Vi skal have et nyt samlet socio-sundhedssystem

Samfundsdebatten er for det meste beskeden og uden fantasi. De massive problemer, der præger social- og sundhedsområderne nedtones, og årsagerne til den situation, vi befinder os i, ties ihjel. Denne tilstand er ikke en nødvendighed, men er et udtryk for manglende vilje til at gå nye veje. Forhindringerne er ikke praktiske; de er forankrede i politisk uforanderlighed. De største forhindringer bunder i utilstrækkelig kommunikation, koordinering og opfølgning.

Vi trænger til at finde nye veje til at komme systemernes uhensigtsmæssigheder til livs, og en gennemgribende incitamentsstruktur, der motiverer alle til at finde det laveste effektive omkostningsniveau under samtidig hensyn til kontinuerlig kvalitetsforbedring.

Det største problem mellem sundheds- og socialsystemerne er det skisma, der er mellem disse. Det har aldrig været hensigtsmæssigt, og bliver det mindre og mindre efterhånden som kommunerne overtager flere sundhedsrelaterede opgaver såsom genoptræning og sundhedsfremmende foranstaltninger.

Alene det forhold, at man generelt ikke kan få fat i socialsystemerne efter kl. 15 på hverdage og slet ikke i weekenden, ødelægger meget og er forældet som begreb. Beredskab koster, givetvis, men den tiltagende centralisering af sygehusvæsenet betinger en opgradering af primær sektoren med tæt samarbejde med socialsystemet. Der er i høj grad behov for at tænke helt anderledes end vanligt og skabe socio-sundhedssystemet.

Dette er ikke så svært, som det måske lyder til. Alt hvad der behøves, er at samle alle de midler, der knytter sig til sundheds- og socialsystemerne, i én pulje, og tilrettelægge en incitamentsstruktur, der maksimerer alle parters vilje til at løse alle de forhåndenværende problemer i eget regi.

Skismaerne mellem systemerne motiverer til det modsatte - at tørre ansvaret over på de andre så snart man har mulighed for det. Det kan ændres ved at pengene følger patienten, kort sagt, og at alt hvad der skal foretages udenfor socio-sundhedssystemet skal socio-sundhedssystemet betale for. Undtagelser vil forekomme med særligt dyre og/eller komplicerede forløb, der kræver særlig ekspertise, såsom respiratorhold for svært hjerneskadede patienter.

Det kræver grundig forberedelse og planlægning, men der er ingen tvivl om, at det kan lade sig gøre. Det handler om at turde tænke uden for kassen, og komme i gang. Den udvikling, der tilgodeser alle de almindeligt forekommende tilstande med evidensbaserede tiltag, betinger den kraftige centralisering, der finder sted på sygehusområdet. En tilsvarende opgradering af lokale tiltag har været savnet og banker på med større og større aktualitet. Socio-sundhedssystemet er svaret.

En sammensmeltning af sociale og sundhedsydelser vil udviske de kunstige grænser, der betinger den situation der er kommet til at hedde, ”at falde mellem to stole”. Ingen ville blive glemt eller sat bag i køen, for alt hvad der forsinker helbredsforbedringer vil koste det samme system dyrt. Det samme ville gælde oprettelse af og vedligeholdelse af tiltag, der kan aktivere patientens omgivelser til optimering af de sociale tiltag. Det handler igen om den incitamentsstruktur, som maksimerer evnen til at fastholde patienten i eget regi. Det kommer til at være ret omfattende, og det kræver omtanke, men i princippet er der ingenting til hinder for de mange grænseoverskridende tiltag, som socio-sundhedssystemt ville kræve.

Listen over hvad der kan gøres i primær sektor, som ikke bliver gjort nu, er lang, og i de fleste tilfælde særdeles klart rent fagligt, men uigennemtrængelig på grund af administrative forhindringer. Et glimrende eksempel på dette er det administrativt utænkelige i at give patienter medicin og/eller væske i en blodåre i hjemmet, hvor der intet er til hinder herfor fagligt set.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer