Da børn er en meget sårbar gruppe, er det ekstra svært for mig at måtte løfte en pegefinger, men jeg bliver nødt til at spørge: Hvad med de voksne? Hvad med hele den gruppe af mennesker, der er fyldt 18 år, ikke er i efterværn, som lider af de samme diagnoser som børnene?
Hvad med de voksne, som lider under en opvækst i mistrivsel, misbrug eller psykiske problemer?
Hvis man har beskæftiget sig med socialpædagogik, vil man vide, at et godt råd til en ulykkelig mor med et barn i mistrivsel er ”skynd dig at få barnet ind i systemet inden det fylder 18”. Hvorfor? Fordi barnet, når det fylder 18 år, er voksent – og så er det pludselig meget sværere at få hjælp.
Det er naturligvis et skridt i den rigtige retning, når regeringen lægger op til en ligestilling af psykiatriske sygdomme med fysiske sygdomme. Men hvad så bagefter – efter udskrivningen? Og hvad med alle de voksne, hvis problem ikke er en psykiatrisk diagnose? Hvordan sikrer
vi, at det sociale system i Danmark fremover kan rumme dem?
I Dansk Erhverv, der repræsentere en stor gruppe af socialpædagogiske tilbud, ved vi, at der er mange, der udfører et fantastisk stykke arbejde med gruppen af meget svage voksne. De private og selvejende spillere på området har en enorm viden og indsigt, og de skaber en vigtig mangfoldighed i løsningen af de socialpædagogiske opgaver.
Den viden skal vi huske at bruge i forbindelse med den tilbundsgående vurdering af det sociale system, regeringen lægger op til. Ligesom vi skal huske at tage voksenområdet med. Ikke fordi børn i social nød ikke skal hjælpes – men fordi alle mennesker i social nød fortjener hjælp.
