”Jeg er som en 2CV: Jeg har ikke de samme hestekræfter som andre på motorvejen. Men jeg har mange andre kvaliteter. Problemet er bare, at folk ikke ser dem. De reagerer ved at ville køre mig ud på en rasteplads, eller sende mig ad en dårlig vej.”
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
Min søn, der har asperger syndrom og er ordblind har afsluttet folkeskolen efter 11 år i almindelig skole og specialskoler. Hans ord rammer plet på folkeskolens problemer med inklusion.
Folkeskolen er kilden til det samfund vi drømmer om: Det omsorgsfulde, rummelige og inkluderende samfund, hvor den dygtige bliver dygtigere og man oplever at blive anerkendt for at være dygtig til det man er god til.
I stedet knuser konkurrencestaten drømmen, for virkeligheden er helt anderledes for udsatte, handicappede og sårbare børn.
Vi er nødt til at stå sammen om, at alle børn er gode til noget.
Inklusionseftersynet
Inklusion har været til debat siden økonomer drevet af nødvendighedens logik i midten af 00’erne fandt ideen frem af skufferne.
Inklusion var oprindelig tænkt som et menneskeligt og storsindet projekt, men nødvendigheden har sat tonen i debatten og inklusion er blevet ladet med negative forventninger.
Ved folketingsvalget sidste år lancerede Venstre ideen om et eftersyn af inklusion. I foråret kunne venstres undervisningsminister Ellen Trane Nørby præsentere resultatet af eftersynet.
Danmark ratificerede Salamanca-erklæringen i 1997, men først 15 år senere blev folkeskoleloven ændret. I rapporten slås det fast inklusionsloven faktisk fik den ønskede effekt: Flere børn går i almindelig folkeskole og færre går i specialskole.
Men der er problemer:
"Der er nogle steder usikkerhed om, hvorvidt de elever, der har behov for støtte for at kunne trives og udvikle sig fagligt, får støtte. Der er desuden indikationer på, at støtten ikke i alle tilfælde imødekommer elevernes behov."
Rapporten er skrevet i det sære sprog, der bruges i det offentlige styringsregime, men det er tydeligt, at der må udkæmpes menneskelige kampe i dagligdagen. Tag for eksempel følgende afsnit fra rapporten:
"[…] sammenfaldet af omstillingen til øget inklusion, folkeskolereformen og ændringerne i lærernes arbejdstid giver mange dagsordner i kommunerne og på skolerne – og at disse mange og indimellem modsatrettede krav ofte ender hos lærere og pædagoger"
Med andre ord: På gulvet står man alene med problemerne i det daglige. Ovenfra er dagsordenerne ikke bare mange, de er også modsatrettede. Der er ingen hjælp at hente. Hvad er det ledelsen i Folkeskolen har glemt, må man spørge?
"[…] mange steder er [det] en udfordring at arbejde inkluderende og skabe inkluderende læringsmiljøer. […] flere steder mangler en grundlæggende forståelse af, hvad et inkluderende læringsmiljø er og forudsætter."
Inklusion er god sund fornuft, men inklusion er også forandring. At der ikke findes i det mindste et fælles undervisningsprogram, der sikrer et minimum at kompetence til dem, der skal virkeliggøre forandringen undrer mig såre. Forskere har ikke kunnet enes om, hvad der skal til og folkeskolens ledelse har ikke kunnet sætte sig igennem. Hvorfor?
"Kommunikationen i forhold til både elever og forældre er også en udfordring. Det gælder både arbejdet med at sikre en tydelig kommunikation om, hvilke indsatser der sættes i gang, og hvordan ressourcerne anvendes."
Samtale fremmer forståelsen, siger man. Det hedder KOMmunikation fordi der er flere parter involveret, nemlig både en afsender og en modtager. Men her er det envejs, det er mononikation: Systemet taler i blind tillid til at dets loyale aktører både forstår og udfører. Videre, videre!
Ministeriel handlekraft og 96% målet er skrottet
Ministeren har afskaffet det fælles styringsmål for inklusion. Men hvad der er kommet i stedet skræmmer: "øget fokus på den enkelte elevs faglige progression og trivsel"
Ellen Trane Nørby har dermed blot slået endnu flere søm i ligkisten på det, der burde være folkeskolens DNA: Fællesskabets ansvar for rummeligheden.
Signalet er jo tydeligt: Din faglige progression og trivsel er først og fremmest den enkeltes problem.
Målstyringen mod det magiske tal på 96% er væk og godt nok for det. Ingen savner det vist.
Hvad siger et enkelt tal os dog også?
Men målet var dog fællesskabets mål. Nu er det alene op til dig og mig, at kæmpe for os selv og vores eget barn.
Behandlingskrævende holdningsangst
Minister, Folketinget, lærerforeningen, patientforeninger, kommunerne og alle andre aktører omkring folkeskolen er angste for at have en sammenhængende holdning til inklusion.
De frygter, at den vil bringe dem på kant med deres vælgere, medlemmer og chefer. Og så vil de tabe næste valg, miste deres job, magt og indflydelse.
Men folkeskolen er det vigtigste fællesskab i det danske samfund og netop ved at gemme de vigtige samtaler og diskussioner bort bliver det hele meget værre.
Alle aktører om folkeskolen burde i tvangsbehandling for angsten til holdninger.
For drømmen om det bedre samfund visner. Tilbage er kun den enkeltes kamp for overlevelse.
Inklusion er nødvendigt, af menneskelige og samfundsmæssige årsager.
For mere end noget andet er den inkluderende folkeskole i stand til at skabe det samfund vi drømmer om.
