Regeringen giver - regeringen tager

13/04/2012 00:34

Administrator

Erhvervslivets adgang til finansiering, kredit og garantier er - ud over den lave vækst - den største udfordring.Af Torben Liborius, erhvervspolitisk chef, Dansk Byggeri Det er godt, at regeringen tager alvorligt, at der reelt er tale om, at mange virksomheder oplever en kreditklemme. Og det er godt, at også den finansielle sektor anerkender det.

Kreditklemmen rammer alle led i forretningskæderne, for selvom den ikke rammer lige direkte, vil både nogle kunder og leverandører med stor sikkerhed være ramt. 

Vi må dog også erkende, at bankerne er presset, og selvom de nu har tendens til at være for forsigtige, er det forståeligt, at de strammer kreditten - de nye krav til solvens må føre til det.

Regeringens erkendelse af problemets omfang er vigtig, for der er flere lovgivningsinitiativer på vej, der arbejder i hver sin retning.

Først ros. Den halve mia. kr., som staten kommer med gennem Vækstfonden til SMV-virksomhedernes investeringer er et rigtig godt initiativ. Og der er udsigt til, at der er realiteter bag arbejdet med at etablere erhvervsobligationer som nye finansieringskanal for mellemstore virksomheder, der i dag ikke har den mulighed.

Initiativer af den type har vi i Dansk Byggeri efterlyst længe. På den baggrund, og navnlig med de ledsagende fornuftige ord fra Helle Thorning Schmidt om behovet for at gøre det lettere for SMV'erne at investere, virker det meget mærkeligt, at regeringen lige nu er ved at fremsætte et forslag om at begrænse
virksomhedernes mulighed for at fremføre underskud.

Forslaget vil ramme bredt og dybt blandt almindelige danske, skattebetalende virksomheder. Det vil koste både arbejdspladser og ramme netop de investeringer, som skal støttes gennem Vækstfonden.

Den officielle begrundelse for forslaget er, at man vil ramme udenlandske virksomheder, der unddrager sig at betale skat i Danmark. Men så skulle forslaget været udformet anderledes. I Dansk Byggeri har vi beregnet konsekvensen, hvis forslaget havde gjaldt siden 2008. I perioden 2008-2011 ville det have kostet mere end en halv mia. kr. alene for virksomhederne inden for byggeri, anlæg, installation og byggematerialeproduktion.  Men alle brancher og sektorer vil blive ramt. Hårdt.

I lyset af den kreditklemme vi står i, er det meget uheldigt at suge likviditet ud af erhvervslivet på den måde. Og det virker som "hen til kommoden og tilbavs igen", at virksomhederne vil kunne søge om pengene i Vækstfonden. Det vil være bedre at
lade pengene bliver i virksomhederne.

Dansk Byggeri foreslår, at forslagene ses i sammenhæng - sådan virker de i erhvervslivet.

Læs også: Små virksomheder får milliard til nye job

 

Mest Læste

Annonce