Effektivisering giver medicin særstatus over anden behandling

Medicin før anden behandling til børn og unge med psykiske lidelser. Det er virkeligheden i psykiatrien, hvor jeg arbejder, skriver blogger Nina Tejs Jørring i sit første indlæg.

For nogle måneder siden talte jeg med en kollega i psykiatrien. Hun havde haft en familieterapi, hvor far og søn fortalte, at de på eget initiativ havde sat dosis på sønnens medicin ned.
 
”Nu kender vi vores ADHD’er meget bedre, og vi har lært at tackle dem” havde faderen sagt.
 
Familien så det som en sejr. Nu kunne sønnen selv at tackle sin ADHD.

Anders Dinsen om velfærd, inklusion og systemer

Anders Dinsen blogger på DenOffentlige om velfærd, inklusion og livet som bruger af offentlige services.
 
Læs mere om Dinsen og hans tankevækkende blogindlæg her.
 

Når den slags sker, er det sjovt at være børne- og ungdomspsykiater! Men det er for sjældent mine kollegaer får lov at give familieterapi, for det tager tid, og tid har vi ikke meget af i børne- og ungdomspsykiatrien.

Vi er nødt til at tage et opgør med rå ydelses-styring af psykiatrien, for vi tvinges efterhånden til konsekvent at prioritere medicin frem for anden behandling. Jeg er stor tilhænger af medicin, så det her er ikke for eller imod medicinering. Det er mere imod ydelses-tænkning før behandling. 
 
Når jeg som børne- og ungdomspsykiater skal vælge mellem forskellige typer behandling tvinges jeg af systemets indretning til at rette blikket på den behandling der tager mindst af min tid. Så tilbyder vi medicin og ser bort fra psykoterapi, familieterapi, miljøterapi, sociale foranstaltninger, specialskoler, hjemmebesøg, netværksarbejde osv. Det skyldes den særstatus medicin har i det ydelsessystem vi styres af .
 
Det kan naturligvis aldrig være til diskussion om et barn eller en ung skal have tilbudt medicin, hvis lægen vurderer, at det kan hjælpe. Men ikke-medicinsk behandling, som f.eks. familieterapi, netværksarbejde osv. ydes kun sjældent i dag, og det skyldes først og fremmest et absurd fokus på excelark, styring og kortsigtede økonomiske hensyn. 
Rockwool Fondens forskningsenhed skrev i 2014, at der fra 1999 til 2013 er sket en stigning på godt 1800 % i antallet af børn (0 til 19 år), der modtager medicin for ADHD. Jeg ved ikke hvor mange af de børn og unge der også får hjælp i skolen, eller hvor mange af deres forældre får hjælp til at tackle familielivet med ADHD. Men antallet af behandlere i psykiatrien er ikke steget med 1800% i samme periode.
 
I vores anbefalinger af behandling af ADHD står der bla.: Den ikke-medicinske behandling kan afhjælpe symptomer som indlærings- og adfærdsvanskeligheder og har en positiv effekt på komorbide symptomer som angst og depression. Den ikke-medicinsk behandling bør derfor altid indgå i den medicinsk behandling af ADHD. (Houmann et al., 2014) 

Men det sker bare ikke altid. Hvorfor?

Det skyldes formentlig det faktum, at medicin betales af en anden kasse end psykoterapi. Og når medicinudgifterne stiger, må man skære ned på personalet. Det personale som ellers ville have kunne yde psykoterapi  og anden ikke-medicnsk behandling  
 
Fra Danske Regioners generalforsamling den 23. April 2015 kan jeg læse følgende:  Når det gælder den medicin, patienterne selv køber, steg regionernes samlede medicintilskud med rundt regnet 100 millioner kroner sidste år. Og det var en overraskelse, for da regionerne indgik økonomiaftale med regeringen, var der ventet et fald på 250 millioner kroner. 
 
Man måler på kvantitet
Ledere i psykiatrien måles på hvor mange patienter vi ser hver dag. De måles desværre ikke på hvilken type behandling vi giver borgerne, om vi hjælper hele familien, om vi støtter barnets skole, om vi tænker på alle aspekter af barnets liv, og om vi bruger alle de muligheder der er for at hjælpe barnet og den unge. Nej, ledere i dag måles på kvantitet selvom det er kvaliteten, der i sidste ende afgør, om en patient får det værre eller bedre. 

I psykiatrien handler det om mennesker og om hjælpe mennesker med at få en bedre livskvalitet. Alligevel måler man mere på, hvor mange patienter, der løber gennem døren hver dag, end om de får et bedre liv, får gavn af vores behandling. Det er da absurd. 

Derfor tvinges vi mere eller mindre frivilligt til at vælge den type behandling der går hurtigst: Udskrivning af medicin. Mange steder i landet er det f.ek.s blevet forbudt for behandlerne at tage ud til møder på skolerne, fordi det tager for meget tid.
 
Så kan vi se flest muligt patienter. Så må vi lukke øjnene for, om det nu også er den bedste behandling, og sige pyt med om vi kunne have gjort det endnu bedre på andre måder.
 
Det handler om stille diagnosen, ikke om livet med diagnosen
Vi ved, at forældrene er de vigtigste positive faktorer for om børn og unge får et godt liv - også for børn og unge med psykiske lidelser. 
 
Forældrene er ikke problemet. De besidder nøglen og har de stærkeste kort på hånden, når et barn eller en ung skal hjælpes. Derfor skal vi inddrage forældrene. De er systemets bedste samarbejdspartnere til at hjælpe et barn med psykiske vanskeligheder, og et godt samarbejde med forældrene hjælper samtidig forældrene til at trives på trods af psykisk sygdom. 
 
Vi har bare ikke - endnu! - en pille, som vi kan give forældrene samtidig med at vi medicinerer deres børn.   De skal altså have en anden form for støtte og hjælp. Det kan de få, når vi mødes med dem på skolerne, i hjemmet, og hos os. De kan bla. hjælpes med familieterapi,. Men det er der ikke tid til.
 
Vi ved, at der findes effektiv familieterapeutisk behandling til familier, der er belastet af psykisk sygdom. Men familieterapi bliver i høj og stigende grad valgt fra. For systemet måler ikke på hvad der er godt for barnet, systemet kan ikke tænke i relationer, følelser, glæde eller sorg, det vil kun forholde sig til tal, og tal der skal stige.
 
Det undrer mig, for vi ved, at familieterapi er en effektiv behandling. Ja, faktisk så effektiv, at hvis var det en dyr medicin ville det give ramaskrig, hvis excelbesparelser forsøgte at skære medicinen væk. 
Ingen vil prioritere hvilken medicin vi skal bruge, så vi prøver at effektivisere os ud af det økonomiske problem. Men så kommer vi til at ned-prioritere al anden behandling. Er det nu så fornuftigt?
 
I dag står vi med en psykiatri, hvor man måler på hvor hurtigt vi kan ekspedere folk gennem systemet, ikke på det liv patienten får med sin diagnose. 
 
Selvfølgelig er der mange, der ikke lader sig styre af systemet, og virkelig hjælper deres patienter og deres forældre, men det er ofte på trods af systemet. Det er en daglig kamp, at “være civil ulydig” eller lave “krumspring”, for at “snyde med ydelserne”. Det er trættende og tidskrævende.
 
Det, tror jeg, bliver meget dyrere for os allesammen på den lange bane. Så skulle vi ikke sammen finde nogle andre måder at måle kvaliteten af vores arbejde? Bygge et andet ydelses-system op, et der hjælper os med at hjælpe børn og unge med psykiske lidelser? 
 
Emneord: Nina Tejs Jørring, Børn og unges velfærd, Børn og unge med særlige behov, Udsatte børn og unge, Psykiatrien, Diagnoser, Velfærdsdebatten
Nina Tejs Jørring på DenOffentlige.dk Psykiatrien er ikke længere tabu, men det er stadig voldsomt stigmatiserende at have en psykisk lidelse. Det skal ændres. Mennesker med psykisk sygdom skal behandles med samme respekt og omsorg...
Aktivitet: Artikler: 34 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 25.11.15 Susanne Holgaard
    Enhver ansat har et ansvar for sine handlinger..........

    Yderst sjældent står en ansat i psykiatrien frem og står ved hvad der foregår, set med vedkommendes øjne, udfra egen erfaring.
    Det er savnet, og det er undskyldningerne fra de mange ansatte i psykiatrien som i årevis har udøvet tvang og pres på børn, unge og voksne, med en antagelse om at det er individet som er sygt, også.!
    Værst er det når mennesker, uanset alder, påtvinges diagnoser og tvangsmedicinering, men også når forældre ikke har tid og overskud eller vilje til at erkende at børnene reagerer på det som sker omkring dem, f.eks. en splittet familie, presset fra mange krav til såvel institutionsbørn og skoleelever plus den angst de voldsomme begivenheder som er sket i verden de seneste to årtier har medført for mange af os.
    Jeg mener desuden at den megen brug af internettet og særligt til destruktive spil har haft enorm indflydelse på mange ensomme og særdeles følsomme børns adfærd.
    Som ansat i psykiatrien har du og andre et ansvar for enhver handling I gør mod de borgere som frivilligt eller ufrivilligt kommer i berøring med jer !
    På samme måde har jeg et ansvar for det jeg gør i mit job, men du har ret i at vi har en meget forkert politik på psykiatri - og sundhedsområdet generelt.
    Jeg har også arbejdet med sundhedsbehandling og interesseret mig personligt for sundhed og sygdom og forebyggelse på alle områder, i tre årtier, men med et ganske andet focus end det som det etablerede sundhedsvæsen præsterer at fremvise.
    Jeg er ked af at vi som er placeret, uddannelsesmæssigt i katagorien, alternative behandlere, er skubbet fuldstændig ud af muligheden for at yde en tiltrængt hjælp i det offentlige sundhedssystem, for, og jeg kan her kun tale af egen erfaring, har en viden som er meget omfattende, og har haft mange års muligheder for at undersøge i dybden, hvilke mekanismer der kan ligge til grund for diverse symptomer, også dem I psykiatere katagoriserer som psykiske.
    Jeg mener dog at I tager alvorligt fejl i mange tilfælde, og jeg har alt for mange eksempler på dybt kritisable fejlbehandlinger, og det tiltrods for at folk har forsøgt at råbe jer op i årevis.
    I har en stor del af ansvaret - I tjener jeres penge på at diagnosticere og uddele medikamenter, og særligt alvorligt er det de gange nogle af jer har stået overfor et individ, som VED at vedkommende vil blive syg af den form for behandling I har påtvunget vedkommende. DET MÅ SIMPELTHEN IKKE SKE, men sålænge flertallet af jer der er ansat i systemet, ikke indser jeres egne fejl og det ansvar I har for jeres handlinger, og ændrer adfærd, og gør politikerne klart at det er helt galt med al den medicin, så sker der intet.
    For i må jo være klar over, at mange af de der har været påtvunget jeres selskab, er så traumatiserede og angste for jer, at det kan tage dem mange mange år, at finde selvtilliden frem igen, og komme til orde. !!!
    Gøtsche har taget nogle skridt i den rigtige retning, og godt for det, men hvor mange ansatte i psykiatrien går rundt med et stift smil på læberne og synes de gør et helvedes godt job, uden overhovedet at se indad, og lære at respektere at symptomer der ser ens ud hos to individer , ikke nødvendigvis kræver samme behandling.
    Jeg har eksempler på en kvinde som blev hentet ind på en lukket afdeling, og kun havde det tøj hun havde med sig da hun kom ind. Da hun fik menses, og ikke ville gå i hospitalets tøj, og slet ikke ville være der, men var blid som et lam, blev hun beordret ind på "hendes stue" for de ansatte mente hun skræmte de øvrige indlagte !!! Da hun med krydsede arme og alene sin kropsvægt som modstand blev presset ind på "stuen", og derefter blev lagt i bælte og medicineret, blev der i rapporten anført, af psykiateren, at det skyldtes at hun var "farlig".
    Jeg beskriver her en kvinde som var dybt følsom, fyldt med et ønske, at blive behandlet som det kærlige individ hun var, og blive mødt med venskabelighed og respekt fra de ansatte. Hun var i chock da hun mange år senere fik aktindsigt og læste hvad der stod.....
    Jeg ved at du skriver som børne psykiater, men når også børn presses til psykiatrisk behandling af både de forældre som skal beskytte dem mod overgreb , og af ansatte i psykiatrien, så vil jeg mene at det i mange tilfælde må opleves som overgreb , af børnene.
    Børn har ingen rettigheder, når først systemet går i gang med sygeliggørende behandling af børnene, hvilket sker, frem for - og der har du ret, politisk at skabe nogle rammer som tilgodeser at børn og voksne er følsomme mennesker, som ikke kan klare konstant at skulle præstere og yde og yde og yde, for at passe ind i nogle rammer, som er sat af ..... tja, af hvem ? Af de voksne, af politikerne, af alle de der hver dag , for at tjene penge til at overleve, foretager valg som er skadelige for dem selv og de mennesker de arbejder med og for.... det handler om selvindsigt, helt ind i det aller inderste i hver af os. Ellers kan vi ikke se andre mennesker for bare fordomme, tro og uvidenhed.

  • 14.11.15 Nete Holbak
    Ydelsesregime som skvalderkål - det kvæler alt andet

    Kære Nina. Tak for du er sprunget ud som blogger. Så deles dine erfaringer med mange. Og tak for så modigt at berette fra en hverdag, hvor god, behandling der hjælper børn og familier i hverdagene efter diagnosen nærmest kræver krumspring og "ulydighed". Det er bizart, at det, der virker på langt sigt modarbejdes fordi patienten skubbes ud til medicinkassen, hvor andre betaler. Lad os håbe, der er andre der går med dig i arbejdet med at få afdækket, hvordan man kan afværge bivirkningerne ved excellittis! Man kan som bekendt kun ændre det man tør se i øjnene!

  • 13.11.15 Anne-Marie
    Oven i købet afhængighedskabende medicinsk behandling

    Fin artikel om de mekanismer, der bestemmer, hvilken behandling der gives - mekanismer som så absolut ikke resulterer i den bedste behandling for patienten.

    HVIS det beskrevne er fakta (at psykiateren tvinges til at vælge medicin fremfor andre lige så gode eller bedre behandlingsmetoder), og HVIS Peter Gøtzsche har ret i sine påstande om, at disse psykofarmaka er både afhængighedsskabende og hjerneskadende (og det er der meget forskning, der tyder på, at han har), så er det jo en helt ufattelig tragedie og skandale, for så påtvinger man via sine effektiviseringsbestræbelser et meget stort antal børn en afhængighedsskabende og hjerneskadende behandling.

    Hvordan kan dette få lov at passere?

    Måske et eksempel på, at øget gennemsigtighed vedr. partistøtte og interessekonflikter (direkte og indirekte) er en uomgængelig nødvendighed, hvis vi skal have et velfungerende sundhedsvæsen, der styres af patientinteresser og ikke af erhvervsinteresser.

  • 12.11.15 Mads Bank
    Eviodens og new public mannagement disponerer for medicinske løsninger

    Kære Nina . Tak for en velskrevet og nødvendigt indlæg. jeg vil blot erklære mig enig og supplere med at der er solid forskning der viser at den fremherskende styring gennem evidens og kortsigtede økonomiske indikatorer - sandsynliggør og fremmer - former for behandling der reducerer komplekse sociale, psykiatriske og psykologiske problemer til individuelle problemer der skal løses med medicin. Det gælder både ADHD som du nævner - men også hele social området. Problemet er naturligvis at vi ikke får løst de virkelige og grundliggende problemer, men skaber borgeren som en patient der igen og igen må i forskellige former for behandling - fremfor at arbejde med a danne en kompetent borger der hjælpes til at løse sine egne problemer i samspil med de sociale netværk og det sociale system. Det er jo den den egentlige opgave vi må have for øje i udviklingen af velfærdsstatens institutioner Vh Mads Bank Phd i psykologi

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også