Den nye folkeskole er ved at miste selve livet

Velfærd

17/4/17 3:00

Anders Dinsen

Vi sender børn i en skole, der har glemt livet, skriver blogger Anders Dinsen og peger på, at pædagogerne er nøglen til en skole, der er spejlbillede af det samfund og den fremtid vi drømmer om.

Jeg kender højtuddannede og højtlønnede voksne, der ærligt siger, at hvis de ikke leger – også på arbejde –, så føles det som, at miste selve livet.

Det er ikke ren egoisme: Legen og det kreative er med til at sikre kvaliteten af arbejdet og samarbejdet med andre.

Vi ved egentlig godt, at vores børn spejler sig i os.

Derfor er det sært, at kontrasten til folkeskolens boglighed og ensretning er så enorm.

Skolen kræver af vores børn, at de sidder stille og indlærer efter læreren.

Anders Dinsen om velfærd, inklusion og systemer

Anders Dinsen blogger på DenOffentlige om velfærd, inklusion og livet som bruger af offentlige services. Læs mere om Dinsen og hans tankevækkende blogindlæg her. 

Bevægelse og kreative fag er reduceret til noget man bruger for at det boglige glider lettere ned.

Hjemme er vi hver dag bekymrede over alt det eleverne ikke nåede at terpe.

Jeg har haft børn i folkeskolen i 15 år og aldrig har den været mere ekskluderende, kedelig og ensrettende. Samtidig peger fremtidsforskere på, at der er brug for helt andre evner.

 

Børn med særlige behov taber

Mine børn har særlige behov: ADHD og autisme. I perioder har de trivedes forfærdeligt i skolen.

Imens de har gået i skole har folkeskolen indført inklusion, for at hjælpe. Men med længere skoledage, flere karakterer og mere indlæring af leksikalt stof har folkeskolens udvikling trukket den helt modsatte vej.

Vi er mange, der har børn som mine. Vi mødes i foreningerne og på facebook.

LÆS OGSÅ CAMILLA WANG: Udvikling af DK begynder med de helt små

Vi drømmer om at vores børn bliver set og bruger dagligdagen på noget de kan gennemskue meningen med. Vi ved nemlig, at det er dét, der skal til for at de udvikler sig.

Ofte kommer frustrationerne over skolehverdagen først ud hjemme i de trygge rammer.

Men når det engang imellem bliver virkelig slemt så siger de også fra i skolen. Så kalder man dem udadreagerende.

Som far ønskerr jeg, at mine børn lærer så meget de kan.

Men jeg kan ikke udholde tanken om, at det de terper nok ikke hjælper dem i længden.

For de er for stressede til reelt at lære problemløsning og at skabe muligheder i samarbejde med andre.

 

Omfavnende eller frisættende inklusion

Pointen er, at folkeskolen ikke blot må fastholde børnene i fællesskabet.

Inklusion skal handle om, at vi giver alle børn muligheder for at blive den bedste udgave af sig selv.

Fremtidsforskerne Anne Skare Nielsen og Liselotte Lyngsø skriver om ni muskler vi kan træne sammen med vores børn. Deres indlæg er positivt, men den brændende platform er tydelig:

Fremtidens samfund vil skrige efter kreative, engagerede originaler i tætte, forpligtende fællesskaber, der kan lede sig selv og som har viljen til at udvikle sig med opgaver de endnu ikke kender​, skriver de.

Det er et ældgammelt problem, at vi voksne siger ét og gør noget andet.

Men det skriger til himlen, at de fleste af os på arbejde oplever, at den kreative - og legende - tilgang til arbejdet efterspørges. Det er vores evner til problemløsning og samarbejde, der tæller.

Allilgevel er det, der fylder ved middagsbordet bekymringer over den individuelle performance-konkurrence mod andre, der scorer højere end vores børn i PISA-tests.

 

Der er ingen modsætning mellem leg og læring

Jeg tror på legen! Det er legen jeg bruger når jeg opdrager mine børn til at udvikle de muskler som mødrene Anne og Liselotte peger på som nødvendige i fremtiden. Legen giver plads til menneskeligheden og kærligheden.

Og hvorfor ikke også i skolen?

Da pædagogerne blev en del af skoledagen var vi nogle, der håbede på, at det ville gøre skolen mere meningsfuld for de børn, der har svært ved at rumme alt det boglige.

Men det er symptomatisk, at den frie leg som pædagoger er professionelle til at sætte rammer for og støtte op om helt har mistet værdi.

Pædagogerne er blevet dem, der skal skabe ro til boglig læring, hvis de da ikke ligefrem sættes til at gennemføre boglig undervisning.

Det er egentlig trist for, hvis vi tænker os om, så er der jo slet ingen modsætning mellem leg og læring.

 

Læring gennem leg... og ødelæggelse

​Lad mig være konkret:

  • Det er oplagt, at lægge meget mere vægt på kvalificeret undervisning i håndværk, kunst og musik så eleverne kan lege med at skabe ting selv.
  • Og i stedet for at gøre det alene for indlæringens og koncentrationen skyld, så kunne vi dyrke sport og bevægelse med børnene alene for det sjove samspils skyld.
  • Vi kunne også træne computerspil i skolen og give eleverne muligheder for at lære samarbejde og spilkultur den vej.
  • Ja det er vel på tide, at der indføres undervisning i programmering så børn lærer det, der skal til for at de kan lege med selv at konstruere ting, der er sjove og skøre – og en dag måske noget, der er nyttigt og nyskabende.
  • Og lad mig rykke ved dine grænser: I de små klasser skal man selvfølgelig afholde banke- og smadretimer.

Pointen er, at vi skal opgive ideen om, at alt, hvad der er har et mål vi umiddelbart kan forstå og måle er godt.

Igen: For mig handler det også om inklusion.

Mange skolebørn kan leve op til vores krav om at læse, regne og lave opgaver alene fordi vi siger det, roser dem og giver dem karakterer.

Men udsatte børn og børn med særlige behov har til fælles at det ikke er nok at vi pacer dem. For at overleve skolen har de brug for at indlæringen bliver sjovere og mere meningsfuld.

 

Fra understøttende til legende undervisning

Jeg kunne godt forestille mig en helt igennem legende folkeskole. Jeg er overbevist om, at den meget bedre end dagens folkeskole ville kunne forberede vores børn på fremtiden.

Egentlig troede jeg folkeskolereformen gav rammer for det, men virkeligheden har vist sig, at være en anden.

Det er ikke for sent at justere. Tage et skridt i en ny retning. Ja, skabe reelle muligheder for kloge hænder, alternative begavelser og også vores udsatte skolebørn lærer bedre.

En start kunne være, at afskaffe den understøttende undervisning, der af mange opleves som meningsløs og som alene at tjener til at støtte det boglige terperi gennem repetition og lektiehjælp.

Den bør ersattes med legende undervisning, hvor vi sætter den frie leg i centrum.

Lad pædagogerne gøre det de er dygtige til. Idræt-, sløjd-, billedkunst- og musiklærerne skal selvfølgelig være med. Børn og voksne skal have det sjovt sammen - mens de lærer noget nyttigt.

Jeg brænder for børn med særlige behov og det er oplagt for mig, at folkeskolen med god leg kan skabe lidt bedre rammer for inklusion.

Men egentlig bør man lege i skolen for alle børns skyld.

Vores børn i folkeskolen skal jo blive dygtige til at løse problemer i en kompliceret verden – og dygtige til at blive sig selv.

Annonce