I flere år har bilernes instrumentbrætter vokset sig til digitale kontrolcentre, hvor man nærmest skal være både pilot og it-support for at skrue op for varmen.
Men nu lyder der nye toner fra bilverdenen: Fremtidens bil behøver ikke nødvendigvis en skærm på størrelse med et fladskærms-tv.
Hos Hyundai mener designdirektør Luc Donckerwolke, at pendulet er ved at svinge tilbage.
Det skriver Dagensps.
Ifølge ham er de digitale displays gået fra at være smarte til at blive forstyrrende – og ikke mindst en potentiel sikkerhedsrisiko. Nye tests bakker ham op: for mange funktioner gemt bag menuer og trykfølsomme felter kan distrahere føreren i afgørende sekunder.
Allerede fra 2026 vil Euro NCAP (Der laver tests på bilers sikkerhed, red.) begynde at belønne biler, hvor de mest basale funktioner – som ventilation og lyd – kan styres med klassiske, fysiske knapper. Og det kan betyde, at de gode, gamle drejehjul og trykknapper snart gør comeback.
Men udviklingen er ikke bare drevet af sikkerhed.
Donckerwolke peger også på et ønske om enklere biler, der spiller bedre sammen med enheder, vi allerede bruger. Han forestiller sig, at førerens smartphone kan blive den primære grænseflade i de billigere modeller, mens dyrere biler fortsat vil tilbyde store skærme – dog med forbedret stemmestyring som supplement.
Bekymringer om datasikkerhed og softwareopdateringer spiller også ind. Bilindustrien halter efter techbranchen, når det gælder stabil og sikker software. Det kan gøre førere mere skeptiske over for, hvor meget bilen egentlig skal kunne.
Og der er efterspørgsel efter det enkle. Måske handler det snart ikke længere om, hvad bilen kan – men om, hvad den lader dig slippe for.