Her er det flygtningelandsbyen i Ebeltoft. Fremover skal den slags være statslige frem for kommunale, mener S og DF.

Både DF og S vil have statslige flygtningelandsbyer

Politik

24/11/2015 21:06

Nick Allentoft

Kommunerne skal kunne fokusere på kernevelfærd til borgerne. Derfor må staten tage ansvar for flygtninge.

Flygtninge skal varetages i statslige flygtningelandsbyer, så kommunerne kan fokusere på kernevelfærden til borgerne. Den holdning deler Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.

Til tirsdagens forhandlinger var flygtningelandsbyerne derfor et afgørende punkt for både socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, og for Peter Skaarup, Dansk Folkepartis retsordfører. 

Flygtninge overblik

Tusinder og atter tusinder af mennesker kommer i øjeblikket til Europa for at flygte fra forfølgelse og krig med drømmen om et liv i tryghed. Debatten raser om, hvad Europa skal gøre, og hvad Danmark selv skal gøre.  Vi samler væsentlige og udvalgte relevante artikler på denne temaside.  

- Et af stridspunkterne er, om vi skal aflaste landets kommuner eller ej. Vi skal yde den beskyttelse, vi skal. Men vi skal samtidig sikre, at en helt almindelig hverdag i landets kommuner fortsætter. Derfor foreslår vi flygtningelandsbyer, siger Mette Frederiksen.

Også Peter Skaarup er bekymret for kommunerne, hvis ikke staten overtager ansvaret for flygtningene. 

- Kommunerne er hårdt presset, og det må ikke gå ud over kernevelfærden, at Danmark står i den her flygtningesituation, siger Peter Skaarup. 

De to partier kan blive enige om, at staten skal varetage indkvarteringen af flygtningene. Men når det kommer til, hvordan flygtningelandsbyerne skal udformes, har de to politikere stadig forskellige visioner.

Den socialdemokratiske leder understreger, at flygtningelandsbyerne skal leve op til visse krav. 

- Kvaliteten skal være i orden. Børnene skal kunne komme i skole, og der skal være ordentlig boligstandard. Det er nogle af de ting, vi stadig diskuterer med regeringen, siger Mette Frederiksen. 

Peter Skaarup lægger stor vægt på, at landsbyerne skal sende et stærkt signal. Både til kommunerne og omverdenen. 

- Flygtningelandsbyerne skal være et sted, hvor man opholder sig, mens man søger asyl, så man også sender et signal om, at det er en midlertidig situation,

- Vi skal sende et signal til omverdenen om, at Danmark ikke er en fri bane til at få del i vores velfærd, siger Peter Skaarup. 

/ritzau/

Mest Læste

Annonce