Foto: Kim Vadskær

Den offentlige sektor skal være innovationsmotor

Jeg ønsker at udvikle en innovationsstrategi, der skal fremme innovation og vækst i både offentligt og privat regi. Vi skal have kickstartet vores innovationsevne overalt i samfundet. Studerende på vores uddannelser skal have iværksætteri på skemaet, og ny forskning skal ud til virksomhederne, skriver den nye uddannelsesminister i OPS-stafetten.

Af Morten Østergaard, Uddannelsesminister (R)

Vi bliver ældre og ældre. Det kan vi takke nye muligheder inden for sygdomsbekæmpelse, sund livsstil og gode levevilkår for. Det er godt for den enkelte, men det giver udfordringer for samfundet. I 2050 vil 30 procent af den europæiske befolkning være 65+. Hvordan kan vi sikre en bæredygtig udvikling, der kan tage hånd om vores ældre? Det er bl.a. den slags globale udfordringer vi via en målrettet innovation skal finde fælles løsninger for.

Jeg ønsker at udvikle en innovationsstrategi, der skal fremme innovation og vækst i både offentligt og privat regi. Det vil blive en lang proces, hvor jeg inddrager mange aktører. Vi skal se på, hvor de store udfordringer i verden ligger, og hvor Danmark har nogle styrkepositioner. Der, hvor der er sammenfald, skal vi sætte ind.

Fra blødt plusdyr til global eksportvare

Med støtte fra staten udviklede japanske forskere i 2003 en robot-sæl ved navn Paro. Det lille elektroniske pelsdyr øgede den psykologiske stimulering, sociale interaktion og forbedrede generelt livskvaliteten hos ældre demente i Japan.

For Japan, som har en af de ældste befolkninger i verden, er Paro gået hen og blevet en eksportvare, og endvidere har den fastslået landet som et teknologisk foregangsland. Japanske forskere fandt, støttet af offentlige investeringer, svaret på en national og global udfordring, der samtidig bidrog til landets velfærd og velstand.

Dette er et eksempel, vi kan følge i Danmark. Med inspiration fra nationale, såvel som globale udfordringer, vil jeg i samarbejde med erhvervslivet skabe en innovationsstrategi, der udpeger danske styrkepositioner, hvor der er potentiale for nytænkning og vækst. En sådan styrkeposition er f.eks. velfærdsteknologien, som OECD også betegner som et globalt vækstområde. Det kan også være energi-, biotek- og miljøteknologier, hvor Danmark også har styrkepositioner.

En ny innovationsstrategi skal fremme dansk vækst

Vi skal have kickstartet vores innovationsevne overalt i samfundet. Studerende på vores uddannelser skal have iværksætteri på skemaet, og ny forskning skal ud til virksomhederne, så det kan omsættes til nye produkter og services.

Det offentlige har også en stor rolle i at gå forrest. Omkring en tredjedel af den samlede efterspørgsel i samfundet kommer fra den offentlige sektor. Der er et enormt potentiale i at anvende denne efterspørgsel til at fremme nye teknologier og innovation. F.eks. inden for grøn omstilling og velfærdsteknologi. Det vil vi som ny regering se på mulighederne for.

Med en ny innovationsstrategi skal målrettet investering og forskning være med til at drive innovationen i både den offentlige og private sektor. Det skal sikre en bæredygtig udvikling for velfærdsstaten og vækst i det private erhvervsliv.

Stafetten går til Steen Hildebrandt 

Jeg ønsker at give stafetten videre til professor Steen Hildebrandt, som har inspirerende tanker om offentlig ledelse.

Emneord: OPS, OPS Stafetten, Uddannelse, Morten Østergaard, Innovation, Velfærdsteknologi

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også