Hjælp dig selv - hjælp!

Velfærd

08/01/2013 00:32

Puk Sabber

Kolding Kommune lancerer et nyt menneskesyn, der handler om at give så mange afslag som muligt. Deres nye strategi hedder: ”Ind med selvværdssamfundet og ud med velfærdssamfundet”

Som socialrådgivere har vi altid lært, at hjælp til selvhjælp var den bedste måde at få et menneske videre på i livet. På den måde fastholder man ikke mennesker i en stationær situation, hvor de bliver afhængige af systemet, men man viser dem vejen - ud af systemet - på en medmenneskelig måde, der lærer den enkelte at håndtere sit eget liv. På den måde sikrer man, at folk ikke bliver hængende.

Socialrådgivere får som fagruppe ofte skudt i skoene, at vi fastholder folk i systemerne ved at problematisere deres situation, at vi fremhæver alle de svære ting, og synes det er synd for dem, vi hjælper og på den måde fastholder folk i en offerrolle. Der må jeg så bare sige: Nej, vi fokuserer faktisk på, at få mennesker videre - bare i et tempo, der gør, at den det handler om, selv kan følge med og ikke knækker nakken.

Nu skal jeg da love for at enkelte kommuner giver den fuld skrue - men ikke i form af hjælp til selvhjælp. Men i form af: hjælp dig selv - hjælp.

Tanken om, at et menneske vokser ud af ingenting er skræmmende – især når det er et menneske, der ikke har jord at gro i - eller nogen til at vande, og sørge for at de dør af tørke.

Kolding Kommune har nu set lyset - og har åbenbart fundet ud af, at mennesker faktisk gror ud af en gren. Et nyt menneskesyn er under opsejling og mangler kun at blive spredt udover det danske land.

I en artikel fra Mandag Morgen om Kolding Kommunes nye strategi på det sociale område fremgår det, at jo flere afslag en borger får, jo større sandsynlighed er der for, at de bliver i stand til at klare sig selv.

Formanden for Socialudvalget i Kolding Kommune Tine R. Nøraard siger blandt andet: ”...der er på ingen måde tale om en maskeret spareøvelse. Vi ville også have foretaget dette systemskifte, hvis vi havde uanede ressourcer. For ligesom man på planteskolerne beskærer et træ for at få det til at pible ud med nye grene, så skærer vi bjørnetjenesterne væk og lader i stedet folks selvværd vokse frem. Vi gør op med et menneskesyn. Vi tror på, at alle mennesker har ressourcer og potentialer, som kan bidrage til at styre deres eget liv, og at mennesker helst vil selv. Det vil vi gerne hjælpe dem til.”

Tine R. Nørgård blander to ting sammen. Nemlig hjælp til selvhjælp, som alle er tilhængere af indenfor vores fag- og hjælp dig selv - hjælp, som er det samme som absolut ingen hjælp. Kolding Kommunens menneskesyn er et skræmmende eksempel på den nye politik, der gennemsyrer hele det sociale område. Ud med velfærden og ind med fattigdom.

Kolding Kommune er i det mindste ærlige - og forsætter med at understrege, at det er et systemskifte, der er på vej, hvor man vil gøre op med, at alle dem der ikke har behov skal klare sig selv. Men hvem er det egentlig, der skal afgøre, hvem der har et behov og hvilke behov, den enlige mor med handicappede børn har?

I artiklen fra Mandag Morgen opstilles der et par cases på borgere, der har fundet styrken til at klare sig selv - uden systemets hjælp. Blandt andet en enlig mor til tre med et handicappet barn. Hun er blevet så lykkelig over alle de afslag, hun har fået - da hun derigennem har genvundet sin egen styrke og kreativitet - at hun har givet sagsbehandleren takke blomster - blomster der simptelhen er vokset ud af den gren, som kommuen savede af.

Man kan altid stille spørgsmålstegn ved, at der er nogle der får offentlige ydelser, som måske godt kunne havde klaret sig selv uden. Men det er et skråplan. For rigtig mange vil dette menneskesyn komme til at betyde, at de måske ikke får den hjælp, som de behøver. Hvordan kan man sikre, at den ene enlige mor med handicappede børn reagerer på samme måde som en anden?

Mennesker i krise er forskellige og reagerer aldrig ens på afslag. Nogle har et netværk at trække på - andre er helt alene. For nogle vil det betyde, at de finder de sidste kræfter frem og kæmper sig ud af systemet på egen hånd, men risikoen er også, at man taber alle dem, der ikke har de samme kræfter.

Det er en meget farlig vej at bevæge sig ud af - for der er ingen vej tilbage. Og taberne er dem, der ikke har kræfterne til hverken at anke deres afslag eller komme videre på egen hånd.

Så ”Ud med velfærdssamfundet og ind med selvværdssamfundet” - et slogan, som blot er et led i den udvikling, vi kommer til at opleve indenfor få år i Danmark - afviklingen af velfærdssamfundet pakket ind i tomme gloser uden substans og med store sociale konsekvenser til følge.

Mest Læste

Annonce