Barfoed: Vores dagpengesystem vil få flere i a-kasserne

Højere ydelse i starten vil øge tilskyndelsen for højtlønnede til at blive a-kasse-medlem, mener K-formand.

Dagpengesystemet skal i langt højere grad belønne dem, der har været mange år på arbejdsmarkedet, og som hurtigt finder et nyt arbejde, mens nyuddannede og arbejdsløse med kort erhvervserfaring skal have mindre.

Det er grundessensen i De Konservatives nye dagpengeudspil, og det er både moralsk og økonomisk rimeligt, siger De Konservatives formand, Lars Barfoed.

- Med vores udspil er der nogle, der får en bedre dækning og ikke behøver at lave så meget om på deres tilværelse, når de har en kortere ledighedsperiode på op til tre måneder. 


- Og hvis man har en længere ledighedsperiode, så må man justere sin økonomi på sigt, for så er der en faldende ydelse hen over den tid, man får dagpenge, siger han.

Den konservative partiformand mener ikke, at der er noget forkert i, at det konservative udspil vil give mere til de højest lønnede med længere tid på arbejdsmarkedet, som ellers ofte har nemmest ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

- Dagpengesystemet er jo et forsikringssystem, og der er det en meget lav kompensationsgrad, man får i dag, når man mister sit arbejde, hvis man har en løn, der er lidt højere. Det er det, vi gerne vil lave om på.

- Derudover tror jeg også, det kan øge tilskyndelsen til overhovedet at tegne en arbejdsløshedsforsikring, og det er jo også samfundsøkonomisk en god ting, siger Barfoed.

De Konservatives udspil vil blot omlægge dagpengeydelsen og ikke i sig selv spare statskassen for penge. Men Lars Barfoed forventer, at der vil være samfundsøkonomiske gevinster ved at forkorte dagpengeperioden til et år for de arbejdsløse, der har været i beskæftigelse i mindre end seks år.

- Det vil jo også øge tilskyndelsen til at finde et arbejde, som måske ligger uden for det geografiske og faglige område, man har haft indtil nu, siger Lars Barfoed.

Forsker: De svage ledige er taberne i K's dagpengeudspil

De Konservatives forslag til et nyt dagpengesystem tilgodeser kun de ledige, der har ressourcer til hurtigt at finde et job.

Det vurderer arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, som især hæfter sig ved, at partiet vil hæve dagpengesatsen i de første tre måneder, efter at en arbejdstager har mistet sit job.

- Det er kun halvdelen af alle ledige, som finder et arbejde indenfor et halvt år. Så med udspillet vil man straffe ledige, jo længere tid de går ledige. Det er kun dem, der kan finde et job hurtigt, som får noget ud af det her, siger han til Ritzau.

De Konservative lægger desuden op til at nedtrappe dagpengesatsen over tid med kontanthjælpssatsen som bund.

Men det vil blot bidrage til at skabe "øget usikkerhed hos de ledige, som er i størst fare for at ryge ud i langtidsledighed", siger Henning Jørgensen og tilføjer:

- Jeg betragter udspillet som en markant trussel mod ledighedssikringen.

Han forholder sig også skeptisk til, at De Konservative vil gøre dagpengeperioden afhængig af den lediges anciennitet på arbejdsmarkedet. Eksempelvis skal ledige med mindre end seks år på arbejdsmarkedet bag sig blot kunne få dagpenge i et år, fremgår det af udspillet.

- Det vil medføre en opdeling på arbejdsmarkedet efter sydeuropæisk standard, hvor der er tryghed for de bedst etablerede, mens al usikkerheden væltes over på dem, der i forvejen er i en randposition på arbejdsmarkedet, siger Henning Jørgensen.

En af hans kolleger på Aalborg Universitet, arbejdsmarkedsforsker Mads Peter Klindt, mener dog, at forslaget om at hæve dagpengesatsen i begyndelsen af ledighedsperioden i sidste ende kan styrke dagpengesystemet.

- Den del af forslaget er positiv. Det vil blandt andet kunne medføre, at de højtlønnede grupper begynder at bakke op om dagpengesystemet i stedet for eksempelvis at tegne private lønforsikringer, som de gør i dag, siger han.

/ritzau/

Emneord: Dagpenge, Kontanthjælp, Lars Barfoed, A-kasser, Højtlønnede, Henning Jørgensen
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også