Slip velfærdssystemet fri

28/09/2011 08:53

Jesper Brønnum

Mistillid er ikke et godt grundlag for samarbejde og udvikling. Det ved de fleste – også den tidligere Socialminister. Af samme grund tog hun i foråret initiativ til at fjerne den særlige ”mistillidsbestemmelse” i retssikkerhedsloven.

”Mistillidsbestemmelsen” blev grundlagt på baggrund af nogle sager, hvor private ”uretmæssigt” havde tjent penge på socialt arbejde. Bestemmelsen medførte en hidtil uset kommunal kontrol med private bo- og opholdssteder. En kontrol, der strakte sig så vidt som til at tillade den enkelte kommune at bestemme over det private tilbuds overskud, fastsætte deres priser og kræve, at alle dispositioner udover budgettet skulle godkendes af kommunen.

Den situation er selvfølgelig helt uacceptabel, stopper al udvikling og låser systemet fast i bureaukrati. Det kunne også ministeren se, derfor fjernede hun meget fornuftigt bestemmelsen. Og den tråd bør den nye regering tage op.

For alle de mange krav følger ikke direkte af loven - de er nærmere udspecificeret i bekendtgørelser. Så på trods af ønsket om at skabe et velfærdssystem i Danmark med plads til ny tænkning og udvikling, så har vi stadig et system der blandt andet:

• Forbyder institutioner selv at bestemme, hvordan de vil organiseres.
• Forhindrer veldrevne bosteder at opbygge en rimelig egenkapital.
• Kræver, at kommunen hvert år skal godkende både budgettet og enhver økonomisk disposition, der ikke følger af budgettet, løbende.
• Medfører, at det er kunden – nemlig kommunen – der fastsætter priserne.

Vi anerkender, at der har været sager, hvor penge er blevet ført over til andre formål. Løsningen på det er imidlertid ikke at mistænkeliggøre alle socialøkonomiske tilbud og fastholde en nidkær budgetkontrol. Løsningen er at skabe frihed og åbenhed fulgt af et krav om økonomisk transparens.

Lige inden valget fremlagde Socialministeriet et forslag til implementering af den nye retsstilling. Her lægges der op til, at de enkelte bo- og opholdssteder må bestemme over deres overskud, men ellers fastholdes hele systemet. Et meget lille – og bestemt ikke ambitiøst skridt.

Så kære nye regering, saml mod og gør det eneste rigtige – slip velfærdssystemet fri og tro på, at lederne af de socialpædagogiske tilbud er præcist ligeså ansvarlige som ledere i andre danske virksomheder.

 

Mest Læste

Annonce