Man må gerne udøve vold bare man har barn sammen eller hvordan? Desværre er denne anonyme kvindes historie langt fra enestående.
Starten på et turbulent forhold
Jeg var i et meget turbulent forhold, til en mand gennem 13 år. Forholdet var on /off flere gange, jeg har efterhånden opgivet at tælle hvor mange gange det startede og stoppede!
Manden er af anden etnisk herkomst, og lever i et arrangeret ægteskab, hvor de sammen har tre børn. Han havde udviklede sig til et offer i selv, samt i det ulykkelige ægteskab han var i. Jeg fik ondt af ham og ville gøre ALT for at redde ham ud af det håbløse ægteskab!
Jeg har aldrig vidst hvordan et stabilt forhold skulle bygges op, så tidligt i forholdet, gør jeg det som jeg altid har kendt bedst til – nemlig at smutte min vej ud af forholdet! Men så let skulle det altså ikke gå denne her gang – For han var mere end almindeligt vedholdende og meget optaget af den følelse, som jeg gav ham. Han følte glæde for første gang, alt imens hans ego voksede i takt med min empati overfor ham.
Det vækkede stor opmærksomhed i mig og en anerkendelse i at jeg var elskelig også var der en mand der kæmpede for at få mig! I 1998 bliver jeg gravid med ham. Jeg er ovenud lykkelig – for jeg skal være mor for første gang! (han er stadig gift) Jeg levede gennem håbet og min frelsende sjæl, som forsikrede mig at jeg nok skulle få det, som jeg ønskede mig – min helt egen lille familie.
Det turbulente bliver voldeligt
Men så startede skænderierne, magtkampene, kontrollen dukkede frem, de daglige opringninger (15-20 dagligt), jalousien viste sit grimme ansigt, grænseoverskridende seksuel adfærd, selv fysiske slåskampe under min graviditet. Hans familie begyndte at blande sig i vores forhold og i min graviditet. Søsteren bad mig om at få fjernet barnet, så jeg ikke bragte skam over hans familie, som hun sagde. Søsteren afslørede at hans kone lige netop havde født en datter, mens jeg var gravid, og som jeg intet vidste om på daværende tidspunkt! Han benægter selvfølgelig at han er faderen hertil.
Jeg fik et chok, og flygtede hjem til min mor og bror som boede sammen. Hele graviditeten havde jeg ingen kontakt til ham.
Men skæbnen ville det hverken værre eller bedre, end til at jeg tog ham tilbage igen. Jeg tilgav ham, for han elskede mig jo, og så var han far til min søn. I flere år frem, kørte forholdet som et elevatorforhold og det blev aldrig stabilt mellem os.
Jeg flytter til en anden by med min søn, i håbet om at få fred og ro til at være en stabil mor overfor min søn. Min søns far sender nogle venner til at tale for sig, i håb om at jeg vil tage ham tilbage igen og give ham en chance. Men jeg afslår.
Min søn overtager sin fars aggressive adfærd
Efter 2 år dukker der et brev op fra statsamtet, han vil se vores søn! Jeg stivner, men beslutter mig for at sluge kamelen og dukke op i statsamtet. Der bliver fastsat samvær, efter hver vores ønske og alligevel i fælles enighed – jeg følte, at jeg var en dårlig mor, hvis jeg ikke lod ham se vores søn.
Min søn reagerer voldsomt på samværet – det er en helt anden kultur, med andre værdier, trosretninger, opfattelser, æresbegreber og opdragelse, end hvad min søn var vokset op med hos mig.
Min søn begynder at blive aggressiv, med en udadrettet adfærd, slår andre børn og tilmed de voksne omkring ham. Han er utryg og bange, når han har været ved sin far.
Møderne starter i statsamtet. Kampene omkring vores søn udvikler sig til mareridt for min søn og jeg. En dag opdager jeg at min søns far har taget ham ud af landet, uden at jeg havde givet samtykke til det. Min søn fortæller storslåede historier om sin far, at han har pistoler, våben, guld i banken og er mange millionær. Dernæst fortæller min søn at hans far tager ham med i moskeer, for at lære at bede og han taler om omskæring. Min søn er skræmt fra vid og sans. Hans far vil ikke aflevere vores søn hjem til tiden og giver aldrig besked om ændringer og aflysninger.
Statsamtet udvider samværet, på baggrund af at vores søn befinder sig i et spændingsfelt i hente/bringe situationer. Min søns far sætter advokat på sagen og det samme føler jeg mig nødsaget til at gøre for at sikre mig selv og min søns trivsel. Kampene fortsætter og en dag sprænger ballonen for min søns far i en hente/bringe situation. Der var atter et skænderi omkring vores forhold, som jeg afsluttede, hvilket han ikke ville acceptere. Han slår min søns taske i ryggen på mig, mens min søn sidder i sin fars bil, dernæst slår han mig i ansigtet med knytnæve flere gange og skynder sig ind i bilen og gasser op og kører væk. Jeg melder ham og han får en betinget dom. prøvetid på 2 år… Hvis han gentog vold mod mig - ville han hæfte for det - retten begrundede det med familie konflikt pga. modparten er far til min søn og såret og reagere deraf og derfor blev dommen betinget.
Statsamtet får hele historien på skift, og samværet stopper! Der går et år og sagen bliver genoptaget igen. Faderen ønsker samvær og fælles forældremyndighed. Vi kommer i retten og den fælles forældremyndighed accepteres af byretten. Min søn har på daværende tidspunkt skiftet skole 3 gange fra almindelig skole til 2 specialskoler, grundet hans meget voldsomme adfærd, i takt med sammenspillet mellem hans far og jeg.
Min søn vil ikke i nærheden af mig
Jeg bliver alvorlig syg, indlagt og opereret tre gange på en måned. Min søn opholder sig hos sin far i denne periode, hvor han har ændret radikalt adfærd overfor mig til at blive, truende, voldelig, river sig selv i håret, kaster sig ned på gulvet og banker hovedet ind i væggen af afmagt. Han vil bo hos sin far. Efter noget tid, besvimer jeg af anstrengelserne og kommer til observation på skadestuen, hvor min søn kører med i ambulancen. Hans far dukker op på skadestuen. Jeg har fået et sammenbrud og er meget angst. Min søn vil ikke i nærheden af mig og holder sig kun til sin far.
Situationen udviklede sig til at jeg, rådet af en kommunal sagsbehandler, måtte lade min søn flytte hjem til sin far med den pris at jeg nu ikke har set ham i 3 år.
Jeg havde i den forløbne tid tre advokater og sagen stod på i 7½ år. Den sidste gang jeg var i retten, var i østrelandsret, hvor jeg fik min fulde forældremyndighed tilbage. Men hvad hjælper et stykke papir, når virkeligheden var, at min søn hverken ville se, eller på andre måder have kontakt med mig.
Jeg tog kontakt til min sagsbehandler, skolen og en familiekonsulent, som skulle forsøge at være et mellemled mellem min søn, hans far og jeg. Det er stadig ikke lykkedes mig at se min søn – jeg har haft kontakt med hans far to gange i de tre år, hvor jeg ikke har set min søn. Men det er stadig under hans præmisser, hvilket ikke har ændret sig spor siden jeg lærte ham at kende. Jeg har kontakt med skolen, som det eneste led mellem min søn og jeg den dag i dag.
Læs tidligere blogindlæg
Tvunget til farligt samvær med voldelig far
