Af Signe Daugaard fra SUMHs rollemodelprojekt 'Vi går foran'
Hvor ofte lægger vi mærke til det store potentiale i de stærke arme, når vi ser en kørestolsbruger? Hvor tit bemærker vi den døves kompetencer i aflæsning af kropssprog – eller den blindes fornemmelse af menneskers udstråling blot via deres lyde?
Nej, alt for ofte ser vi handicappet før styrkerne. Som deltager i TV2’s programserie BS og outsiderne blev jeg og mine ni rejsekammerater igen og igen konfronteret med B.S. Christiansens efterhånden berømte citat: ’Vi har hvad vi har og lad os få det bedste ud af det!’ Et citat som jeg gerne vil slå et slag for i denne stafet, fordi jeg synes, at det er helt centralt i forhold til at sætte fokus på potentialerne hos mennesker med handicap, så de på baggrund af disse får chancen for at varetage deres liv på egne betingelser.
Vi har kompetencer
Vi med handicap har styrker, som kan udvikles til store forcer. Det kræver dog, at man får mulighed for at udvikle sig på de rette præmisser. Jeg, som i dag er CI-bruger, mistede hørelsen gradvist fra jeg var 3 år til jeg var 16 år gammel. Som 16-årig fik jeg mit første CI. Så med min høreproces har jeg både været hørende, hørehæmmet, svært hørehæmmet, døv og nu CI-bruger. På den måde, har jeg oplevet forskellige former for undervisningsstøtte. Et klassisk eksempel på, hvordan man gik helt forkert til værks har jeg hentet fra min støtteundervisning i engelsk. Her gik undervisningen primært ud på, at jeg skulle gentage engelske ord, de ord, jeg netop ikke kunne høre. Det svarer til at beskrive et billede, man aldrig har set.
Havde støttelæreren haft den fornødne viden indenfor høreområdet i at styrke allerede fungerende kompetencer, så ville jeg have haft mulighed for at udvikle mig i langt højere grad. Læreren kunne fx have lært mig lydskriftsalfabetet, så jeg kunne få en god udtale, lært mig at læse hurtigt så jeg kunne kompensere for det jeg ikke hørte; lært mig at få et godt skriftsprog så jeg ville kunne involvere mig i en kommunikationsform, hvor hørelsen ikke har betydning og derigennem have hjulpet mig til at udvikle kompetencer, så jeg følte mig stærk nok til at lære engelsk.
Når vi styrer efter et mål, hvor mennesker med handicap skal fungere på lige fod med andre – så er der i min optik kort til daglige nederlag. Jeg ser ikke at målet skal ligge i, at vi nødvendigvis skal kunne det samme. Men at vi skal styrke det, vi har! Derfor synes jeg, at det optimale måtte være at finde rum til det, som vi allerede kan, og at give os lov til at sætte det i spil.
Mærk dig selv
Vi er en del af et samfund, der bygger på velfærd. Omsorgen i velfærden må dog ikke blive til omsorgssvigt, hvor børn, unge og gamle med handicap vakuumpakkes og får besked på, hvad der er bedst for dem. Jeg vil til enhver tid kæmpe for synspunktet om, at det kun er gennem ens egen stemme og gennem ens egne følelser, at man kan mærke, hvor ens grænser går. At mærke sine grænser, er en kendt udfordring for de fleste – med eller uden handicap. Hvis vores omsorgssystem kategoriserer os med handicap og fortæller, hvad der er bedst for os – mener jeg, det kan påvirke os negativt i forhold til hvem vi er, hvem vi har mulighed for at blive – og hvad vi kan blive bedst til!
Alt dette kræver selvfølgelig viden. Hvis hjælpen skal være værdig, skal informationen om både borgeren og vedkommendes problemstillinger være af en kvalitet, så vi tør navigere efter den.
Der skal kigges på personlige kompetencer og ikke i de bokse, vi placeres i – og herfra med fokus på den individuelle drøm. Måske bliver du tændt ved at tanken om at blive skuespiller, politiker – eller maratonløber – uanset hvad! Så go for it! Lad os selv tage nederlagene, fortæl os ikke om dem på forhånd. For når vi selv rejser os efter tiende gang, er vi blevet stærkere – måske drager vi selv en ny konklusion eller finder en anden drøm.
Min drøm
Jeg har altid elsket at synge, også før jeg mistede min hørelse. Og drømmen om at skulle synge på en scene, skulle jeg da helt klart undersøge.
Derfor startede jeg til sang – og måtte konkludere, efter et par gange, at det nok ikke lige var der, jeg skulle bruge alle mine kræfter. Men før jeg tog den beslutning, havde jeg valgt at give sangen en chance – og jeg havde mødt en verden der tog mig seriøst. Jeg mødte en dygtig sanglærer, der fortalte mig, at der var toner, som jeg ikke kunne høre og jeg derfor lå en halv tone fra, hvad jeg skulle for at synge rent.
Sanglæreren fortalte mig, hvordan jeg kunne lære sang via træning, hun troede helt klart på, at jeg kunne lære at synge. Og det var faktisk her, at min beslutning om noget andet kom. Min beslutning kom af, at dette var en værdig feedback. – Jeg skulle ikke bevise noget for nogen, for det var mit eget initiativ. Valget var mit – og ikke en andens.
Herfra fandt jeg andre udfordringer, og dermed også nye sejre. Jeg fandt et frit rum til at udvikle mig – og med tiden fandt jeg selv ud af, hvad jeg var god til – men også hvad jeg var mindre god til. Jeg tror, at når vi oplever sejre, så tør vi også tro på de næste.
Jeg mener, at det først er efter en masse sejre, at vi får modet til at tage ansvar for noget der er større end os selv – og derigennem kvalificere os til at indtage ledende poster i samfundet. Herigennem kan vi give mulighed for, at se personer der finder exceptionelle kompetencer i sig selv – og viser at de helt bestemt er en ressource i samfundet.
Så lad os få det bedste ud af det
Ikke mindst ser jeg denne stafet som et fantastisk initiativ – fordi vi herved får en stemme – lyt til os, se på os, se på vores muligheder, på os som personer, der er værd at udvikle.
Et initiativ som efterlever samme værdier, som jeg ser giver unge med handicap en højere tiltro til deres stemme; er SUMH’s rollemodelskursus, som på mange måder understøtter unge med handicap i at gøre det de er bedst til.
Det er ikke mit budskab at fratage os vores hjælpemidler, vi behøver dem for at kunne udvikle vores kompetencer. Når vi beder om hjælp, er det kun for funktionsnedsættelsen, og det kræver fagekspertise at finde den helt rette hjælp. Det samme gælder de højtelskede, omsorgsfulde hjælpere, der vil én det bedste. Her er mit budskab - giv tavs støtte – så mennesket med handicap kan mærke sig selv og derigennem få opbygget en tro på sin egen stemme. Vi har alle behov for at få brugt vores stemme! På den måde kan vi selv få lov at se, hvad vi kan – og hvor vi kan få lov at blive endnu bedre.
Se os i øjnene, tal som en voksen! Vi skal nok klare det! Kort sagt – ”Vi har hvad vi har – så lad os få det bedste ud af det.”
Stafetten går til Niels Christian Barkholt
Jeg vil hermed videregive stafetten til Niels Christian Barkholt, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, med spørgsmålet: Hvordan tænker du at mennesker med handicap og nedsat arbejdsfunktion kan blive anerkendt som ressourcer i samfundet?
