Udredningsretten har øget hastigheden i det børnepsykiatriske system og i konkurrencestatens logik er det genialt, for sygdom er en risiko for den enkelte og skal behandles effektivt.
Men det kan ende helt galt.
Hele tænkningen bag truer med at ødelægge alt det gode.
Det står soleklart efter den seneste uges debat.
Sidste år rejste jeg min bekymring over udviklingen med børnepsykiatriens styring og jeg gav tre bud på forandring, der kunne hjælpe.
Forleden lagde Dagbladet Information spalteplads til unge læger og psykologer fra børnepsykiatrien, der tog bladet fra munden og råbte vagt i gevær.
Nu bliver der igen slået på børnepsykiatrien og det er synd. For problemet er ikke psykiatrien, men statens tækning om den.
Angst, depression, selvskadende adfærd og skolevægring
Flere og flere børn får brug for psykiatrien.
I KKR Hovedstaden, der er et regionalt led i KL’s organisation har man lavet en analyse af problemet i forbindelse med deres udviklingsstrategi. I analysen hedder det:
En af forklaringerne er, at det i psykiatrien er blevet mere almindeligt at beskæftige sig med børn og unges psykiske lidelser – i takt med at der er sket en aftabuisering af børn og unges psykiske sygdomme. Det har fået forældre til at blive mere opsøgende, hvis deres barn mistrives, og patientforeninger (blandt andet for ADHD og angst) er blevet mere synlige. En anden forklaring er, at der er kommet en langt bedre beskrivelse af psykiske sygdomme med nye diagnosemanualer.
At ADHD-foreningens og Angstforeningens arbejder for at skabe bedre vilkår for børn, der har det svært udpeges som medvirkende årsag til flere sendes ind i psykiatrien og får brug for hjælp i systemet, taler for sig selv. Men resonnementet er virkelig bekymrende: Der står, at aftabuisering og forældres interesse for deres børns trivsel og mistrivsel fører til øget pres på systemerne.
KKR Hovedstaden anerkender, at man i kommunerne ser flere børn med psykoser, angst, depression, selvskadende adfærd og øget tendens til skolevægring.
Det burde være grund til selvransagelse i det kommunale system, men man gør det modsatte:
Endelig bunder forklaringen også i en større samfundsudvikling, hvor der generelt stilles større, men mere løst definerede krav til børn og unge, hvilket kan påvirke børns og unges psykiske tilstand.
Konkurrencestatens logik træder nu helt tydeligt frem: Det er "samfundsudviklingen", der skaber problemerne for systemet.
Vi, der har plejeansvaret, skal til stille tydelige, entydige, enkle og præcise krav til systemets børn.
Disciplin og orden er tidens løsen, og der bør kun stilles krav alle kan leve op til.
Altså ensrettede krav.
Det sublime, det skæve talent, den der skiller sig ud, må rette ind.
I konkurrencens logik ønsker vi alle at gå ad samme vej.
Der er noget, der hjælper
Hver gang jeg med et af mine børn i hånden har måttet gå de tunge skridt ind gennem døren til børnepsykiatrien, er jeg blevet mindet om noget.
For selvom diagnosen og den afklaring den ville give nok betød noget for os og selvom vi havde brug for adgangsbilletten til systemets serviceydelser for at få den nødvendige hjælp, så damper varmen ved diagnosen hurtigt af.
Det, der hjælper mit barn er nemlig ikke udredningen og diagnosen.
Det er når mennesker bryder ud af de stive rammer og kærer sig for os. For mit barn.
Når mennesker i systemet tør være virkelig nysgerrige på, hvad der er kernen i hans problemer.
Når de tør bruge deres faglige viden.
Når de tør handle på det de fornemmer, tror og ved.
Diagnosen og udredningen er selvfølgelig ikke uvæsentlig. Tiden fra problemet erkendes til afklaretheden er på plads, er det heller ikke.
Men det, der gør forskellen er noget helt andet.
Reframing til sundhed
Børnepsykiatrien er for længst er den blevet prügelknabe for næsten alt, hvad der går galt omkring børn, der ikke performer i konkurrencen.
Udredningsretten og dens implementering er et sygt eksempel på, hvor langt ud vi kan komme når vi forfølger en syg styringslogik.
Den truer derfor med at gøre det gode skidt og det slemme værre.
Det er ikke rimeligt.
Det er ikke i orden!
Vi dyrker en primitiv forståelse af trivsel som evnen til at producere og vi er alt for optagede af det forkerte og afvigende. Med udgangspunkt i alt det syge prøver vi at bygge de ressourcer ind i vores børn.
I stedet for at give børn og deres forældre en ret til at kende navnet på sygdommen, burde vores børn have noget andet: Ret til hjælp til at have det godt.
Vel at mærke: Have det godt med sig selv.
Der er brug for en kulturændring:
Kære Sophie Løhde,
Slæk på udredningsretten og lad os sammen begynde at flytte fokus om børnepsykiatrien fra sygdom til ægte sundhed: At vores børn har det godt med sig selv og andre.
Bedste hilsner
Anders Dinsen
Far
