Betjent får seks måneders fængsel for tyveri fra politigård

Ledelse

07/09/2018 15:09

Nick Allentoft

To politimænd er fredag kendt skyldige i en sag om tyveri af lamper fra politigård. De anker begge.

Designerlamper til en værdi af 310.000 kroner var en for stor fristelse for en 46-årig politimand, der ad flere omgange stjal fra Politigården i København.

Det afgjorde Københavns Byret fredag, der straffer den langfingrede betjent med fængsel i seks måneder.

Retten har dermed fundet det bevist, at politimanden, der har været ansat i Københavns Politi i omkring to årtier, stjal de kostbare Aage Rafn-lamper.

Ud over betjenten var tre andre mænd tiltalt i sagen, herunder politimandens tidligere kollega på 62 år. Han fik en dom på 40 dages betinget fængsel, mens de to øvrige blev idømt 60 dages betinget fængsel.

Politimanden har aldrig benægtet, at han har haft og solgt lamperne, men han har i retten afvist, at de fem bordlamper og tre lysekroner var tyvekoster.

I stedet forklarede han, at han fandt den ene af bordlamperne på loftet i sit barndomshjem. Den havde tilhørt hans far, der i sin tid formentlig havde fået den af en fodboldkammerat, som arbejdede på Politigården.

De resterende lamper havde han købt af en gammel bekendt, som havde fundet en masse flyttekasser med lamper på en genbrugsstation.

Bordlamperne, der har et slankt kobberstel og en konisk, mælkehvid glasskærm, er specialdesignet til Politigården i København af arkitekt Aage Rafn.

Desuden fandt retten det bevist, at den langfingrede betjent stjal tre Art Deco-lysekroner, som tidligere har hængt hos Rigspolitiet. De blev opbevaret i et depotrum på Politigården.

Designerlamperne er i den dyre ende, og for tre af dem faldt auktionshammeren ved henholdsvis 40.000 kroner, 47.000 kroner og 65.000 kroner.

Tyverierne er ifølge anklageskriftet begået mellem januar 2013 og december 2015 samt et par dage i juli 2016.

Lampetyven solgte ikke tyvekosterne selv. Mens han ifølge sin egen forklaring gav en lysekrone til en kollega, fik han to gode venner til at sælge de resterende lamper for sig.

Politikollegaen straffes som nævnt med 40 dages betinget fængsel for sin rolle i sagen.

De to andre mænd, som er gode venner af den hovedtiltalte politimand, blev idømt 60 dages betinget fængsel, fordi de ifølge retsformanden burde have vidst bedre, da de solgte lamperne for politimanden.

- De burde have indset, at lamperne stammede fra et tyveri, sagde retsformanden.

Blandt andet havde betjenten til den ene ven sagt, at lamperne var fra Politigården, hvor han arbejdede.

Selv om anklager Line Scharf havde argumenteret for ni måneders fængsel til politimanden, er hun godt tilfreds med udfaldet.

- Retten har jo valgt at følge anklagemyndigheden en stor del af vejen, og når der ikke er lignende sager fra tidligere, som vi kan læne os op ad, er jeg bestemt ikke utilfreds med dommen, siger hun.

Scharf pointerer, at det er sjældent, at ansatte ved politiet bliver idømt fængsel i seks måneder eller mere.

Af de tiltalte var kun betjentene dukket op i Københavns Byret fredag eftermiddag til domsafsigelsen.

De ankede begge dommen på stedet.

Det er uvist, om de to venner, som også er kendt skyldige i sagen, anker dommen.

/ritzau/

Mest Læste

Annonce