Med reformen af førtidspension og fleksjob har regeringen sat en ny kurs for beskæftigelsesindsatsen: De mest udsatte i matchgruppe 2 og 3 skal ikke længere have afklaret, men udviklet deres arbejdsevne, og et rehabiliteringsteam i kommunen skal overkomme forhindringer for job sammen med den enkelte borger.
Borgerens situation er ofte kompleks med mange forskellige udfordringer, og rehabiliteringsteamets svar er tværfaglighed: Kommunens kræfter skal forenes til gavn for den enkelte.
Det lyder smukt. Men sådan opfattes det ikke af flere debattører, der reagerer på dels reformen af førtidspension og fleksjob, dels på kommunernes status quo.
Jesper van der Schaft skriver fx i et læserbrev på arbejderen.dk, at regeringen med sin reform lader samfundets udsatte i stikken. Se læserbrevet ’Hvad med de svageste i samfundet?’
Og i Politiken ruller en række fremtrædende forskere det tunge skyts frem i kronikken ’Brug pengene rigtigt på de svageste ledige’.
Forfatterne, som bl.a. tæller Leif Tøfting Kongsgaard, udviklingschef i Væksthuset, Thomas Bredgaard Larsen, lektor, Aalborg Universitet, og Leena Eskelinen, ph.d., psykolog og docent ved Kora, sætter fingrene på indtil flere ømme punkter.
Forfatterne fremhæver fx, at politikernes insisteren på evidens underkender værdien af store mængder viden, som ikke er stringent evident. Og at evindelige sparekrav har ført til en uheldsvanger markedstænkning, hvor aktører konkurrerer om frem for at dele viden og overbyder hinanden uden behørig respekt for, hvor kompleks opgaven med at flytte udsatte ledige skridt for skridt nærmere arbejdsmarkedet egentlig er.
Alle forskelle ufortalt svinger van der Schaft og gruppen af forskere kniven mod det samme punkt: De mest udsatte er de største tabere, og politikerne spiller en lidet flatterende rolle som ansvarlige for reformen og situationen i kommunerne.
Men måske er der håb forude: van der Schaft såvel som forskerne efterlyser, at indsatsen tager mere hensyn til den enkelte. Og det er faktisk et væsentligt mål med reformen af førtidspension om fleksjob, hvor ressourceforløb for den enkelte udsatte er et nøglebegreb, og det tværfaglige rehabiliteringsteam sammen med borgeren skal finde den bedste vej til job, uddannelse og et bedre liv.
Mens der nok ikke er så stor uenighed om målet, når det kommer til stykket, kunne man sagtens tvivle mere om midlerne: Man skal arbejde tværfagligt. Ja. Man skal bruge pengene rigtigt på de svageste. Ja. Man skal lave individuelle løsninger. Ja. Men har kommunerne kompetencerne og metodikken til det? Det må tiden vise.
