Handificering hæmmer mennesket bag

Der er meget positivt at sige om rutineret faglighed – den er langt at foretrække for det modsatte. Prisen er blot, at rutinerne tendentielt kan overskygge opmærksomheden på det nye og uventede. Så selv om de velfærdspolitiske indsatsmål er erklæret rettede mod inklusion, så er virkeligheden omkring de beskyttede livsformer, at de af og til snarere producerer nye former for ambivalens og marginalisering. 

Af Frank Bylov Lektor, dr.pæd. og seniorforsker ved NVIE, det Nationale Videncenter for Inklusion og Eksklusion ved UC Syddanmark

’Kunne du tænke dig at skrive et indlæg til en blogstafet?’ spurgte Bensaid Vincent Jlil, da han ringede. Og inden jeg fik sagt ’nej tak’, kom det spørgsmål, han så ville stille - og som fik mig til sige ’ja’, selv om jeg egentlig havde tænkt mig at holde påsken fri:

’Hvordan arbejder vi med at sikre inddragelse og medbestemmelse i arbejdet med inklusion af handicappede og udsatte?

Spørgsmålet er vitalt for mit arbejde i det NVIE, hvor det bliver ved med at forgrene sig i nye dilemmaer: Hvem er dette ’vi’, der kan gøre en forskel for de udsatte borgere? Og hvilke forskelle er det egentlig vi kan gøre? Er det entydigt om disse forskelle er til fordel for borgerne selv – eller snarere for den offentlige indsats, vi er ansat til at formidle?

Hverdagslivet i de beskyttede livsformer

Mange borgere i udsatte positioner (handicappede eller ej), har brug for så omfattende og varige støtte-indsatser, at vi kan tale om beskyttede livsformer, opretholdt i offentlige indsatsrammer og af et støttekorps af rutinerede velfærdsprofessionelle. Nu er der meget positivt at sige om rutineret faglighed – den er langt at foretrække for det modsatte. Prisen er så blot, at rutinerne tendentielt kan overskygge opmærksomheden på det nye og uventede. Og det er i koblingen af de kendte rutiner og de hverdagskulturelle billeder af den handicappede at de utilsigtede, negative bivirkninger kan opstå. Det er rimeligt nok at se de henviste borgere som sårbare mennesker med særlige behov – det er de jo også. Men samtidig er de så også robuste og har almene behov, der let bliver overset fordi alle rutinerne er indstillet på ’beskyttelse’ snarere end på ’udfordring’. 

Læs evt. mere om denne særlige ’lukkethed’ i rapporten ’Brugerundersøgelse på bo- og værkstedstilbud i Varde Kommune’.

Ambivalens og marginalisering

Selv om de velfærdspolitiske indsatsmål er erklæret rettede mod inklusion, dvs. optimal deltagelse og chancelighed – så er virkeligheden omkring de beskyttede livsformer, at de snarere producerer nye former for ambivalens og marginalisering. Pointen er den enkle, at ingen deltagelse i sociale fællesskaber og samhandlinger er ’gratis’. Adgangstegnet er typisk, at de nye skal leve op til de allerede etablerede værdisæt, der bærer de sociale udvekslinger. Og det er hér vi genfinder forestillingerne om de sårbare handicappede. De er så udbredte (og indiskutable) at der sker en handificering – borgeren der bydes velkommen med sine særlige behov får ganske enkelt svært ved at blive set troværdig, hvis han eller hun i nogen sammenhænge insisterer på at kunne selv. Billedet af den handicappede overskygger billedet af det helt almindelige hverdagsmenneske. Og når mennesker med handicap hellere vil definere sig selv, bliver de som regel marginaliseret til en sekterisk anderledeshed: de er sære!

Inddragelsens og medbestemmelsens rammevilkår 

Med disse tvetydigheder, som handicappede møder – både i de offentlige indsatser og i det almindelige hverdagsliv – kan vi nu opstille en begrebslig ramme for de vilkår, det giver for deres inddragelse / deltagelse / medindflydelse:

På den ene led er det et vilkår, at borgeren i den udsatte position må kunne skifte imellem ’det almene eller ligesomheden’ og ’det særlige eller anderledesheden’. Og på den anden led må han eller hun også kunne skelne imellem ’medborgerskab som rettighedskrav overfor myndighederne’ og ’hverdags-livsstil som identitetsstrategi i forhold til de sociale fællesskaber’. Dette giver flg. fire positioner, som borgeren kan forsøge at tale ud fra:

• Ligeretskrav som insisterer på medborgerskabets almene rettigheder

• Særbehandlingskrav som insisterer på, at de særlige behov kræver særlige kompensationer

• Anonymitet som en strategi, der insisterer på at man i hverdagslivet er ligesom alle andre

• Mangfoldighed som en strategi for udfoldelse af anderledesheden

Sikringen af inddragelse og medindflydelse vil her imødekomme, at borgeren frit kan indtage og pendle imellem alle disse positioner. At borgeren selv kan fastholde grebet om den valgte position og dens betydningsindhold. Men for at kunne dét, må borgeren så også allerede være ressource-stærk, ikke mindst i sin forhandlingsformåen. Vi ser dette i den øgede polarisering af borgere med særlige behov, hvor nogen fremstår som elite-borgere, der har været i stand til at opnå meget stor indflydelse på deres egne liv. Men vi ser så heroverfor stadigt flere skrot-klienter, der netop ikke har magtet dette spil. Deres forsøg på få greb om deres egne liv udspiller sig snarere i et mønster, hvor vi på den ene led nu ser skiftet mellem sårbarhed og robusthed – og på den anden led mellem forholdet til andre og til sig selv. I dette mønster kan vi se de fire positioner i deres ressource-svage formater:

• Tilpasningsevnen som evnen til at aflæse hjælpeapparatets tilbud
• Frigørelsesparatheden som evnen til at være klar til at kunne afvikle den samme hjælp,
• Resignationen som evnen til at affinde sig med (nogen af) de nye vilkår, og
• Selvmotivationen som sansen for at holde fast i de vigtigste personlige værdier.

Det er også i dette, ressourcesvage billede sådan, at det vil være en fordel for borgeren, hvis han eller hun selv kan finde, udfylde og fastholde mere end én af disse positioner. Og det er her ’vi’ kan gøre en forskel, ved både at støtte forsøgene på at fastholde en valgt position – og samtidig også udfordre til at afprøve de andre. Men med rutinerne og tidspresset på de offentlige indsatser, må vi se i øjnene, at det alt andet lige går nemmere for de professionelle, hvis borgerne er nogenlunde stabile.

Stafetten går til Rikke Kastbjerg

Og det er så hér jeg kan se den mest oplagte udfordring – og videresendelsen af blogstafetten til Rikke Kastbjerg, der er medlem af i DHF's hovedbestyrelse med spørgsmålet:

Hvordan ser I selv vejene til indragelse og medbestemmelse i forhold til de offentlige indsatser for rehabilitering og inklusion af mennesker med handicap?

 

Læs mere

Læs mere om ’Opkvalificering af medborgerskabet’ i et kapitel Frank Bylov har skrevet i Perspektiver på pædagogisk faglighed

Se og hør hvordan det er oversat i lyd-tegneserien ’Viggos Vanskelige Verden’

 

Emneord: Stafetten, Faglighed, Inddragelse, Handicap, Udsatte

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også