Beskæftigelsesministeren: Vi må forvente, at flere vil miste jobbet, når hjælpepakkerne udløber

Politik

29/05/2020 09:53

De officielle ledighedstal fra Danmarks Statistik viser en stigning i ledigheden på 35.500 fuldtidspersoner i april 2020. Ledigheden er på 152.800 fuldtidspersoner svarende til 5,4 procent af arbejdsstyrken. Stigningen i ledigheden overstiger langt de stigninger, vi så i begyndelsen af 2009, hvor ledigheden steg allermest som følge af finanskrisen. Ledigheden er i alt steget med 49.400 i marts og april.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:   "Krisen slår nu som forventet for alvor igennem i de officielle ledighedstal. Stigningen i april på 35.500 overstiger alt, hvad vi tidligere har set."   "Det er desværre ikke overraskende, fordi corona-udbruddet har lukket dele af Danmark ned helt på linje med store dele af verden, og det har medført en markant stigning i antallet af fyringer. Endnu flere havde mistet jobbet uden hjælpepakkerne, som regeringen og et bredt Folketing står bag. Samlet beløber de sig til omkring 400 milliarder kroner. Ikke mindst trepartsaftalen om lønkompensation har sørget for, at knap 220.000 har beholdt deres fulde løn i en tid, hvor der ellers ikke har været opgaver til dem pga. epidemien. En ordning vi vil forlænge med yderligere en måned, så den kører henover sommerferien også."   "Det ændrer ikke på, at vi må forvente, at flere vil miste jobbet, når hjælpepakkerne udløber. Og enhver fyring går hårdt ud over den enkelte og deres familier. Derfor arbejder regeringen også på initiativer, der skal få gang i arbejdsmarkedet og økonomien igen, så flest muligt kan komme hurtigt tilbage i job. Vi har også netop genåbnet beskæftigelsesindsatsen, så ledige kan få bedre hjælp, og så ser vi også, at der bliver slået flere job op. Det er en god nyhed i en tid, hvor de triste meldinger fra arbejdsmarkedet har stået i kø."   "For at holde hånden under de unge har regeringen og arbejdsmarkedets parter netop lavet en trepartsaftale, der giver lærlinge, elever og virksomhederne 5,4 milliarder kroner, så mange ikke lige pludselig får svært ved at gøre deres uddannelse færdig. Regeringen vil også senere præsentere et omfattende opkvalificeringsudspil til gavn for ledige og virksomhederne på både kort og lang sigt. Vi ved, at krisen især rammer dem med mindst uddannelse, og denne gang er desværre ingen undtagelse."

Mest Læste

Annonce