Avisledere om Trump-sejr: Han ramte folkesjælen

Politik

10/11/2016 09:41

Nick Allentoft

Trump vandt præsidentvalget, fordi han tog amerikanernes bekymringer seriøst, mener flere danske aviser.

USA's 45. præsident hedder Donald Trump. Han overraskede mod forhåndsfavoritten Hillary Clinton ved at fange en stemning i befolkningen. Det skriver Jyllands-Posten i sin leder torsdag.

- Anno 2016 har han ramt den amerikanske folkesjæl bedre end nogen anden, og med sin direkte facon har han demonstreret et politisk talent af de helt store, skriver avisen.

Den holdning bakkes op i Berlingskes leder.

- Donald Trump forstod at tage millioner af amerikaneres bekymringer seriøst. Han brugte hele sin farverige personlighed til at skabe en bevægelse, der formentlig savner sin lige i nyere tid, skriver Berlingske.

Både Berlingske og Jyllands-Posten påpeger, at valgets udfald trækker tråde til sommerens brexit, hvor den britiske befolkning stemte Storbritannien ud af EU. 

- Men hvis de etablerede politikere undlader at tage de medfølgende bekymringer alvorligt, der måtte følge af store forandringer – økonomiske, demografiske, teknologiske – så risikerer de at miste deres ellers så solide greb om magten, skriver Berlingske.

Jyllands-Posten ser også resultaterne fra de to valg som et folkeligt opgør med det politiske system og den politiske elite. I den forbindelse understreger avisen, at den politiske elite har levet "isoleret i osteklokken".

I sin blog på BT tilføjer Olav Skaaning Andersen, ansvarshavende chefredaktør, at Europa har oplevet det samme som amerikanerne med den stigende EU-skepsis.

- En udvikling, der også kom bag på mange skriftkloge og eksperter, skriver han.

I Politikens leder ser man det ikke som en styrkelse, at den 70-årige milliardær har fået amerikanernes opbakning. Tværtimod.

- Intet tyder på, at Donald Trump formår at skabe det, USA – og resten af verden – har brug for: Den fremstrakte hånds politik.

- Verden har brug for et stærkt USA, men USA er med valget af Donald Trump blevet svagere. 

- Det er vanskeligt at se, hvordan det kan gå rigtig godt, men forhåbentlig kommer det ikke til at gå helt galt. Hverken for USA eller for resten af verden, skriver avisen.

I Information bliver det slået fast, at nu hvor vi ved, at Trump vandt, fordi han netop er imod den politiske overklasse, så er det logisk, at Hillary Clinton skulle tabe.

- Hun er ikonet på en politisk overklasse, som er blevet rig på at regere og har lavet hemmelige alliancer. Han er ikonet på et ubehageligt, skamløst had til det politiske system, skriver avisen.

- Hun var den ultimative insider, mens han bliver den første præsident i USA’s historie, der hverken har haft en karriere i militæret eller i politik, den ultimative outsider.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce