Socialrådgivere - de udsattes talerør

Hvad kan en socialrådgiver egentlig bruges til i den nuværende beskæftigelsespolitik?

Jeg arbejder til dagligt sammen med 20 socialrådgivere på en lang gang i midtbyen af København. Vi er i kontakt med cirka 1000 dømte kriminelle. Nogle af dem er i kategorien farlige. De er bandemedlemmer, psykisk syge behandlingsdømte, der har lavet personfarlig kriminalitet, andre er pædofile og nogle er mordere. Ens for dem alle, er, at de kommer frit på vores gang. Alle døre er åbne - og for det meste kan man høre nogen grine. Der er en god tone. Vi taler til hinanden, som vi taler til de mennesker, der kommer. Der er ingen forskel. De er mennesker som os. 

Vi er som faggruppe i konstant kommunikativ udvikling og mestrer de sværeste samtaler som en særlig ekspertise. Vi er fx uddannet i samtaleteknikker som MI (motivational interview). Vi behersker konfliktnedtrapning og ved præcis hvornår en samtale er slut - også selvom den ikke er færdig. De mennesker, der kommer oppe ved os har ofte mødeforbud ved jobcentret. Vi har ingen med mødeforbud - og jeg husker ikke, at vi har haft det nogensinde. I de fem år jeg har arbejdet på den gang, har der heller aldrig været trykket alarm eller ringet efter politiet - og det til trods for, at vi flere gange har rummet farlige tosser, der har kejtet rundt med sår i hovedet og skreget, "jeg slår alle jer snotaber ihjel", eller modtaget bandemedlemmer med våben i lommen - eller voldsomt psykotiske mennesker, der var klar til indlæggelse. Hvis vi ikke kunne vores fag og mestrede kommunikation ud til fingerspidserne - som vi er uddannet til - ville den gang, jeg sidder på, hurtigt blive forvandlet til en dødsgang.

Hvis vi indtænker socialrådgivere i den offentlige sektor, og de arbejdsopgaver som socialrådgivere er sat til forvalte dér, er omdrejningspunktet efterhånden forvandlet til at indebære elementer af kontrol i de fleste dele af det sociale arbejde. Kontrolfunktionen er tiltaget med kommunalreformens indpas - og har gennem de sidste 5-10 år medført, at socialrådgiverne er kommet under særlig pres i forhold til de kerneopgaver, som de er allerbedst til - nemlig dialog, relationsarbejde, aktiv lytning og vejledning generelt. Når man indtænker disse kerneopgaver i den nuværende beskæftigelsespolitik, kræver det en vis form for kreativitet at omdanne disse kompetencer til en styrke, der kan få de mest udsatte mennesker hurtigst muligt igennem systemet og videre i uddannelse eller arbejde. Socialrådgivere er vant til at gå på kompromis og se tingene fra flere vinkler, og netop derfor er vi omstillingsparate og handlekraftige, og vi har derfor heller ikke opgivet håbet om at kunne udføre vores arbejde - på trods af en beskæftigelsespolitik, hvor omdrejningspunktet af kontrol udspiller de kerneopgaver, der er hjertet af socialt arbejde i praksis.

Når de mennesker, vi på mit arbejde er i daglig kontakt med, kommer op på vores gang, møder vi dem i en situation, hvor de er så presset på deres eksistensgrundlag, at de er desperate - og til tider truende, da beskæftigelseskravet har drevet dem derud, hvor de fx ender med at smide en molotovcocktail ind af vinduet i jobcentret. Det er rent faktisk sket at en af mine klienter har gjort det. Når de skal til møde på jobcentret, bliver vi ofte nødt til at tage med som bisiddere til opfølgningssamtaler - også kaldet jobsamtaler. Vi bruger i disse situationer vores faglige spidskompetencer - og langt hen af vejen lykkedes det os via vores gode relationsarbejde - og evne til at konfliktnedtrappe - at afværge de værst tænkelige situationer.

Det kan nogle gange få mig til at tænke: Hvorfor er det, at der ikke sidder 30 uddannende socialrådgivere på jobcentret? Hvorfor er det sagsbehandlere uden erfaring med syge og voldsomt socialt belastede mennesker, der ikke er uddannet til at forstå og kommunikere med de mest udsatte? Især når man ser, hvad det fører med sig af mistillid, trusler og vold. Socialrådgivere kan jo noget med denne gruppe som ikke mange andre faguddannede kan. Og hvis man tænker på formålet med at få de mest udsatte videre - og ud af systemet, da er det jo netop tilliden til systemet og den gode relation, der baner vejen for troen på, at man virkelig kan og vil hjælpe dem videre - også når de falder - og igen skal samles op.

Her virker kontrol og sanktion på ingen måde. Tværtimod. Når socialt belastede og syge mennesker oplever dårlig dialog, manglende råd- og vejledning, ingen relation eller tillid, da kan systemet på forhånd godt opgive nogensinde at hjælpe dem med at komme i arbejde eller uddannelse igen. Flere jobcentre opgiver da også denne gruppe af ren og skær sikkerhedshensyn. I stedet placeres de på en passiv kontanthjælp for at slippe for konflikter, trusler, vold og drab. Er det virkelig rimeligt blot fordi, de ikke kan rummes i det nuværende system? Denne gruppe er nok dem, der har allermest brug for, at der bliver lyttet til deres præmis, og ikke kun til systemets præmisser, som de slet ikke har overskud til at forstå eller sætte sig ind i. De er simpelthen for syge og misbrugende. Kan man så omvendt ikke bare sige, ærgerlig, ærgerlig, kammerat, så må du finde din egen vej. Jo, og det er jo langt hen af vejen, det, systemet gør i dag, netop fordi de ikke kan rummes under de nuværende systemer, hvor det er svært for medarbejderne i fx jobcentrene at tackle dem i forhold til de krav, der stilles.

Man kunne ønske sig, at politikerne i højre grad end i dag begyndte at bruge de kommunikative evner, vi har som faggruppe har - give os en central plads i den nuværende beskæftigelsesindsats, der kunne være med til at styrke den gode dialog med de mest udsatte - og igen få skabt den tillid, som de fleste har tabt - efter flere år med en beskæftigelsespolitik, der ikke har indtænkt socialrådgiverne som faggruppe, der evner de udfordringer, som reformerne har medført overfor de mest udsatte og syge mennesker. Som det ser ud i dag bliver vores kompetencer som faggruppe brugt af de private aktører - og indenfor særlige områder som psykiatrien og kriminalforsorgen, hvor man forsat ser socialrådgiverne som den mest kompetente faggruppe i forhold til at varetage de syge og socialt belastede menneskers behov bedst.

Spørgsmålet er, om det ikke ville tjene sig bedst at indtænke socialrådgiverne i den aktive beskæftigelsespolitik i forhold til de udfordringer, vi som samfund står med midt i den sociale krise? Personligt tror jeg, at det ville koste samfundet mindre at yde en socialfaglig indsats med os i spidsen som ambassadører for en retfærdig beskæftigelsespolitik, hvor man i højre grad end nu også inddrager de socialfaglige grundprincipper om at tidlig social indsats, inklusion frem for eksklusion og medindflydelse på eget liv fører til sundere mennesker i et mere homogent samfund. I stedet for at vi som samfund skubber de svageste grupper helt derud, hvor de skal forsørge sig selv via kriminalitet. Konsekvensen heraf er kendt af mange. Nemlig et samfund med stor utryghed, øget kriminalitet og mistillid til systemet generelt. Men også en fængselsindustri, der vil koste det femdobbelte af i dag, samt en stor gruppe af mennesker, der med tiden vil skabe social uro, som det ses mange andre steder i Europa. Link til site om den motiverende samtale (MI: http://www.denmotiverendesamtale.dk/?gclid=CODW2_3Tu7UCFdHMzAod7wEADw

Emneord: Puk Sabber, Socialrådgiver, Beskæftigelsespolitik, Jobcenter, Politik, Faglig respekt, Kompetencer, Kommunikation, Udsatte, Ledige
Puk Sabber på DenOffentlige.dk Puk Sabber er uddannet socialrådgiver og journalist. Hun blogger om de mest udsatte - i et samfund, mener hun, hvor kløften mellem rig og fattig bliver mere og mere synlig i takt med, at der spares...
Aktivitet: Artikler: 24 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også