Patienterne bliver mere tilfredse, når de tager ansvar

15/05/2012 12:06

Region Syddanmark

På Hæmodialysen i Fredericia arbejder de målrettet med at få de nyresyge patienter til at tage mere ansvar for deres sygdom og behandling. Personalet oplever, at de kroniske patienter ”vokser” som mennesker og får en bedre behandling, når de engagerer sig.

Patienter, der selv tager ansvar for deres behandling og sygdom, er en trend, som er ved at bide sig godt og grundigt fast overalt i det danske sundhedsvæsen.

Ikke mindst når det drejer sig om de kroniske patienter, hvor det er meget nødvendigt for en god livskvalitet, at de selv gør en indsats.

På Hæmodialysen på Fredericia sygehus har de været trendsættende inden for arbejdet med at undervise de kroniske patienter, da man allerede i 1997 etablerede landets første nyreskole.

Men personalet syntes ikke, at patienterne deltog så aktivt, som de kunne ønske sig. Derfor startede de for fire år siden et nyt samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning, som har ført til en helt nyt kroniker-uddannelseskoncept, Livet med Nyresygdom.


Patienterne sætter dagsordenen

Tolv sygeplejersker og to læger er blevet uddannet som instruktører og står for de fire årlige kroniker-kurser, som strækker sig over 6-7 uger med seks moduler af 3½ times varighed.

Filosofien i patient-uddannelsen er, at de skal hjælpe, støtte, inspirere og lære af hinanden. Personalet er selvfølgelig dem, der kommer med alt det faglige og styrer undervisningen, men afdelingssygeplejerske Anette Sørensen oplever, at det har stor værdi for patienterne, at de kan sparre med nogle, der fra egne erfaringer ved, hvad de taler om.

- Som fagpersoner er vi så optagede af al vores viden og faglighed og kommer nemt til at fortabe os i detaljer. Men vi må ikke overfodre patienterne med information. Hele vores kursus-koncept er bygget op om en gruppedynamik med en masse idérunder, hvor det er patienterne, der sætter dagsordenen og lærer at lave handleplaner for deres egen sygdom og behandling, fortæller Anette Sørensen.

Hjemme-hæmodialyse og patientuddannelse kan være vejen frem til øget livskvalitet for de kroniske patienter på Hæmodialyseafsnittet i Fredericia
Afdelingssygeplejerske Anette Sørensen sammen med en af Hæmodialysens faste patienter Lars Christensen.


Så meget ansvar til patienten som muligt

Hvert kursushold er på max 16 personer og tæller også pårørende. Det er vigtigt for åbenheden og trygheden, at holdene ikke er for store, og at det er de samme instruktører og medkursister fra gang til gang. Personalet har en hel undervisningsmanual, de kan holde sig til. I starten var det trygt og rart, når patienterne skulle guides til selv at komme på banen.

- Vi er jo bare sygeplejersker og læger uden særlig pædagogisk baggrund, derfor har vi haft stor gavn af de værktøjer, vi har fået udviklet. Vi tror på, at det er den rigtige vej at give patienten alt det ansvar, vi overhovedet kan, og så hjælper vi med resten, siger Anette Sørensen.

Rettesnoren for, hvornår man bliver indkaldt til et af Hæmodialysens kurser, er, når nyrefunktionen er under 30 procent. Afdelingen sender et indkaldelsesbrev og signalerer, at kurset er ligeså vigtigt som at komme til kontrol i ambulatoriet.


Giver sig selv dialyse

Personalet oplever generelt, at de patienter, som bliver guidet og opfordret til at stå for meget af deres dialyse selv, vokser som mennesker, bliver gladere og mere uafhængige. Afdelingen har en ambition om, at 10 procent af deres patienter bliver såkaldte hjemme-hæmodialysepatienter. Det betyder, at patienten får dialyse-apparatet hjem og selv står for behandlingen. Der er også flere patienter, som benytter en kombinationsordning, hvor de selv sørger for at sætte slangerne på, måle blodtryk og betjene maskinen på afdelingen.

- Vi oplever, at patienterne ”vokser” som mennesker, når de får mere overblik over deres situation. De får et løft og kommer lidt ud af sygerollen, og hjemme-hæmodialyse er en bedre behandling, end den vi kan tilbyde, fordi de kan få mere dialyse derhjemme og deres uafhængighed giver dem større livskvalitet, fortæller Anette Sørensen.

Fortællingen om udviklingen af patientuddannelses-tilbuddet til nyrepatienter var en del af programmet på Sygehus Lillebælts årlige sygeplejesymposium i Vingstedcentret den 10. maj.


FAKTA

Nefrologisk Afdeling på Fredericia Sygehus har været pionerer inden for patientinddragelse og undervisning af nyrepatienter. Afdelingen består af Nyreambulatoriet, Hæmodialysen og Nefrologisk Sengeafsnit

I 1997 startede de som de første i landet en nyreskole

I 2009 modtog Hæmodialysen regionens åbenhedspris for projektet ”Nyresygdom, kropsforandringer og seksualitet”

Der er 1.500 nyrepatienter tilknyttet Nyreambulatoriet

Der er 116 hæmodialysepatienter. Heraf er ni hjemme-hæmodialysepatienter


 

Mest Læste

Annonce