Blandt venner og bekendte forældre og pårørende til udsatte og psykisk sårbare børn oplever jeg, at de gode løsninger for børnene skal findes på trods. Man tilkæmper sig en diagnose på sit barn og må med den i hånden slå døre ind. Er man heldig at møde fagprofessionelle, der har mod til at sige fra eller på, ja så kan det lykkes.
Ellers er det næsten uendelig svært at komme igennem.
Læs også Anders Dinsen
Det er synd, for der spildes vigtige ressourcer i systemet på at rende efter kortsigtede mål, der ikke hjælper i det store billede.
Overlæge og psykiater Nina Tejs Jørring kritiserer styringen i børnepsykiatrien i sit første blogindlæg her på DenOffentlige.
Hendes indlæg er vigtigt, for netop styringen er et regime med følgeskader: Ikke blot i børnepsykiatrien, men i alle de dele af velfærdssystemet, hvor der praktiseres kontrol og styring.
Det er på tide, at vende systemerne og styringen mod det, der hjælper børnene i længden.
Elverhøj og børnepsykiatri
Husk da Olsen Banden skulle begå deres store kup på det Kongelige Teater. Egon havde en genial plan, der var koreograferet stramt til ouverturen til Elverhøj, men som også byggede på, at faggrupperne på teateret ikke kunne udstå hinanden.
På grund af samarbejdsproblemer i det gamle teater kunne Olsen Banden uset at slippe forbi vagter, nedbryde tilmurerede døre og tømme et pengeskab mindt under forestillingen.
Velfærdsstat eller velfærdssamfund
Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.
Følg artikler og indlæg på temasiden her.
I filmens verden er den slags rigtig sjov og giver det store udbytte. Vi griner ad samfundskarikaturen og de tilmurede passager i systemet, fagfolk, der har opgivet det de måske engang brændte for og skrankepaver, der er alene er optaget af deres eget.
Men jeg kan fortælle, at når man selv står i det, så er det slet ikke sjov at opleve, at det system som burde hjælpe fostrer modarbejde og barriereopbygning, og at ens eget barn og den familie, der dybest set er roden til alt, hvad man lever for, er ved at gå til af stress på grund af evindelige kampe med systemet.
Kvik-diagnoser og ventelister
Styring er ikke kun af det onde. I børnepsykiatrien har stram styring resulteret i både synlige og relevante resultater:
I de sidste 10 år har man for eksempel nedbragt ventelisterne markant.
Jeg kender ingen, der ønsker sig tilbage til de tider, hvor børn kunne stå mere end et år på venteliste mens de blot fik det værre og ingen i hele verden kunne få specialister til at tage tid ud af kalenderen til at vurdere, hvor galt det egentlig stod til og, hvad der mon kunne gøres.
Men ventelistenedbringelsen er kun en lille sejr og nu truer fortsatte effektiviseringsmål ad samme bolgade med at gøre problemerne værre.
På det sidste er psykiatrien nemlig af Folketingets politikere blevet sat ind i en endnu strammere ramme, hvor diagnoser, der jo kan være komplekse at stille på børn, der tilpasser, vokser og udvikler sig hver eneste dag, nu skal falde indenfor fire uger.
Det kræver et fagligt hastværk, der aldrig er set før og giver grund til bekymring.
For, hvad skal vi stille op med den stigmatisering, der følger med en hastigt stillet diagnose, der hænger på barnet i årevis?
Kan fagligheden bevares i hastværket?
Og nytter lyn-diagnoserne overhovedet i samarbejdet omkring barnet, eller vil en folk i det sociale system og på skolerne ikke bare slå bak overfor det de vil opleve som ”kvik-diagnoser”? Diagnoser, som man vil tænke kan være trukket i en automat?
Hvad vil velfærdssamfundet egentlig?
Når et barn rammes af psykisk mistrivsel, så må det være samfundets mål, at barnet og familien fredes og oplever en sammenhængende indsats. At de professionelle i psykiatrien, i børneforvaltningen i kommunen, i skolen og hos den praktiserende læge slår ring, og at alle instanser samarbejder i det omfang det er nødvendigt og familien ønsker det.
For barnet og familien er jo i krise og leder efter veje ud af krisen. Det er åbenlyst at systemerne skal samarbejde for at sikre at hjælpen, der gives er optimeret, sammenhængende og leder i den rigtige retning.
Men det mål er røget helt ud af fokus.
I stedet kvæles velfærdssystemet under suboptimering, der er nødvendig for at man kan leve op til de kortsigtede landspolitiske statements.
Forandringsideer haves
Vi er nødt til at kræve forandring. Ikke en revolution, men ændringer i to-tre trin:
1) Gå efter optimal behandlingskvalitet. Første skridt er at reformere styringen. Det logiske vil være, at måle og styre børnepsykiatrien efter at opnå optimal behandlingskvalitet. Belønne indsatser som der er evidens for virker og ikke fokusere på hurtig diagnosticering, der aldrig har haft værdi i sig selv. Det vil kræve nye analyser og målinger på børnenes udvikling, men det kan lade sig gøre uden at politikerne behøver at slippe kontrollen helt med arbejdet i systemet.
2) Begyndende omorganisering og mere samarbejde. Andet skridt er at begynde at rive mure ned i systemet og effektivisere samarbejdet på tværs. Det er ikke nødvendigvis de radikale løsninger, der her eer krævet, men der skal åbnes op og tages initiativ til mere videndeling og samarbejde i systemet: Fælles fagkonferencer, tværgående samarbejdsaftaler og tværsektorielle brugerråd er noget af det jeg har set virke. Og så skal problemerne i lovgivningen rejses og løses: Virkeligheden er jo, at også loven sætter barrierer fordi servicelov, folkeskolelov og sundhedslovgivning er skrevet ud fra helt forskellige målsætninger og tankesæt.
3) Det tværgående system. Tredie skridt er at ombygge systemet så der sikres flerårlige bevillinger til sammenhængende og evidensbaserede forløb for det udsatte barn. Forløb, der inddrager alle parter omkring barnet i forpligtende dialog og samarbejde, og som bygger på den viden vi har om, hvad der faktisk hjælper udsatte og sårbare børn og deres familier bedst. I psykiatrien og i den sociale sektor. Pengene skal følge barnet, i stedet for som nu at være isoleret i seperate budgetter i den enkelte sektor.
Skal vi komme i gang?
