Uffe Elbæks parti Alternativet gør debut i meningsmålinger med over en procent.

Alternativet får 1,2 procent i første Voxmeter-måling

Partiet debuterer med 1,2 procent i sin første Voxmeter-måling. Positiv overraskelse, siger stifter. S er største parti, og der er sikkert blåt flertal.

Partiet Alternativet er blevet opstillingsberettiget til det kommende folketingsvalg, og i den første Voxmeter-måling, hvor partiet har været blandt valgmuligheder, henter det støtte fra 1,2 procent af vælgerne.

Målingen, som Voxmeter har foretaget for Ritzaus Bureau, placerer dermed partiet 0,8 procentpoint under spærregrænsen, som giver fire mandater i Folketinget.


Og det er en glædelig overraskelse for partistifteren, Uffe Elbæk.

- Det er jeg faktisk glad for, siger han, da Ritzau præsenterer ham for tallet, som er forbundet med en statistik usikkerhed på 0,7 procentpoint i såvel opadgående som nedadgående retning. 

- Vi er gået meget ydmygt til opgaven og har slet ikke gjort nogen konkrete overvejelser om, hvordan opbakningen ville se ud i de første målinger. 

- Personligt ville jeg have troet, at den var under en procent, siger den tidligere kulturminister, som ved sidste valg opnåede valg for De Radikale.

Han kunne mandag glæde sig over, at partiet havde indsamlet de 20.260 vælgererklæringer, der skal til for at blive opstillet til Folketinget.

Alternativets entre i Voxmeter-målingen flytter ikke drastisk på tilslutningen til de øvrige partier.

De største udsving finder i blå blok, hvor partierne synes at udveksle vælgere internt.

Dansk Folkeparti og Konservative går frem med henholdsvis 1,3 og 1,1 procentpoint, mens Venstre og Liberal Alliance går tilbage med 1,2 og 1,3 procentpoint siden seneste måling.

Dermed henter Alternativet det meste af sin opbakning fra rød blok, hvor Socialdemokraterne er hårdest ramt med en tilbagegang på 0,6 procentpoint.

Statsministerpartiet står dog fortsat til blive landets største med 41 mandater mod 40 til Venstre og 35 til Dansk Folkeparti.

Tæller man mandaterne sammen for de to blokke, står regeringsmagten fortsat til at skifte, da blå blok kan mønstre 93 mandater, mens regeringen og dens parlamentariske grundlag styrer mod 82 mandater.

Meningsmålingen er foretaget mellem mandag den 23. februar og søndag den 1. marts og er baseret på telefoninterview med 1025 repræsentativt udvalgte personer over 18 år. 

 

FAKTA: Sådan står partierne i Voxmeter-måling
Alternativet er for første gang at finde i en Voxmeter-måling, men partiet står ikke til at blive valgt i Folketinget.

Dermed er der fortsat blåt flertal, mens Socialdemokraterne trods en smule tilbagegang fortsat ser ud til at blive landets største parti (tal i parentes er fra forrige måling 22. februar 2015):

* Socialdemokraterne: 23,1 procent / 41 mandater (23,7 procent)

* De Radikale: 7,8 procent / 14 mandater (7,7 procent)

* De Konservative: 5,3 procent / 9 mandater (4,2 procent)

* Socialistisk Folkeparti: 6,9 procent / 12 mandater (7,1 procent)

* Liberal Alliance: 4,8 procent / 9 mandater (6,1 procent)

* Kristendemokraterne: 0,3 procent / 0 mandater (0,3 procent)

* Dansk Folkeparti: 19,6 procent / 35 mandater (18,3 procent)

* Venstre: 22,3 procent / 40 mandater (23,5 procent)

* Enhedslisten: 8,5 procent / 15 mandater (8,8 procent)

* Alternativet: 1,2 procent / 0 mandater (ikke opstillingsberettiget ved sidste måling)

* Øvrige: 0,2 procent / 0 mandater (0,3 procent)

1025 repræsentativt udvalgte personer over 18 år har deltaget i målingen, der er foretaget i tidsrummet fra den 23. februar til den 1. marts. 

23 procent af de adspurgte er i tvivl om deres partivalg, vil ikke stemme, stemme blankt eller er ikke stemmeberettiget.

Den maksimale statistiske usikkerhed er 2,6 procentpoint (gældende for Venstre og Socialdemokraterne som de to største partier i målingen).

Herefter falder den statistiske usikkerhed i takt med partiernes størrelse ned til 0,3 procentpoint for Kristendemokraterne og "øvrige".

Kilde: Voxmeter for Ritzaus Bureau

 

Emneord: Voxmeter, Målinger, FV2015, Alternativet, Uffe Elbæk
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også