Anbragte børn har større risiko for at ende i fattigdom

Hver fjerde ung, der er økonomisk fattig, har været anbragt som barn, viser en ny rapport om fattigdom. - Vi må være opmærksom på, at der er en vis tendens til, at kommunerne gennemfører en anbringelse, indtil barnet fylder 18, men derefter slipper dem, lyder det fra Børns Vilkår.

Flere tusinde mennesker lever under fattigdomsgrænsen i Danmark. Og én faktor ser ud til at have særlig stor indflydelse - anbringelse som barn.

Hver fjerde af de økonomisk fattige i aldersgruppen 18-29 år, har nemlig været anbragt som børn. Det viser en ny rapport om fattigdom fra Økonomi- og Indenrigsministeriet onsdag.

- Det viser jo, at det, at vi anbringer børn, ikke automatisk får dem på ret køl. Selvom vi har et dyrt og omfattende system for anbringelser, så fungerer det altså ikke godt nok, siger direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, til Ritzau.

- Vi må være opmærksom på, at der er en vis tendens til, at kommunerne gennemfører en anbringelse, indtil barnet fylder 18, men derefter slipper dem.

Helt præcist er det 25,3 procent af fattige unge mellem 18 og 29 år, som har været anbragt som børn. Imens er det for alle unge i gruppen 4,9 procent, der har været anbragt som børn.

                  Se også pressemeddelelse fra ministeriet med link til redegørelsen

Rasmus Kjeldahl siger, der skal være meget stor fokus på kvaliteten af de anbringelser, man laver.

- Det handler også om, at kommunerne skal tage "udslusningen" for anbringelser mere alvorligt, end man gør i dag. Barnet kommer fra at have intensiv oppasning. Men måske uden at få de sociale færdigheder, man får af at vokse op i en velfungerende familie, siger han og fortsætter:

- Så befinder man sig pludselig meget alene. Og nogen gange mere alene end andre unge, fordi man tit gennem anbringelser og sammenbrud i anbringelser får revet sit netværk over flere gange i rejsen fra barn til voksen.

Socialminister Manu Sareen (R) fastslår, at hvis fattigdommen skal reduceres, er det vigtigt at sikre børn og unge i udsatte familier bedre vilkår.

- Det er svært for socialt udfordrede at komme ud af fattigdom. Der skal den røde tråd være forebyggelse. Derfor skal vi sikre bedre anbringelser og løfte kvaliteten i de anbragte børns skolegang, siger Manu Sareen.

Selvom der er en overrepræsentation af sociale indikatorer - som en anbringelse - hos fattige unge, slår rapporten fast, at der ikke er en stærk sammenhæng mellem sociale indikatorer og fattigdom. En stor andel af unge med sociale indikatorer klarer sig nemlig relativt godt økonomisk.

I 2013 fastsatte regeringen en officiel fattigdomsgrænse. Den betyder, at en person i Danmark vil være fattig, hvis han eller hun i tre år har haft en disponibel indkomst på under 103.200 kroner om året.

/ritzau/

Emneord: Fattigdom, Socialkrise, Anbragte børn, Unge, Kommuner, Anbringelser
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 22.05.14 Hansen
    Anbragte børns fattigdom

    Jeg er langt hen ad vejen helt enig i artiklen. Men… jeg er plejemor og ser også andre vinkler:
    Arbejdet med svigtede børn er ressourcekrævende 24-7-365 – for at udvikle sig har børnene brug for nærvær, nærvær, nærvær og kontakt. Så hver gang barnet fx forsøger at udleve selvstændighed gennem fx konflikt, så skal vi tåle at blive i nærværet og i kontakten. Kun derved kan barnet lære at turde tåle deres egne følelser – og kan så med årene finde fred med dem.
    Så som plejefamilie bliver man uafbrudt stillet på prøve – personligt – nøjagtigt som man gør som forælder til egne børn – bare med ”tryk 16 på”.
    Distancerer man sig i denne proces og ’forfalder’ til at bruge rendyrket pædagogik har man fraskrevet sig muligheden for virkelig at NÅ barnet; mistet muligheden for virkelig at hele det sårede barn der ikke blev mødt. Fordi nærværet sker i det personlige MØDE mellem to mennesker og ikke i den pædagogiske ramme.
    Det kræver klog individuel og tryg supervision at kunne arbejde med de personlige ting der kommer i spil mellem barnet og plejemor/far. Så når kommunerne sparer på supervisionen, så overlader de samtidig børnene i plejefamilierne i det konfliktrum som selvfølgelig opstår når man ikke får støtte og værktøjer til at se relationerne i plejefamilien med andre briller på. Uddannelse og teorier er rigtig gode til at blive klog af, men det er det personlige møde der tæller.
    Kommunerne (eller nogle kommuner ihvertfald) udøver barnets reforms krav til ’supervision til alle’ på en måde hvor det langtfra er trygt. Gruppesupervision med en psykolog fra kommunen eller en kurator der lytter med … det fremmer ikke sagen.
    Hyppig individuel supervision med en der ikke har kommunehat på … det tæller. Det skaber udvikling for børnene – fordi de ting der bliver sat i spil i familien kan blive løst op og de voksne kan sættes fri af deres egne ting som barnet trigger… og det er nødvendigt – så barnet kan mærke at konflikterne er i barnet og ikke mellem barnet og plejefamilien.
    Alt for mange gange oplever vi som plejefamilier at kommunerne anbringer og så slipper der. Det er som om der ligger en gammel indstilling til området, hvor tanken er at ’nu er barnet jo i gode hænder, så har vi jo gjort hvad vi kan’. NEJ sådan er det ikke. Omsorg alene gør det ikke.
    Og så lige en anden ting. Når man slipper børnene når de er 18 … så glemmer man lige at disse børns udviklingprofil ofte er meget hullet. Barnet kan på det tidspunkt være 18 på nogle områder, 22 på andre, 12 på andre og 3 på nogle. Så når det ikke lykkes skyldes det helt sikkert også at slippet sker for tidligt og uden støtte der hvor hullerne er.

  • 21.05.14 Anja Petersen
    Anbragte børns fattigdom

    Det er ikke underligt at mange børn med ADHD, angst, personlighedsforstyrrelser mv. og med forældre med psykiske lidelser får problemer med at styre økonomien.(En tredjedel arver det genetisk). Vi som pædagoger må ikke engang forhindre dem i at ødsle hele deres konfirmationsgave beløb væk - vi må ikke tvinge dem til at spare lidt op, så man har til jul og ferier selvom de som f.eks. 16 årige får rigtig mange penge pr. måned. Hvis forældrene har lavet en børneopsparing bliver det modregnet når de flytter fra opholdsstedet til udslusning - for så har de jo selv. Deres forældre må gerne stjæle deres børneopsparing - det er juridisk i orden i DK fordi selv en misbrugende forældre stadig er værge. I det hele taget så har et anbragt barn så mange rettigheder og så få pligter, så de slet ikke bliver opdraget, som vi gør derhjemme med vores egne børn. F.eks. er der jo ikke nogen af vores egne børn der får 1000 kr til fjant pr. mdr. som 17 årig, hvis man ikke engang gider at tømme en opvaskemaskine.Lovgivningen siger at de skal have hele beløbet ud til den 1.ste i hver måned uanset, hvor dårlige de er til administrere det. Selvom der laves opsparings aftaler, så der er til uforudsete udgifter, så har barnet konstant ret til at lave dem om og ellers at klage til Børns Vilkår eller tilsynet.
    Det er som om, at fordi der er 1 % af opholdsstederne, der har været for restriktive, så går det ud over logikken for resten af gruppen. De unge lærer ikke den frihed det giver, at lære at tælle til 30 dage fordi vi guider dem. I stedet låner de, stjæler og bliver ofte depressive de sidste 14 dage af måneden fordi de mangler penge og får svært ved at passe skolen. De er ofte impulsstyrede og ryger, som er dyrt og som vi heller ikke må nægte dem.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også