Skoleelever får mentorer fra erhvervslivet

31/01/2013 12:31

Randers Kommune

Elever i folkeskolen, som har det svært, er skoletrætte og har meget fravær, skal genopdage troen på egne evner og talenter. Det er målet med et nyt samarbejde mellem Randers Kommune og landsforeningen Talentspejderne.

Børn og unge, der ikke trives i skolen, behøves langt fra at være tabt bag en vogn. Uanset om en elev har manglede selvtillid, faglige udfordringer, er skoletræt eller slås med problemer på hjemmefronten, så har eleven altid evner og talenter, som kan bruges positivt. Det er tankerne bag en ny mentorordning i Randers. Her har kommunens skoleafdeling netop indgået samarbejde med Landsforeningen Talentspejderne. På baggrund af erfaringer fra udlandet oprettede landsforeningen sidste år sit eget mentorprogram, der skal hjælpe danske børn og unge. Randers indgår nu som den tredje kommune i Danmark et samarbejde med Talentspejderne.

”Vi er meget glade for at Randers ser potentiale i vores arbejde. Vi har været i gang siden sommeren 2012 i både Ballerup og Favrskov kommuner. Erfaringerne herfra viser præcist det sammen som de udenlandske erfaringer – nemlig at børn og unge som mistrives kan få stor glæde af at få en mentor. Flere passer deres skolegang og færre kommer ud i alvorlige problemer,” fortæller Tom Thinggaard Pedersen, der er projektleder hos Talentspejderne.

I første omgang forventes det at 25 – 30 randrusianske elever i 7 – 10 klasse kan komme med i den nye ordning. Det kan for eksempel være elever med megen fraværd fra skolen.

”Fravær skyldes ofte at eleverne ikke trives i skolen, og samtidig mangler opbakning fra en voksen. Det kan en mentor hjælpe med at få lavet om på. Vores erfaring er, at det handler om at give den unge en tro på sig selv. Det handler om, at finde frem til de styrker, som den unge har - uanset modgang. Mentoren fungere på den måde både som coach og rollemodel, så den unge kan finde sin rette i hylde i hverdagen og livet - og få sig en uddannelse,” forklarer Tom Thinggaard Pedersen.

Mentorordningen skal ses som et vigtigt bidrag til, at Randers Kommune kan indfri det mål, at 95 procent af en årgang gennemfører en ungdomsuddannelse.

Gode erfaringer med ordningen

Anel Zujo, der til daglig er controller hos virksomheden Behr, er en af de mentorer, som Talentspejderne allerede har tilknyttet. Han ser mentorordningen som et vinderprojekt for alle de involverede parter.

”Det er spændende at være med til at hjælpe et ungt menneske til at gennemføre sin uddannelse. Virksomheden kan bruge det som et led i dens sociale profil. Den unge bliver hjulpet videre. Og som mentor lærer jeg også en helt del selv af de redskaber, som vi lærte at bruge på mentorkurset,” fortæller Anel Zujo.

Som mentor mødtes Anel Zujo for tiden med skoleeleven Holger Kejser fra Hadsten.Holger, der går i 8. klasse, har kæmpet med mangel på selvtillid og har haft det svært med mange fag.

”Tidligere sad jeg bare for mig selv og talte ikke rigtigt med nogen. Ligesom jeg heller ikke lavede mine lektier, for jeg kunne jo alligevel ikke finde ud af det. Men nu er det helt anderledes. Jeg er begyndt at tale med klassekammeraterne, ligesom jeg nu forsøger at finde ud af opgaverne. Kan jeg så alligevel ikke finde ud af det, så spørger jeg mine kammerater og derefter kan jeg også spørge læreren,” fortæller han.

Holger Kejser har haft de første syv møder med sin mentor, og det har også hjulpet ham på andre måder. For eksempel var han ikke altid så god til at huske morgenmaden. Motion blev det heller ikke rigtigt til, fordi fodbolden måtte droppes på grund af et dårligt knæ.

”Men nu har jeg så fået sådan en kostplan, og er begyndt at spise morgenmad. Ligesom jeg er begyndt i et motionscenter, hvor jeg godt kan træne alligevel, selvom jeg har dårligt knæ,” fortæller Holger Kejser.

Hans mentor Anel Zujo forklarer, at en del af øvelsen handler om at ændre adfærd ved at gribe tingene anderledes an.

”Det er en del af mentorprogrammet, at vi taler om disse ting. Ligesom vi ser nærmere på, hvordan Holger bedst lærer nye ting. Undervisningen kan herefter blive tilpasset af Holgers lærere, så den passer til Holgers behov,” forklarer Anel Zujo.

Hjælp på lige fod

Talentspejdernes mentorordning adskiller sig fra mange andre mentorordninger ved at mentorerne ikke er ansatte, men frivillige der er tilknyttet en virksomhed. Her giver ledelsen deres ansatte fri til at udføre frivilligt arbejde. De får fri til at lave frivilligt socialt arbejde i 45 min. pr. uge i en aftalt periode. Imens medarbejderne forpligter sig til at give tilsvarende tid af deres fritid. Og det gør ifølge Holger Kejser en stor forskel, at mentoren ikke en psykolog, pædagog eller anden professionelt ansat mentor.

”Det er ligesom om, vi er mere ligestillede. Vi kan snakke om hvad som helst. Vi snakker gerne lidt om fodbold, fordi vi begge holder med AGF. Og første gang jeg besøgte Anel, var jeg slet ikke nervøs fordi jeg synes, at var helt vildt spændende – sådan at være ude på en virksomhed. Jeg har tit kørt forbi udenfor, men har aldrig været herinde, så det var spændende at se, hvordan det så ud herinde,” siger Holger Kejser.

Den pointe understreger hans mentor, der ser store fordele i, at de ugentlige mentormøder foregår på en virksomhed.

”Det betyder, at eleven også får indblik i, hvordan det foregår på en arbejdsplads, og hvordan det kan se ud, når eleven selv skal ud på en arbejdsplads. Det er noget helt andet end skolen, og ved at møderne foregår en arbejdsplads får eleven en helt anden føling med, hvad det vil sige at skal ud på en arbejdsplads senere hen i livet,” forklarer Anel Zujo.

Begejstret borgmester bakker op

Skoleafdelingen i Randers Kommune går nu sammen med Talentspejderne i gang med at finde de første lokale mentorer. Det sker med stor opbakning fra borgmester Henning Jensen Nyhuus.

”Jeg vil opfordre de lokale virksomheder til at komme på banen i forhold til denne opgave. En vellykket skolegang er en af de vigtigste grundsten til at sikre barnet og den unges fremtid. Det er helt afgørende for, hvordan man klarer sig senere i livet. I forvejen har Randers Kommune et fantastisk samarbejde med mange forskellige parter om kommunens skole- og uddannelsespolitik, der netop skal sikre, at flere unge får en uddannelse. Det er derfor også helt naturligt at arbejde sammen om denne opgave. Og så er det fantastisk at se, hvordan denne mentorordning kan gøre en forskel, for dem som har brug for det”, udtaler Henning Jensen Nyhuus.

Fakta 

Landsforeningen Talentspejderne er en frivillig og humanitær organisation, der siden sommeren 2012 har tilbudt særlige mentorprogrammer for elever i 7 – 10. klasse.

Udover Randers Kommune tilbydes ordningen til Ballerup og Favrskov Kommuner.

Det særlige ved mentorordningen er at der fokus på at finde elevens talenter og evner. Det sker ved brug af frivillige mentorer på lokale virksomheder, der mødes med eleven en gang om ugen i 24 uger.

Møderne foregår på virksomheden efter et planlagt program, men der er også tid til hygge snak for at skabe en god menneskelig relation. De 24 møder er inddelt i tre niveauer, som i et computerspil. Når hvert niveau er opnået får eleven et certifikat, og der bliver indsat kr. 25,- på en konto. Pengene udbetales kun hvis eleven gennemfører alle 24 møder. De i alt 600 kroner kan mentor og elev sammen bruge på en fælles aktivitet.

Billede

8. klasseseleven fra Hadsten, Holger Kejser, samme med sin mentor, Anel Zujo. Mentorprogrammet lægger op til, at eleven får en række certifikater efter hånden som forløbet gennemføres. Certifikatet er blandt andet med til at give motivation til at fortsætte forløbet. Her har en glad og stolt Holger Kejser netop modtaget det første certifikat.Foto: Randers Kommune

Mest Læste

Annonce