Af Rikke Kastbjerg, formand for Dansk Handicap Forbunds Aarhus - Randers lokalafdeling
Som et led i blogstafetten er jeg blevet spurgt af Frank Bylov:
Hvordan ser I selv vejene til inddragelse og medbestemmelse i forhold til de offentlige indsatser for rehabilitering og inklusion af mennesker med handicap?
Det er altid en udfordring, når man får stillet et spørgsmål, der sætter tankerne i gang.
Vi har brug for kompensation, men er ikke svage
Jeg synes, en af vores største udfordringer ligger i, at vi deler mennesker op i grupper. Mennesker med handicap er endt i gruppen ”de svage i samfundet”, som også indeholder ”de udsatte”. Jeg synes dog, der er stor forskel på de mennesker, som vi putter i denne gruppe. Fælles for os er, at vi alle har tanker, drømme, følelser og meget andet, men der er bestemt også faktorer, der adskiller os ad. Der er ingen tvivl om, at der er mange mennesker, også nogle af dem der har et handicap, som ikke passer ind i standardskabelonen. Her handler det om kompensation. Det handler om at kompensere det enkelte menneske, så vi har mulighed for at tage aktiv del i livet. Under alle omstændigheder handler det om, at vi får fokus på de ressourcer, vi besidder, i stedet for at det hele tiden handler om økonomi, - det er mennesker, det handler om, og det synes jeg ofte vi glemmer.
Fordommene går begge veje
I forbindelse med mit frivillige arbejde i blandt andet Dansk Handicap Forbund møder jeg ofte medlemmer, der har svært ved at finde fodfæste og blive respekteret. Mit indtryk af disse mennesker er, at det ofte skyldes, at de helt fra deres barndom er blevet pacificeret i stedet for at blive inddraget og respekteret. I stedet bør vi åbne op og skabe plads og rum, - og det går begge veje. Mennesker med handicap har også et ansvar for at lukke op og øge vores viden, så vi kan aflive nogle af alle de fordomme, vi har om andre mennesker.
Vi har et medansvar
Vi er nødt til at gribe udfordringen. Og ja, den kan være stor. For nogle vil den helt sikkert være større end for andre. Personligt synes jeg, at det kan være udfordrende hele tiden at skulle være ambassadør for mennesker med handicap, så snart jeg går ud af døren. Men det er jeg nødt til, hvis jeg vil være en del af samfundet. Jeg er nødt til at vise, at jeg har evnerne og ikke mindst lysten til at bidrage. Det gælder i forhold til arbejde, men det gælder bestemt også i forhold til mit frivillige arbejde og mit netværk af venner og familie.
Vi skal være med helt fra start. Det er vigtigt, at det bliver naturligt for børn – med og uden handicap – at være sammen og lære af hinanden, og det er vigtigt, at børn og unge med handicap får mulighed for at udfolde sig og drage deres egne erfaringer. Nogle gange føler jeg, at vores forældre er vores værste fjende. Det er ikke et populært udsagn. Den omsorg, som mange forældre yder i den allerbedste mening, kan fratage barnet alt initiativ, hvis barnet bliver overbeskyttet i stedet for, og man får svært ved at fungere, - også socialt. Jeg er selv vokset op med en stor grad af frihed og ansvar for mit eget liv. Det sætter jeg stor pris på. Det har gjort mig til den, jeg er i dag, og det har givet mig mod på fx at blive en del af arbejdsmarkedet.
Et godt eksempel stammer fra Hjortshøj, hvor en gruppe voksne med udviklingshandicap er flyttet ind det alternative boligkvarter Andelssamfundet i Hjortshøj. Her har de indgået i det daglige arbejde med at få fællesskabet til at fungere, og det har vist sig at være en succes. Her er det tydeligt, at både de nuværende og de tilkommende beboer har været nødt til at være åbne og imødekommende, for at det kommer til at fungere.
Klippet fra TV2 Østjylland kan ses her
Vi har et fælles ansvar for fremtiden. Alle har ret til at blive inddraget og være med til at bestemme, når det handler om deres eget liv. Vi har en forpligtigelse til at lytte til hinanden og til at forklare os, så vi kan får en større forståelse for vores forskellige livssituationer. Hvis vi kunne flytte fokus til at handle mere om ressourcer hos det enkelte mennesker, er jeg af den overbevisning, at flere af os kunne få mulighed for at bidrage.
Stafetten går til Mads Bendt
Med disse ord vil jeg gerne sende følgende spørgsmål: Hvordan kan mennesker med handicap bidrage til at være mere og andet end ”de svage” i samfundet? til Mads Bent, der er selvstændig erhvervsdrivende m.m.
