Diana Vang. Foto: Anders Dinsen
Diana Vang. Foto: Anders Dinsen

Velfærdskommunisme

Velfærd

13/9/13 9:30

Anders Dinsen

Diana passer ikke ind i normen af mennesker. Passer ikke ind til arbejdsmarkedet og passer ikke ind kasser, der skulle hjælpe når der er brug for det. En stor gruppe af mennesker er ufrie til at være sig selv.

Mange af mine venner lever på kanten af samfundet. Min ven Diana skrev følgende status på Facebook fornylig:

Jeg passer ikke ind i normen af mennesker. Passer ikke ind til arbejdsmarkedet og passer ikke ind i nogen kasse som skulle hjælpe når vi har brug for det. For syg til revalidering og for rask til flexjob eller førtidspension. Lige meget i hvilken kontekst jeg befinder mig er jeg lige midt imellem. Jeg er simpelthen træt, brugt og gider ikke mere. Velfærd... jepp, hvis du er velfungerende og har penge... resten af os kan lige så godt ligge os til offentlig skue i rendestenen og dø. De velfungerende som tror på systemet idag er alligevel pisse ligeglade og vil blot jokke henover os. Kære verden. Rend mig!

Diana er langt fra alene med at have det sådan. Langt fra alene med at opleve at blive jokket på. Langt fra alene med at falde mellem stolene og langt fra alene med oplevelsen af at velfærd kun er for dem, der er velfungerende.

Der er en stor gruppe mennesker i Danmark, der ikke er frie til at være sig selv. Ikke er frie til at følge deres ambitioner. Ikke er frie, fordi der simpelthen ikke er muligheder for dem. I stedet for at hjælpe har samfundet opbygget kontrolsystemer, der har som et tydeligt bagvedliggende, men uudtalt mål at følge op på at hvert enkelt menneske i Danmark lever op til vores fælles normer for god opførsel.

Mange synes at være enige om at det ikke er en effektiv og god måde at hjælpe på, men hvorfor har ingen evnet at ændre systemet endnu? Historien rummer ellers gode eksempler på, hvad kontrol gør ved mennesker og samfund.

Flugten fra østeuropa

For snart 30 år siden flygtede min halvfætter fra sit hjemland. Han var født og boede i Østtyskland, hvor et totalitært regime styrede, hvor kontrol og overvågning var dagligdag og sat fuldstændig i system. Det kunne min halvfætter ikke holde ud og han flygtede til et sted, hvor han kunne få lov at være sig selv: tænke, tale og handle frit.

Han valgte en mørk og måneløs nat til flugten, iklædte sig våddragt, kravlede i en gummibåd og roede ud på Østersøen. Det var få år før Muren faldt, men det vidste han ikke, og han havde fået nok. Han ville til Vest.

Flugten var ikke uden dramatik, for han tabte orienteringen ude på Østersøen og måtte ro tilbage mod land. Først efter at han var kommet i land, opdagede han at han var i Vest og at hans nye liv uden overvågning og kontrol, med fri tanke og handling, kunne tage sin begyndelse.

Min halvfætter i 80'erne og Diana i dag er to sjæle i samme mentale fængsel. Jeg ved positivt, at rigtig mange mennesker i Danmark har det som Diana, der skrev ovenstående ord på Facebook, og jeg tænker at de burde gøre som min halvfætter: Flygte til et frit land.

Bidrag eller gå i fængsel

For de er ikke frie: De lever på kanten af samfundet uden ret til at være sig selv og tage ansvar for sig selv, og de bliver fastholdt ”på kanten” indtil de er banket på plads. Banket på plads til hvad? Jo, det danske samfund håber at de en dag med påtaget smil og positiv tale kan holde op med at føle sig triste og handlingslammede, og kan tage sig sammen og bidrage til samfundet uden hele tiden at brokke sig og stille krav.

En overgang efter ungdomsoprøret i 1968 og op gennem de dekadente 80'ere så det faktisk ud til at det moraliserende samfund, der fordømmer afvigere og kun hylder gode og stærke rollemodeller, var blevet sendt til tælling. Men gennem de sidste år har vi i Danmark til perfektion udviklet et samfund, der sætter moral over det enkelte menneske. Et system, der er så stærkt, at enhver med udfordringer er afhængig af, at samarbejde med det og de mennesker, der er beskæftiget med at passe det...

Flygt eller kæmp

I det ydre er vi ellers meget frigjorte. Det er blevet noget nær en folkesag at kæmpe for bøsser og lesbiske, ligesom det er blevet legalt at være selvtilfreds og stolt. Men lige under overfladen lurer sandheden om danskerne: Vi er blevet mere snerpede og ekskluderende end nogensinde overfor mennesker, der ikke overholder normen.

Vi kunne flygte, alle os, der enten er på kanten eller brænder for det inkluderende samfund, til et land, hvor værdierne er anderledes. Jo, sådanne lande med muligheder og plads til forskellighed findes skam!

Men vi kan også blive og kæmpe: Kæmpe for at få gennembrudt muren, der holder dem, der lever på kanten fra at deltage aktivt i samfundet.

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce