Astrid Krag vil gøre op med psykiatri-tvang

Bæltefiksering og tvangsmedicinering af psykisk syge skal bruges mindre, mener ministeren.

Sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krags (SF) ambition for en reduktion af brugen af tvang i psykiatrien skal ske med et nationalt mål, som kommuner, regioner og folketing sammen skal forpligte sig på at nå.

Det skriver hun i en kronik, der bringes i Politiken mandag.

Her løfter Astrid Krag for første gang en flig af sløret for, hvad regeringens bebudede handlingsplan for psykiatrien kommer til at indeholde.

- Jeg vil lægge op til en debat om, hvad målet skal være, men vi skal forpligte os nationalt på at nedbringe brugen af tvang, så det ikke kun er regionerne, men også kommuner og folketing, der skal bære det igennem, siger hun til Politiken.

Tvang i psykiatrien kan være eksempelvis bæltefiksering, frihedsberøvelse eller tvangsmedicinering.

Kronikken kommer umiddelbart før det udvalg, ministeren har sat til at komme med anbefalinger til forbedringer af psykiatrien, er klar til at offentliggøre sin rapport.

Politiken erfarer, at udvalget også har drøftet et nationalt mål, og det har været overvejet, at der skulle ske en årlig reduktion i af antallet af bæltefikseringer med 15 procent, så bæltefikseringer i 2020 kun udgør 10 procent af niveauet for 2013.

Det er ikke spritnyt, at der sættes mål for, at der skal være færre tvangsforanstaltninger i psykiatrien.

Regionerne havde fra 2011 til 2013 sat sig det mål, at brugen af tvang skulle reduceres med 20 procent, men reelt er det kun blevet til et marginalt fald.

Regionsformand Bent Hansen (S) erkender, at regionerne ikke nåede det mål, man havde sat sig.

Han peger på, at det først og fremmest handler om, at der ikke har været penge til investeringer i de fysiske rammer.

Astrid Krag tror, at et fælles mål, som også forpligter kommuner og Christiansborg, bliver mere virksomt, skriver Politiken.

/ritzau/

 

Emneord: Psykiatri, Tvang, Bent Hansen
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 24.03.15 Susanne Svendsen
    Ulovliggør tvang.

    Mindre tvang i psyliatrien, kræver at de praktiserende læger lærer noget om familiekrisehåndtering, fordi det er dem der som regel har den kontakt og tager beslutning om tvangsindlæggelse.
    MEN LÆGER, er LIGE så LIDT SOM PSYKIATERE, alvidende,og der er de sidste to årtier sket så mange fatale fejl på grund af selve lovgivningen.
    Det er jo altid et vurderingsspørgsmål, om tvangslovgivningen er bleget taget i brug, men ofte også baseret på inkompetente læger, og på foranledning af opsøgende med arbejdere i psykiatrien, som er så focuseret på deres egen indsats og syn på hvad sygdom er, at de ikke respekterer de mennesker de møder op hos, eller måske passer op i det offentlige rum.
    Jeg har ikke tal på de personer Jeg som terapeut, gennem årene, har hørt fortælle om den forfølgelse de har oplevet, om angsten for gentagne tvangsindlæggelser, som kun er sket fordi de ikke har vidst hvordan de skulle forsvare sig selv verbalt, når magtfulde ansatte står og taler nedsættende og uværdigt til dem.
    Jeg taler her om mennesker som har haft en LIVSKRISE i forbindelse med skilsmisse tab af hjem, familie, børn eller forældre, naturkatastrofer mm, ikke folk som er udadreagerende voldelige eller kriminelle. Helt almindelige mennesker som endda er meget bevidste om egen livssituation, og som alligevel er bleget erklæret sindsyge eller i en tilstand som kan sidestilles dermed, som det hedder i fagsprog.
    Det er dybt provokerende og forfærdeligt at det kan ske.
    Det er mennesker som har oplevet at deres familier er blevet mere og mere splittede, jo flere gange psykiatrimedarbejdere, har blandet sig i deres liv, fremførende DERES RET og pligt, TIL AT UDFØRE DERES JOB.
    Det er under al kritik, at mennesker som bringes til en lukket psyk. Afd. På tvang, stort set ikke har en reel chance for at komme ud derfra igen, tiltrods for at disse mennesker er fuldt ud bevidst om deres situation, og ikke er i en tilstand der har noget som helst med sindsyge at gøre.
    Jeg har den klare oælevelse at mennesker der arbejder i psykiatrien, er så indrullet i normerne, arbejdsgangene og et ældgammelt ubehageligt syn på hvor farlige, utilregnelige og psykisk syge mennesker kan være, blot fordi de ikke har den fornødne indsigt til at sætre sig ind i hvad der foregår i hovedet på folk der siger de hører stemmer, eller er tavse, ikke kan eller vil spise den tilbudte mad.
    Nærvær, at række en hånd frem, at spørge et medmenneske, i dyb respekt for dets individuelle evner og personlighed: " er der noget du har brug min hjælp til, er der et problem du Vil tale med mig om, eller er der andre personer du har brug for holder lidtmom dig eller er hos dig et stykke tid, som jeg kan hjælpe dig med at kontakte. Eller har du brug for noget mad, et varmt bad, noget væske, et kram, at jeg sidder her lidt, tager opvasken eller at vi går en tur ". ??????
    Det er spørgsmål som er relevante at stille en person som ser ud til ikke at kunne klare sig selv!.
    Det er ikke relevant at påføre det menneske yderligere ydmygelser, smerte og sygeliggøre vedkommende gennem den meget voldsomme indgriben tvangsbehandling er.
    At påtvinge et menneske medikamenter, som er sundhedsskadelige, og i værste fald kan være livstruende skal forbydes ved lov.
    Psykiatere er generelt ikke mere bevidste end andre mennesker,og Ejer efter min overbevisning Ikke evnen at kende et andet, og for dem ukendt menneskes personlige tanker, føleser, lyster og behov, og kan derfor ikke vide hvad det menneske har brug for.
    Kærlighed er der ikke meget af overfor mennesker som er tvangsbehandlede. De oplever det ene fysiske og verbale overgreb efter det andet!. Når dertil lægges påtvungen medicinering som er så destruktivt at de kan risikere at leve med fysiske handicaps resten af livet, og oveni de traumer selve fejlbehandlingerne bevirker, så er Der alt i alt ingen påviselig grund til at tvangsbehandling, af ikke farlige personer må være en mulighed.
    Jeg kender personligt en kvinde, som for 4 . Gang blev tvangsindlagt og ikke havde andet tøj med end det hun havde på. Hun ønskede ikke at iklæde sig "sygeuniformen", i form af hospitalets tøj. Men hunhavde fået menses,og havde en mensesplet bag på sine bukser. Da hun ikke ville gå ind på den tildelte stue, hvilket hun blev bedt om, fordi personalet påstod at " hun skræmte de øvrige indlagte"!!!!( på grund af en blodplet fra en kvindes menses?) Hun agerede stille og roligt og bestemt, og da de derefter tvang hende ind på stuen og lagde hende i bælte, pressede hun kun imod med sin kropsvægt, med armene overkors foran sit bryst. ! Da hun flere år senere fik overskud til at læse journalen,mi forbindelse med en erstatningssag i forbindelse med indlæggelserne, stod der i tvangsprotekollen til hendes store forundring, angivet at hin blev lagt i bælte på grund af farlighed!!!!!!!!!!!!!!
    Dybt chock. En kvinde, fyldt med ønsker om sin frihed, at komme hjem til sin familie, løse familien problemer sammen med eksmanden. ! Ikke en eneste person hjalp hende, ikke en. Hun blev tvangsmedicineret, tog 30 kg på, igen, oplevede at rave rundt med tyk betændelse i øjnene, ødelagt i sin krop endnu engang.
    Hvorfor hun blev indlagt flere gange?
    Af angst, fordi hun ikke havde overskud til at forsvare sig, hun var bange for de ansattes og politiets magt over hende, men hun vidste godt hun ikke var sindsyg.!. Ingen hjalp, ingen kunne hun kontakte og fortælle hvordan det virkelig forholdt sig, hvad der reelt skete på afdelingen.
    Engang kom hun i tvangsbehandling selvom hun var ved at blive kvalt i tyk sej slim, på grund af bivirkninger, som en alvorlig allergisk reaktion på de kropsfremmede stoffer. og sygeplejersken sagde blot til hende, at hun skulle lade være at skabe sig!. Igen og igen gentog personale De samme fejl. De så hende aldrig som hun var. De troede hun var uden selvbevidsthed, de havde ikke forståelse for selv den enkleste psykologi omkring hvad der kan ske for mennesker som har oplevet at alt og alle omkring dem er brudt sammen! Ingen interesserede sig for hendes problemer. De påstod blot hun var sindsyg, og spærrede hende inde på i tæt tilrøgede lokaler, hun af alle som hele sit liv var ikke ryger og havde arbejdet for at hjælpe andre mennesker til sundhed og frihed med baggrund i almindelige fornuftige kostråd, motion, selvindsigt og personlig udvikling, fysisk, psykisk og åndeligt.
    Hvad er det for et system Du og jeg som vælgere har deltaget i at skabe. Hvem er de politikere som vi med vores stemmer giver retten til at tage beslutninger som kan være så destruktive som i de her beskrevne tilfælde?. Kan du stadig gå ind for at personer, ansat i offentlige job, skal kunne foretage så fejlslagne valg med så store omkostninger, som i dette tilfælde? Hvis Ja, vil jeg spørge : " Hvem er det der er sindsyg"?. Er det psykopaten der har slået mange mennesker ihjel, men påståes ikke at have været sindsyg, eller er det den følsomme kvinde der elsker sin mand og bØrn så meget at hun ikke har taget sig tid til at lære at tage hensyn til sig selv, og ikke ønsker at splitte sin familie, fyldt med kærlighed Hun ikke bliver mødt med selv. ? Eller er det dig, der måske lige har fordømt hende, tvivlet på mine ord, og tænker, " der må jo have været noget alvorligt galt med hende", fordi du stoler på autoritære fagfolk mere end kvindens egne ord?

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også