Den inkluderende folkeskole har plads til de fleste og skolereformen er for alle. Men giver den plads til alle?
Den inkluderende folkeskole har plads til de fleste og skolereformen er for alle. Men giver den plads til alle?

Er skolereformen for alle børn?

Velfærd

21/11/14 6:00

Anders Dinsen

Skolereformens mål gælder alle børn og er dermed inkluderende. Men for en gruppe af sårbare børn står det rigtig skidt til: Reformen slider dem op. Blogger Anders Dinsen spørger om det var intentionen?

Borgmestre landet over er klar til at sætte procent-barren højt når det gælder inklusion. Det kunne Jyllands Posten berette forleden. Mette With Hagensen fra Skole og Forældre og Camilla Lydiksen fra ADHD-foreningen svarede samstemmende i henholdsvis TV2News og på Ritzau, at vi skal passe på med at gå efter procenter: Det handler om kvalitet i inklusion, ikke kvantitet.

Siden starten af skoleåret er jeg stødt på flere og flere forældre til børn, der trives elendigt i de den længere og mere varierede skoledag. For dem og deres forældre er procenter og kvalitetsmål kun abstrakte begreber.

En del af de børn, der har det svært, har sårbarheder og handicap, der for længst er undersøgt og udredt i sundhedssystemet, og hvor man fra lægers side udtrykker bekymring for børnenes udvikling.

Og her opstår dilemmaet: Pointen med inklusion er jo netop, at der er "rum" til bl.a. også de sårbare børn i skolen. Men det kræver samtidig at skolen tager nogle særlige hensyn til dem.

Det er blevet sværere efter vi fik skolereformen.

Aftalt inklusion

Målene med skolereformen blev formuleret i den politiske aftale, der blev indgået mellem S-SF-R-regeringen og Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti tilbage i 2013. Inklusion er indtænkt i de to første af reformens tre mål:

For for det første er det et mål med reformen, at ikke bare de bedste og mest velfungerende, men alle børn bliver så dygtige de kan. Og for det andet skal betydningen af social baggrund mindskes når der ses på de faglige resultater.

Aftaleteksten rummer desuden et delkapitel med overskriften ”inklusion”. Følgende to afsnit er centrale:

For at understøtte inklusionsindsatsen skal der i særlige tilfælde kunne gives dispensation til, at nogle klasser på en skole kan have en kortere skoledag mod til gengæld at have flere timer med to voksne i klassen i den fagopdelte undervisning, herunder dansk og matematik.

Den længere og varierede skoledag vil også omfatte de segregerede specialundervisningstilbud. Der vil i den lovgivningsmæssige udmøntning af den længere og varierede skoledag blive taget højde for, at den skal kunne tilrettelægges fleksibelt, så den skaber gode og sikre rammer om elever med særlige behov.

Man var altså opmærksom på de sårbare børns behov, og at der var noget, der kunne stride mod elementer i reformen.

Gennemlæsningen gjorde mig nysgerrig på lovteksten, for hvis der var tænkt over dette fra starten, hvorfor er det så så svært i praksis?

Ånd eller bogstav?

Det krævede to gennemlæsninger af Folkeskoleloven før jeg fandt de regler, der var resultatet af aftalen. Reglerne ser ud til at være fordelt på to paragraffer:

§ 16 b. Kommunalbestyrelsen kan, for så vidt angår den understøttende undervisning, efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelsen og efter ansøgning fra skolens leder godkende at fravige reglerne om en mindste varighed af undervisningstiden i § 14 b, stk. 1, nr. 1, og i helt særlige tilfælde § 14 b, stk. 1, nr. 2 og 3, i op til 1 skoleår med henblik på yderligere faglig støtte og undervisningsdifferentiering for bestemte klasser ved hjælp af ekstra personale i klassen.

Den anden bestemmelse findes allerede i §3 stk 3, hvor mininsteren gives hjemmel til at lave regler om undervisningen til børn der får specialundervisning:

§ 3, Stk. 3. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, herunder om adgangen til at indhente viden og specialrådgivning samt bistand til kommunens udredning fra den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, og kan i den forbindelse fravige §§ 5, 7, 7 a, 13 og 14, § 14 b, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., og § 28, stk. 1, § 29 og § 36, stk. 2 og 4.

I praksis er § 3 stk 3 udmyntet i to bekendtgørelser. Når vi taler om inklusion er det denne, der er interessant:

Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand

Den bekendgørelse dækker ikke bare inkluderende specialundervisning, men også specialklasser og klasser, hvor der er et mix af udskilt og inkluderende specialundervisning.

Underligt nok kan jeg ikke finde noget brugbart. Kun en enkelt paragraf om muligheden for at få nedsat skoletiden på baggrund af en lægeerklæring er der at finde.

Hvor er mulighederne?

Så vidt jeg kan se er den enkelte skoles muligheder for at justere skoledagens længde og for at gøre den mere overskuelig altså stærkt begrænsede.

Er det virkelig i overensstemmelse med aftaletekstens ånd og bogstav? Jeg tvivler!

Antorini kan gøre noget

Kerneproblemet jeg tager op her er, at den længere og mere varierede skoledag virker stressende og dermed ekskluderende på nogle børn. Det behøver man ikke være specialist i inklusion for at indse. Men at det er så svært at gøre noget ved det, har chokeret mig.

Folkeskolen er med skolereformen givet mål, der gælder alle. Inklusion er dermed en bærende værdi.

Men de mest sårbare børns behov for en tryg og struktureret skoledag i folkeskolen, i specialundervisningstilbud og endda på specialskoler kan ikke tilgodeses optimalt.

Dermed rammer reformen en lille, men slet ikke uvæsentlig gruppe sårbare børn.

Var det virkelig intentionen med skolereformen?

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce