Da Anne Sofie A. Dahl. blev spurgt, om hun havde lyst til at være med i en film om, hvordan det er at vokse op i en familie med psykisk lidelse, sagde hun ja med det samme.
- Jeg sagde ja, fordi jeg godt vil hjælpe andre, der har det svært. Jeg kan komme med viden, fordi jeg er pårørende. Jeg vil gerne fortælle andre, at man godt kan komme videre på trods af, at man har haft en lidt skæv fortid. Vi har været langt nede i vores familie, og jeg har haft det hårdt også i skolen, men det kan man ikke mærke i dag, fortæller Anne Sofie A. Dahl, som er 16 år og går i 9. klasse.
Fortæller, at min mor er maniodepressiv
Læs mere fra SUS
Du kan finde flere gode historier fra Socialt Udviklingscenter, SUS lige her.
Vi skruer tiden nogle år tilbage, til da Anne Sofie var omkring 8 år gammel. Det var deromkring morens sygdom blev opdaget, og lægerne gav hende diagnosen bipolar.
- Da jeg var mellem 8 og 12 år, var min mor mest syg og tit indlagt. I dag går det meget bedre. I begyndelsen fik jeg bare at vide, at mor tog medicin og var i behandling. Her i de senere år er jeg blevet sat mere ind i, hvad medicinen hjælper mod. I starten var det lidt overvældende, nu synes jeg det er rart at vide, hvad der foregår. Hvis nogen spørger, fortæller jeg, at min mor er psykisk syg; at hun er maniodepressiv, og at det vil sige, at hendes humør svinger.
Vennerne forstår det ikke
- Jeg lærte meget hurtigt, at det ikke er noget at være flov over, for man kan ikke gøre for det. Jeg har været åben om, at min mor er syg, men ikke alle behøver at vide det. Af hensyn til min mor ville jeg ikke tage venner med hjem.
- Jeg har altid gerne villet have støtte hos mine venner og veninder, være tryg og blive trøstet hos dem. Men de ved ikke 100 procent, hvad der foregår. Hvis jeg fortæller, at min mor har ligget i sengen hele ugen, så siger de: Det gjorde min mor også engang, hun var syg. Det er bare slet ikke på samme måde. De kender ikke det med at have nogen i familien, der er psykisk syg.
Blandt andet derfor er Anne Sofie glad for den støtte, hun har fået i ungegruppen i kommunen. Her mødte hun andre unge, der også har psykisk sygdom tæt inde på livet.
Ungegruppen har hjulpet mig meget
Læs mere af Anders Dinsen
- Da vi var rigtig langt nede i familien, og det hele bare gik op i hat og briller, kom jeg til psykolog, og det gjorde min mor og far også. Vi gik til noget sammen, og jeg kom i en ungdomsgruppe, hvor der var andre, der havde det på samme måde. Det har hjulpet mig, kan jeg mærke.
- Vi var fem-seks unge jævnaldrende, som mødtes hver torsdag med Ellen og Lone (psykologer, red.). Vi snakkede om, hvordan vi havde det, hvad der var sket i ugens løb, om der havde været dumme situationer, vi ville dele med andre. Det var rart at høre andre fortælle, fx at deres mor også kunne blive i rigtigt dårligt humør og gå ned og lægge sig – at det ikke kom fra nogen, der har en rask mor, for det kender de ikke noget til.
Skulle ikke være mega barnlig
Et sted i filmen Victors Bog fortæller Anne Sofie A. Dahl om engang, der kom en ambulance og hentede hendes mor. Faren tog med i ambulancen, og Anne Sofie kom med en veninde hjem, men hun fik aldrig snakket med nogen om, hvad der skete. Indlæggelserne har sat spor:
- Det sværeste har været at se min mor være indlagt og min far være helt nedtrykt. Man bliver træt af at kigge på sygeplejersker og sidde og vente på hospitalet. De ting har været det hårdeste.
- Jeg synes jeg har haft et stort ansvar. Min far har skullet være både mor og far for mig i en længere periode. Dengang skulle jeg ikke være mega barnlig eller strid. Jeg skulle vise mig fra min voksne side i en meget tidlig alder.
Man skal aldrig give op
- Det har dannet mig utrolig meget. Jeg er blevet meget selvstændig og ansvarsfuld af, at jeg har skullet stå på egne ben. Men det er ikke sådan, at jeg ikke er blevet passet eller har haft en dårlig barndom – slet ikke, siger Anne Sofie, som fortæller, at sygdommen også betyder, at de har stærkt sammenhold og fællesskab i familien.
- Vi prøver at hjælpe hinanden psykisk, at være der for hinanden og holde sammen, så vi ikke går ned som familie. Vi synes selv, vi har klaret det godt. Jeg vil gerne holde 100 procent fast i, at man kan komme videre. Lige meget hvor dårligt det går, skal man ikke give op.
FAKTA - VICTORS BOG
Victors Bog er titlen på fem film om at vokse op med en mor eller far, der har en sindslidelse.
Filmene er produceret af René Bo Hansen i samarbejde med SUS og med støtte fra Sundhedsstyrelsen. Der er også produceret en undervisningsfilm til folkeskolens ældste klasser.
Se filmene Victors Bog på www.somandre.dk
Her kan du også se undervisningsfilmen I skyggen af en sygdom
