Søkortet viser vej på OPI-havet

Velfærd

09/05/2012 13:59

Susan Dalum

Dette er en fortælling om et redskab. Og om processen når man arbejder på at udvikle redskabet. Det blev skabt for at hjælpe med til at gøre noget abstrakt mere håndgribeligt, og gav undervejs arbejdsgruppen adskillige aha-oplevelser.

Da OPI-Lab projektet startede i 2011 blev Task-forcen etableret som et af delprojekterne. Den skal gennemføre 20 udviklingsforløb om OPI i regioner og kommuner for at skabe vækst og bedre løsninger for borgerne. En anden leverance er udviklingen af en drejebog og guidelines, som kommuner og regioner kan bruge, når de skal designe fremtidige OPI-projekter.

Brug for et redskab til hele processen
At arbejde med OPI kan være en noget abstrakt udfordring for nye deltagere. Det har Task-forcen oplevet, når de har besøgt organisationer og kommuner, som overvejer det. Der var derfor brug for at udvikle et redskab, som både kan hjælpe med begrebsafklaring, skabe overblik over metoderne og teste, hvor langt man er i forberedelserne og til at understøtte denne proces hele vejen.

Et søkort til processen
Task forcen har valgt at arbejde med søkortet som metafor for processen, og skibet som en metafor for selve OPI projektet. Det giver mulighed for at man i selvvalgt rækkefølge kan navigere rundt mellem de forskellige elementer som indgår i OPI. Redskabet skaber desuden opmærksomhed om de kompetencer og ressourcer som der er brug for i et OPI forløb.

Op ad trappen eller ud og sejle
Om søkortet og alle de maritime metaforer forklarer Michael Wehner Rasmussen fra Task-forcen:

- Vi oplever ofte, at man bruger en model med en trappe til at afklare, om man internt i en organisation er parate til OPI. Men det er vores erfaring, at arbejdet med OPI ikke er en linær proces, men derimod iterativt, hvor man vender tilbage til en fase. Man skal have sin business case frem flere gange i processen for at revidere den. Eller tilsvarende med samarbejdspartnerne og handleplanen for det hele – jamen det kræver flere omgange, hvor tingene justeres i forhold til hinanden. Og så får man ikke samme fornemmelse af en cirkulær proces ved at bruge en model med en trappe.

Og den virker!
Modellen har allerede været i brug ude hos et par kommuner, hvor nye projekter er ved at blive sat i søen. Og den viste sig aldeles brugbar. Tina Hosbond fra Socialstyrelsen fortæller:

- Når vi bruger de metaforerne søkort, skibet og øer, sker der noget med den måde, som deltagerne taler om processen på. De laster f.eks. skibet med motivation, erfaring og opbakning og " navigerer" rundt mellem øerne, mens de taler om forløbet. Det hjælper dem til at blive klogere på enkelte dele i processen. Men de blev også langt mere bevidste om deres egne styrker og svagheder, og hvor der mangler noget. Så vores nye redskab er blevet trykprøvet og fungerer godt.

Et spil? Interaktivt? Og andre overvejelser om, hvordan skibet sejler fremover…
Der nye redskab er ikke endelig færdigt – og det er fortsat ikke fuldt afklaret, hvilken form det skal have. Der tales om en interaktiv model, hvor man undervejs afkrydser og på den måde bliver målt på sin OPI modenhed. Eller måske skal det fortsat virke som et gammeldags søkort til at rulle ud på bordet og ruten studeres, så der kan planlægges en tryg langfart uden at båden støder på uventede isbjerge i farvandet. Indtil videre arbejder Task-forcen dog videre på at have kortet med ud til kommuner og blive klogere på brugen af det.

Mest Læste

Annonce