Udbudsrådet sammenligner offentlig-privat samarbejde i Sverige og Danmark

03/05/2012 09:25

Administrator

Generelt er svenske myndigheder ikke bedre til at inddrage private leverandører, end danske myndigheder er. Det viser en undersøgelse fra Udbudsrådet. Danmark har ofte skelet til Sverige, når det gælder om at fremme konkurrencen om offentlige opgaver. Udbudsrådet har sammenlignet udbredelsen af offentlig-privat samarbejde i Sverige og Danmark. Konklusionen er, at Sverige ikke altid er et foregangsland.

På to punkter er Sverige længere fremme end Danmark. For det første er funktionsudbud langt mere udbredt. Funktionsudbud stiller krav til slutresultatet af den leverede ydelse frem for de aktiviteter, der skal føre til resultatet. For det andet er Sverige længere fremme med e-udbud, det vil sige udbud, hvor alt foregår digitalt.

Funktionsudbud er ét af de områder, Udbudsrådet arbejder for at styrke i Danmark. Det kan skabe nye og bedre løsninger af offentlige opgaver. Udbudsrådet opfordrer også til en styrket brug af e-udbud. E-udbud minimerer risikoen for fejl og forenkler udbudsprocessen.

Danske kommuner inddrager private leverandører i løsningen af 19,3 procent af de undersøgte kommunale opgaver. I svenske kommuner er andelen 14,0 procent. Svenske offentlige indkøbere arbejder i mindre udstrækning end danske strategisk og systematisk med udbud. Og svenske politikere har iværksat færre politiske initiativer for at fremme det offentlig-private samarbejde.
 

Mest Læste

Annonce