DenOffentlige.dk Halsnæs Kommune
Aktivitet: Artikler: 21 | Events: 1 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer