Forudsigelse: Dette kommunalvalg bliver endnu et valg, hvor forskere og kommentatorer kan konkludere, at nettet ikke flytter stemmer. Kandidaterne er kommet for sent i gang, mange af dem spilder deres penge og tid og har ikke tilsyneladende lyttet efter den hjælp, de kan få fra partiernes organisationer. Eller også har partierne ikke ressourcer til at hjælpe dem.
Kommunal- og regionsvalg 2013. Sociale medier svømmer over af kommunalpolitikere, der med under tre måneder til valget sidder og bruger deres annoncekroner på at samle en håndfuld fans til deres nyoprettede Facebook-side. De største kandidater er knap kommet i gang eller fører kampagner, hvor private virksomheder ville tage sig til hovedet, og de virker som om, de tror, at de kan starte dialog med vælgerne nu, tage dem og deres egne sociale medier seriøst i slutspurten og vinde stemmer ved at optrappe de politiske udmeldinger på Facebook og Twitter. For det har de åbenbart hørt, at det er sådan de skal gøre. Selv de største bykonger har stadig ikke fået hjemmesider i luften eller sammenhængende kampagner på tværs af net, print og i virkeligheden jf. http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/overborgmester-jensen-glemmer... - Men meget kendetegnende er heller ikke modkandidaten Pia Allerslev kommet i gang jf. vores topbillede på artiklen med blandt andet en død Twitterprofil og en lige så slumrende Facebook-fanside.
Ikke tid til at flytte borgmesterkæder
Der skal herfra lyde et dybt suk. Forleden kunne vi læse, hvordan partierne ikke støtter op om deres kandidater ved at præsentere kandidatlister eller et samlet kandidatunivers på Facebook eller partiernes hjemmesider – noget som Kasper Møller Hansen i infight med Troels Runge på DR kunne forklare med, at kandidatlisterne jo ikke var på plads endnu. Se hele klippet på http://www.dr.dk/tv/se/dr2-morgen/dr2-morgen-med-niels-krause-kjaer-og-a... (spol frem til 13.30). Kasper Møller Hansen kunne i sammenhæng meget rammende konkludere, hvordan 20-30% af kandidaterne hverken havde frivillige eller penge, hvorfor det var passende med betegnelsen ”Amatørernes valgkamp”.
Rundt i krogene på sociale medier kan man høre kandidaterne selv skiftevis undskylde sig med, at de ikke tror på, at de kan samle stemmer med nettet, eller at de ikke har tid til at passe de digitale platforme. Den undskyldning kan være ganske valid – men det flytter ikke ved, at nettet kunne have flyttet mange borgmesterkæder, hvis partierne og kandidaterne havde set potentialet og læst på lektien. For der er stemmer i digitale medier. Samme Troels Runge ligger inde med interessante undersøgelser, hvor han påviser, at followerantal (fans, følgere, followers) har effekt på kandidatens stemmetal. Vi ved, at netkampagner, hvor der aktivt segmenteres og samles relationer i god tid før et valg, virker. Vi har set det i Dan Jørgensens EP-kampagne i 09, vi har set det i Radikales Folketingsvalgkamp 11, og vi har set det hos Obama. Men sådanne effektive kampagner kræver, at man starter tidligt.
Bruger pengene flere gange
Der er gået et eller andet galt et sted i maskineriet, selvom enkelte af partierne maner til besindighed og påstår, at de bare ikke er kommet i gang endnu – en underdrivelse, når man ser siddende borgmestre fra store partier oprette en Facebook-fanside med under tre måneder til valg, og nu smider betalte annoncer efter at samle 100 fans.
Adskillige steder ser man kandidater, der bruger pengene to gange, fordi de annoncerer også til folk, der allerede er fans – og så er der de traditionelle lykkeriddere, der allerede har startet deres Google Annoncering og fyrer pengene af på at annoncere til hele landet, når man kun kan stemme på dem i Odense. Flere af kandidaterne har opgivet at have en hjemmeside, fordi de har hørt det er på Facebook, det foregår. Og flere har oprettet en Twitter-profil, tweetet et par gange og opgivet det igen. Mange kandidater vil blive skuffede, når de skal evaluere deres valgkamp og kan konstatere, at de intet anede om, hvad der skulle skrives, hvordan der skulle svares, eller hvilken frekvens der skulle skrives med for at bryde igennem den mur af politiske Facebook-opdateringer, vi lige om lidt havner i.
Venstre med fokus
Lige nu er det Venstre, der ser ud til at have fat i den lange ende – organisatorisk sidder der erfarne gutter i det maskinrum, der har brugt sommeren på at skabe en hjemmeside-platform, som kandidaterne let kan rulle sig ud på, og de har brugt forberedelsesfasen på at klæde deres kandidater på med uddannelse. Og så har de ressourcerne – det er ingen hemmelighed, at Venstre længe har været dygtige til at dedikere ressourcer til webvalgkamp, selvom almindelige danskere ville blive overraskede over, hvor få der egentlig sidder i partiernes maskinrum.
Her er tre kvikke digitale hoveder
Men det er ikke sort det hele – enkelte steder er der kandidater, der er gået tidligt i gang og formår at sætte strøm til det, de gør på gaden, så der bliver skabt en helhed i kampagnen. Se på Socialdemokraternes Steen Wrist Ørts (nej, jeg kender kun manden fra et enkelt oplæg i en partiforening). Steen har i god tid inden valget fået sat strøm til sine platforme, gjort (jf. http://houdigital.dk/kommunalkandidat-sadan-vinder-du-stemmer-pa-nettet....) stort set alt det, vi beskrev da vi sagde, at kandidaterne skulle gå tidligt i gang, og nu render manden rundt med en fin, hjemmelavet kampagnefilm, over 1000 fans på Facebook, over 1700 venner på sin personlige profil, fornuftig på Twitter, flot hjemmeside og udstråler på sine digitale platforme, at han vil vælges. Der er bund i budskaberne, han poster billeder og film af sin store indsats, når han er på kampagne, og han får skabt en helhed, hvor han nok skal få et fint valg. Ellers er der ingen digital retfærdighed til.
Eller se på Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti, som bare konsekvent og konstant er til stede på sin Facebookprofil. 2500 venner og over 1600, der følger hende. Hun gør det rigtig fint på Twitter og har næsten 600 followers og direkte adgang til en række journalister. Der er plads til forbedring, når Liselotts hjemmeside skal opdateres, men den er der – og den fungerer til målgruppen. Selvfølgelig har Liselott i kraft af sin status som folketingsmedlem et fortrin og en platform at bygge på – men det er uomtvisteligt, at hun har taget dialogen med sine vælgere seriøst imellem valgene. Er der digital retfærdighed, får hun et godt valg.
Eller se på Konservatives unge Andreas Weidinger, som undertegnede selv har haft fornøjelsen af at møde ved en kandidatuddannelsesdag. 111 followers på Twitter er ikke prangende, men han er der, han kan teknikken og alle de frække hashtags, der får journalisterne til at se historierne, der er styr på opsætning og grafik, hans hjemmeside sidder lige i skabet, og han har samlet over 1100 venner på Facebook. En ung gut, der med en kæmpe arbejdsindsats og et par gode ører, som han har brugt til at lytte med, allerede er særdeles synlig på digitale medier, på skolebesøg og på kampagne – krydret med et par fine videoer, hvor han med sin mobiltelefon ikke gør det sværere end det er. Det ser også lovende ud, hvis der er digital retfærdighed til.
Men virker de gode intentioner så for Steen, Liselott og Andreas? Det har ingen endnu har haft held til at påvise, så vi ved faktisk ikke mere, end at man kan flytte stemmer fra sine partifæller internt på listen, hvis man er god på Facebook. Men vi har set, at man kan tabe stemmer på digitale medier – ved at skrive noget dumt, eller ved at have uopdaterede platforme, der udstråler, at man bare ikke gider.
