Samarbejde om tilsyn på tværs af kommunegrænser

01/02/2012 10:53

Karsten Peier

Et statsligt tilsynskorps til opsporing af sager om misbrug og vold imod børn og unge en dårlig idé, mener Holstebros borgmester. Rækken af sager om seksuelt misbrug, vold og vanrøgt i familier har affødt forslag om oprettelse af et statsligt tilsynskorps. Det synes borgmester i Holstebro Kommune, H. C. Østerby, er en dårlig idé.

- Et statsligt korps, der skal rejse rundt i landet, vil efter min opfattelse blot betyde opbygning af endnu et bureaukratisk led. Hvorfor skulle et statsligt tilsynskorps bedre kunne opspore disse forfærdelige sager end det kommunale tilsyn? Hvis tilsynet skal være bredere, end det er i dag, er mit forslag, at vi samarbejder om tilsynsforpligtelsen på tværs af kommunegrænser, siger H. C. Østerby.

Han forestiller sig, at tre-fire kommuner kan gå sammen om at føre tilsyn i hinandens områder.

- Det vil også fjerne den mistro, der kan opstå i borgernes bevidsthed i og med, at den enkelte kommune skal ”føre tilsyn med sig selv”. I øvrigt er det min vurdering, at det efterhånden har givet kommunerne et langt større overblik, at hele tilsynsansvaret nu er placeret her, hvor det før kommunalreformen var delt mellem amt og kommuner, siger H. C. Østerby.

Tværfaglige teams i skoledistrikterne
Borgmesteren understreger, at tilsyn langt fra er nok til at finde frem til misbrug, vold og vanrøgt af børn og unge i familier.

- Vi skal jo have kendskab eller mistanke, før vi som kommune kan gribe ind. Derfor drejer det sig om at sikre den letteste og hurtigst mulige adgang for informationer fra dem, der i det daglige omgås børn og unge, til de kommunale forvaltninger. I Holstebro Kommune har vi oprettet tværfaglige teams, der består af sundhedsplejersker, psykologer og socialrådgivere, som hver fjortende dag er ude i kommunens fem skoledistrikter. Her kan lærere, pædagoger og dagplejere henvende sig, hvis de vil drøfte eventuelle bekymringer eller mistanke om misbrug blandt de børn, de har med at gøre i det daglige, siger H. C. Østerby.

De tværfaglige teams startede som et pilotprojekt i Mejrup skoledistrikt for et års tid siden og er nu blevet en permanent ordning i alle fem skoledistrikter i kommunen.

- Disse teams er ikke oprettet specielt til at opspore sager om misbrug og vold mod børn og unge. Formålet med dem er at rådgive og vejlede omkring alle former for problemer hos børn og unge, så der hurtigst muligt kan blive sat ting i værk, der kan afhjælpe problemerne. Men det er oplagt for lærere, pædagoger og dagplejere at bruge vores teams som sparringspartnere for at afklare, om bekymringer og mistanke om misbrug af børn og unge er så berettigede, at Børn og Unge forvaltningen og eventuelt senere politiet skal inddrages, siger afdelingschef i rådgivningsafdelingen i Børn og Unge, Ole Elbæk.

Han oplyser, at forældre nu også kan henvende sig til de tværfaglige teams, der kommer rundt i kommunens skoledistrikter. Det sker via skolesekretærerne på kommunens skoler.

Mest Læste

Annonce