Analyse: Billigt for Danmark at kvitte kul og olie

Infrastruktur

20/05/2014 07:50

Nick Allentoft

Klima- og energiministeren er opmuntret over udsigten til et billigt farvel til fossil energi.

Energistyrelsen har for første gang forsøgt at sætte tal, hvad det vil koste at opnå den politiske ambition om, at Danmark i 2050 skal have droppet kul, olie og gas i sin energiforsyning

Ifølge styrelsens analyse kan prisen begrænses til omkring 1000 kroner om året per dansker. Det svarer til en merpris på under 5 procent af energiomkostningerne, og det er mindre, end den danske klimakommission anslog for fire år siden.

Det skriver politiken.dk.

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) er begejstret for "den meget lave pris".

- Det er opmuntrende at vide, at det ikke bare er teknologisk muligt, men at det også er økonomisk fuldstændig forsvarligt at foretage den omstilling, siger han til Politiken.

Også her Dansk Industri modtages Energistyrelsens tal med glæde.

- Opgaven er grebet meget grundigt og seriøst an. Analysen er et godt værktøj til at diskutere den grønne omstilling, og til dem, der siger, at omstillingen er for dyr, kan man sige, at prisen er næsten den samme. 

- Der er ekstraomkostninger, men det er noget, der bringer os på forkant som land, og som giver os et forspring som branche, siger direktør for DI Energi, Hans Peter Slente, til Politiken.

Analysen er udarbejdet som led i energiaftalen fra 2012. Den blev mandag aften præsenteret for parterne i energiaftalen, som omfatter alle Folketingets partier med undtagelse af Liberal Alliance.

Analysen beskriver forskellige scenarier for, hvordan det danske samfund kan nå frem til at være fossilfrit i 2050, som målet lyder. Det billigste grønne scenarie bygger på øget brug af biomasse. 

En fremtid med vindkraft som den bærende energikilde er lidt dyrere igen, og et scenarie, der bygger på brint, koster atter lidt mere.

Rasmus Helveg Petersen fremhæver også eksporten af grøn energiteknologi, som i 2013 indbragte 38 milliarder kroner, som en dansk gevinst ved grøn omstilling. 

Eksporten steg med 17 procent fra 2012 til 2013, mens den samlede danske eksport kun steg med to procent, og ministeren forudser en "fortsat eksplosiv udvikling".

/ritzau/

Mest Læste

Annonce