Roser og torne i virksomhedsundersøgelse

En ny undersøgelse blandt virksomhederne i Holbæk Kommune viser både resultaterne af de seneste års øgede dialog og behovet for at fortsætte udviklingen. Undersøgelsen, der er lavet af Holbæk Erhvervsforum, afdækker lokale virksomheders opfattelse af Holbæk Kommunes erhvervsservice.

– Vi har ønsket og fået et nuanceret billede af Holbæk Kommune set fra virksomhedernes perspektiv. Det er rigtig godt, at vi nu kan se, hvor kommunen klarer sig godt, men også, hvor der er plads til forbedringer, siger Kenny Jensby, der er direktør for Holbæk Erhvervsforum.

God dialog
Hos kommunen kan borgmester Søren Kjærsgaard glæde sig over, at virksomhederne generelt er tilfredse med kontakten med kommunen. Hele 75 procent af virksomhederne giver således udtryk for, at dialogen med kommunalpolitikerne levede op til forventningerne, mens vandene deles ved den direkte kontakt mellem virksomheder og administration.

– Vi har de seneste år arbejdet målrettet for en tættere kontakt til erhvervslivet. Vi har holdt dialogmøder, vi har udviklet en erhvervs- og turismepolitik sammen, og vi holder fortsat fast i kontakten for at fremme dialogen med virksomhederne på alle niveauer. Undersøgelsen understreger, at strategien er rigtig, men også at vi skal fortsætte i samme spor, siger Søren Kjærsgaard.

Velkommen blandt venner
Virksomhederne er også blevet bedt om at vurdere kommunens evne til at tiltrække og fastholde virksomheder og borgere. Ca. en tredjedel er tilfredse med indsatsen over for virksomhederne, mens 44 procent er tilfredse med bestræbelserne på at tiltrække nye borgere. Blandt de utilfredse efterspørges mere markedsføring både i forhold til nye borgere og virksomheder.

– Vi er helt med på, at vi skal markedsføre os. Derfor gennemfører vi også netop nu en branding-kampagne med navnet ”Velkommen blandt venner”. Vi er i hård konkurrence om vækst, og kvalificeret arbejdskraft, og det kræver en aktiv indsats at gøre sig gældende, siger Søren Kjærsgaard.

Derfor vækker det også glæde, at 4/5 af virksomhederne er tilfredse med kommunens velfærdsydelser. For borgmesteren er tilfredshed med børnepasning, skolegang og fritidstilbud afgørende i konkurrencen om at tiltrække den bedste arbejdskraft.

Virksomhederne giver da også meget klart udtryk for, at der er behov for kvalificeret arbejdskraft. Spørger man, hvad der betyder noget for drift og vækstpotentialet, svarer hele 90 procent af virksomhederne, at det enten har stor eller nogen betydning, at der er adgang til kvalificeret arbejdskraft.

I den forbindelse er det også et opmærksomhedspunkt, når 47 procent af virksomhederne enten ikke finder det relevant eller ikke ved, hvad de skal svare på en række spørgsmål om jobformidling via jobcentret.

– Jeg tror faktisk, vi kan tilbyde virksomhederne mere, end de aner. Så det er i hvert fald et resultat, der får mig til at tænke, at jobcentret og i øvrigt alle andre med kontakt til erhvervslivet, skal fortsætte det gode opsøgende arbejde, siger borgmesteren.

Dialogen fortsætter
Den 25. oktober afholder Holbæk Kommune og Holbæk Erhvervsforum en erhvervskonference, hvor virksomhedsundersøgelsen blandt andet vil blive fremlagt. For Søren Kjærsgaard er det endnu en mulighed for at udvikle dialogen.

– Vi mener det alvorligt, når vi siger, at vi vil dialogen. Derfor håber jeg også, at vi kan få gang i en god debat. Meget gerne med udgangspunkt i virksomhedsundersøgelsen.

Pressen er velkommen til at deltage i erhvervskonferencen den 25. oktober, der finder sted på Kuben i Holbæk klokken 15-18. Læs mere her


 

Holbæk Kommune på DenOffentlige.dk Holbæk Kommune
Aktivitet: Artikler: 43 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer