Allerførst nogle ord om den deadlock som både lærere og arbejdsgivere har lagt folkeskolen i gennem flere år.
Folkeskolen er i dag indrettet på en måde, hvor lærerne mangler tillid til at lederne kan skabe en god arbejdsplads, og de dygtige skoleledere ærlig talt er for få, fordi den dygtige leder søger lederstillinger andre steder end i folkeskolen. Et cirkulært dilemma, som begge parter har et ansvar for at løse. Det har de også forsøgt gennem de senere år.
Arbejdsgiverne har siden strukturreformen investeret trecifrede millionbeløb i udvikling og uddannelse af offentlige ledere. Det var den åbenbare konsekvens af større kommuner, der medførte et naturligt behov for dygtigere ledere. Derfor blev KL, de faglige organisationer og regeringen enige om at investere trecifrede millionbeløb i uddannelse af ledere. Man kalder det bl.a. diplomuddannelser og masteruddannelser, og tusindvis af offentlige ledere har været gennem sådanne forløb de senere år.
Har det gjort en forskel på folkeskoleområdet endnu? Meget tyder på, at svaret er nej. Vil folkeskolernes medarbejdere så acceptere, at sætte ledelsen fri på skolerne? Man forstår bekymringen for at sige ja.
Vi ved alle sammen, hvor mange ressourcer, der tabes på gulvet, når man udsættes for dårlig ledelse. Derfor hellere satse på klart definerede rammer, som lederne ikke kan rokke ved.
Så har vi lærerne, der ønsker frihed til at undervise og rammerne til at udføre den. Til tider måske lidt for forandringsfjendsk.
Læs også Hegnsvads blog:
Skal lederne eller medarbejderne lede?
Strukturreformen åbnede ballet
Siden strukturreformen og med daværende regeringers fokus på bedre elevresultater er lærerne kastet gennem store forandringer på deres arbejdspladser. Fra skolesammenlægninger over elevplaner til årlige test af eleverne og dermed lærernes evner. Parallelt med den udvikling er det danske samfund blevet mere og mere udfordret af en globalisering, der åbenbarer velfærdsstatens dovne sider.
Vil dygtige ledere så søge mod folkeskolen for at gøre karriere? Svaret er nej. Hvem vil lege leder i en funktion, der handler alt for lidt om ledelse og i øvrigt er til konstant eksamen i den offentlige debat?
Begge parter har altså helt åbenlyst et ansvar for konflikten, og begge parter vil stå med ansvaret for at fastholde folkeskolen i en skruetvinge mange år fremover, hvis de undlader at finde en løsning sammen.
Arbejdsgiveren har ALTID bolden
På en hvilken som helst arbejdsplads er det først ejernes, så chefernes og dernæst ledernes opgave, at man kan tiltrække og fastholde de dygtige medarbejdere. Derfor er det lige nu KL's ansvar, at spille den eller de bolde, der kan bringe folkeskolen ind på et attraktivt udviklingsspor. Gør man det ved at skabe en situation, hvor alle andre end netop KL skal rydde op efterfølgende? Svaret er nej.
KL må spille nogle troværdige og realistiske bud på en ledelsesreform af folkeskolen på bordet. Derved kan arbejdsgiveren måske skabe den platform af tillid til, at lærerne vil deltage aktivt og acceptere nye rammer for deres ansættelse.
Medarbejderne og friheden
Såfremt KL påtager sig et sagligt og ordentligt ansvar som arbejdsgiver bliver lærerne helt automatisk nødt til at acceptere ansvaret som medarbejdere. Drop offermentaliteten og tag det ansvar, som i siger, at i gerne vil have.
Man kan ikke på den ene side råbe frihed og rettigheder og på den anden side sige nej, når man netop får tilbudt mere frihed.
Reelt er tilbudet fra arbejdsgiveren mere frihed til lærerne, hvis nogle af de faste rammer kan konverteres til noget mere moderne og mere effektivt. Tillid, som forvaltes i samarbejde med deres lokale leder.
Tyranni konverteres til teknologi
Det tids- og kontrol tyranni, som folkeskolen er underlagt i dag, skal kort sagt konverteres til moderne teknologi. Ved at gøre brug af teknologi kan såvel en del af pensum, en del af det didaktiske, en del af planlægningen og en del af opgaveretningen automatiseres.
Det forudsætter vilje på alle sider, men mest af alt anerkendelsen af, at den slags forandringer tager tid. Folkeskolen bliver ikke forandret alene ved et opgør med tidstyranniet, og ej heller ved at deponere ansvaret for det hele hos lærerne.
En ny aftale mellem DLF og KL kan derfor oplagt række ind over de næste to eller tre overenskomstperioder. Det forudsætter, at man allerede nu aftaler, at næste runde alene fokuserer på løn ifht samfundsudvikling samt en status af den aftale, man bør lave i år.
Tre trin til tillid
Således er herover skitseret en plan, hvorefter KL som den hovedansvarlige alene i kraft af, at man er arbejdsgiveren, kan genåbne forhandlingerne med DLF.
En plan, hvorefter den gordiske knude kan opløses, fordi KL på den ene side må anerkende, at der skal gennemføres en ledelsesreform på folkeskoleområdet, og DLF på den anden anerkende, at folkeskolen først kan drømme om rigtig dygtige ledere, når lærerne lader sig ansætte, så de kan ledes.
Det kan regeringen så efterfølgende understøtte ved at gennemføre en reform, der bl.a. indeholder en teknologi-pulje, så folkeskolen løftes teknologisk over de næste ti år til at blive verdens mest moderne og mest effektive folkeskole.
/Nick Allentoft/
