Lad os tale mindre og udvikle noget mere

Velfærd

05/07/2010 14:32

Lad os starte med en påstand: Om 3-5 år bliver over 50 % af alle bibliotekernes transaktioner udført online - uden et eneste beskidt støvleaftryk på biblioteket. Er det helt forkert? Måske er det i virkeligheden lidt lavt sat. Men uanset hvad, så svar lige på spørgsmålet: Er dit bibliotek klar til dette paradigmeskift?

Dette er den indre konflikt, mange i bibliotekssektoren går rundt med i disse dage. Hvordan kan vi hamle op med den digitale virkelighed, som har åben 24/7 og som efterhånden følger brugerne, uanset hvor han/hun befinder sig? Hvordan kan vi gøre os selv uundværlige i en verden, hvor alt information kan indhentes på laptoppen i løbet af 2 sekunder?
Sandheden er desværre, at langt de færreste er klar til denne forandring. Og værst er det, at vi nu har snakket om dette i godt og vel 6-7 år efterhånden. Og alligevel har vi ikke knækket kurven endnu.

En opsang fra os udefra
Vi har på linje med en række andre leverandører brugt 2009 til at lancere vores bud på en ny digital platform til bibliotekssektoren. Som med alt nyt, har vi også haft vores børnesygdomme. Men vi er nogle lærerige erfaringer rigere og er i dag meget tilfredse med vores system, Easy Site, som efterhånden har produceret mange tusinde artikler, der bliver fordelt på tværs af 20 biblioteker - indtil videre. Vi har et par udmærkede konkurrenter, men vores råd er at vælge den løsning, hvor I får den mest kompetente rådgivning og sparring i forhold til Jeres kompetencer. Det er ingen naturlov, at et folkebibliotek selv skal være i stand til atstrukturere, designe og udvikle en avanceret webløsning.
Men ærligt talt - har vi ikke talt nok? Vi mener tiden er inde til at træde på speederen og komme derudaf. Det kan godt være, at vejen ikke er brolagt med rosenblade, men én ting er sikkert. Hvis vi vedligeholder dette tempo, så går det ud over hele branchen. Og taberne er borgerne.
Jo før folkebibliotekerne kommer ordentligt på nettet, desto større chance er der for at placere sig som en fast bestanddel af borgerens forbrugsmønster.

Google er Jeres gode ven
Mange ser Google’s søgemaskine, som en trussel til det etablerede bibliotekssystem. Intet kunne være mere forkert. Google er unægteligt et fantastisk værktøj, hvis man skal indhente viden. Men det altså ‘bare’ en vejviser. Biblioteket har - og kan - så meget mere end det. Målet må være at gøre biblioteket til det, man i sidste ende søger efter.
Det kan kun ske ved at tilføre biblioteket en merværdi. Hos InleadMedia mener vi, at bibliotekerne bør positioneres som en “lokalt forankret formidler af kulturel information”. Altså en kommunes omdrejningspunkt, når det handler omkulturelle udbud. Og her er en integreret digital platform afgørende for at lykkes.
På den måde kan man f.eks. tilbyde information fra bibliotekets database på en meget mere relevant måde - information som tidligere kun har været de fysisk besøgende forundt.

Tænk nyt. Tænk stort
Det handler om at brede biblioteksoplevelsen ud på nye måder. Det er ikke nok at pudse lidt på hjemmesiden og så tro at den hellige grav er velforvaret. Digital formidling er som altid båret af troværdig og relevant indhold, der involverer og engagerer borgeren. Det stiller stadigt større krav til os som udvikler morgendagens systemer til folkebibliotekerne. Men den udfordring gør os kun skarpere for hver dag. Tiden er inde til at gøre noget frem for bare at holde flere møder om det. Bibliotekerne har en uhyre væsentlig plads i fremtidens samfund. Lad os sammen sørge for, at udviklingen går den rigtige vej.

Mest Læste

Annonce