Dansk professor er med til at forme Europas fremtid

Af Anne Petersen, CreoDK Der er for få danskere i EU’s institutioner. Den klage har en del måske hørt før, og nu er europaminister Nicolai Wammen i gang med at gøre noget ved problemet med en særlig task force. Men det er ikke kun unge jurister, økonomer og statskundskabere, der kan være med til at præge EU med danske tankegods.

Det er vigtigt at holde fokus på, og jeg vil gerne give et eksempel. I slutningen af februar i år blev én af DTU’s – og én af Danmarks absolutte topforskere, professor Søren Molin, udvalgt til at rådgive José Manuel Barroso.

Han skal sammen med 14 europæiske kolleger rådgive Europa-Kommissionens formand om forskning. Vores danske professor, der er ekspert i mikrobiologisk biofilm, eksempelvis i forbindelse med infektionssygdomme, er altså nu med i et såkaldt uafhængigt råd, kaldet ”Science and Technology Advisory Council” eller STAC.

Men hvad betyder det, at en dansk professor og topforsker får en plads i en europæisk ekspertgruppe som STAC?

Dels er det ærefuldt for Danmark at have en plads i sådan et råd. Det betyder synlighed om det, at Danmark er et af EU’s mest avancerede lande, når det gælder forskning, innovationsevne og udnyttelse af teknologi til at udvikle produkter og serviceydelser.

Dansk deltagelse i denne type råd har også betydning for den rådgivning, medlemmerne samlet set yder. Det vil sige dansk tilgang og tankegang vil have indflydelse på rådets samlede produkt – i hvert fald i højere grad end hvis der ingen danskere var.

For lobbyister i EU-systemet – jeg er selv iblandt dem – er det ofte en stor glæde, når danskere udnævnes til betydningsfulde poster. Vores dagligdag er præget af kontakt med danskere ansat i EU-systemet, hvad enten det er administrationen, politikere eller de embedsfolk, som den danske stat udsender til Bruxelles. Mit arbejde med at varetage interesser for Københavns Universitet, DTU og Region Hovedstaden - og dermed den værdi, jeg leverer til mine arbejdsgivere cirka 1000 kilometer nordpå, er nemlig ikke udelukkende ordkløveri i kommende lovgivningstekster eller de dokumenter, der hvert år ligger til grund for uddelingen af milliarder kroner i forskningsstøtte. Det er også informationsformidling.

Hvad enten det foregår via ”rigtige” møder, på en kaffebar, under ”networking lunch” til en konference eller til sociale aktiviteter, som det danske miljø i Bruxelles måtte stå for, er det danske netværk i byen en helt central og uvurderlig kilde til information – til gavn for alle de danske aktører, der på forskellig vis er repræsenteret i Bruxelles.

Mens lobbyisme ofte er et fyord i danske kredse, er ovenstående aktiviteter, samt det at invitere sig selv til diverse lobbymøder med embedsfolk og politikere, en fuldstændig legitim del af den måde EU-systemet fungerer på. Interaktion med ”stakeholders” sikrer nemlig, at EU-administration ikke er et elfenbenstårn uden kontakt med virkeligheden, så ny lovgivning, diverse støtteprogrammer osv. kan skabe nytte blandt brugerne.

Så når Søren Molin begynder at modtage mails fra Kommissionsformanden, deltage i møder, bidrage til rapporter osv. vil han få adgang til unik information om fremtidens forsknings- og innovationspolitiske idéer, planer og prioriteter. Denne indsigt kan vise sig værdifuld i den fortsatte udvikling af Danmark i front blandt Europas mest innovative og højteknologiske lande.

Samtidig har Danmark en ligeså unik mulighed for at snige særlige danske interesser ind af fordøren til Barroso. Det vil i sidste ende gøre det nemmere for danske ministre at kæmpe for disse interesser, når ekspertgruppens arbejde i en eller anden form når til det politiske forhandlingsbord. Måske vil aktører som vores universiteter en dag stå endnu bedre til at modtage forskningsstøtte fra EU’s milliardbudget.

Så herfra skal der blot lyde en opfordring til alle danskere, der måtte få chancen, til at bidrage med at sætte danske fingeraftryk i EU, hvad enten det er direkte som ansatte i EU-institutionerne eller i rådgivende funktioner.

Emneord: EU, Ledelse, Søren Molin, José Manuel Barrose, CreoDK
Region Sjælland på DenOffentlige.dk Region Sjælland
Aktivitet: Artikler: 27 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også