Dyne-Larsen raser over Region Nordjylland: Truer med at flytte kæmpe golf turnering

Politik

21/03/2016 19:04

Nick Allentoft

Region Nordjylland står til at miste et af sine allerstørste events. European Tour turneringen "Made in Denmark" - som Lars Larsen står bag - truer med af flytte til København. Årsag: Støtten bliver pludselig skåret med millioner. "Jeg kan ikke samarbejde med løgnere," siger en rasende Lars Larsen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

“Jeg kan ikke samarbejde med useriøse halvløgnere eller helløgnere, for det er jo det de er. Så nu må vi flytte det, og hvis vi så skal til at have det til København, så må vi gøre det,” siger en rasende Lars Larsen til TV2 Nord.

Erhvervsmanden taler direkte ud af posen i et interview med TV2 Nordjylland. Anledningen er, at regionen med kort varsel har meddelt at støtten til Danmarks største golfevent, Made in Denmark, bliver 2 millioner i stedet for som sidste år 7.5 millioner. Turneringen skal afholdes for tredie år i træk i august og tiltrækker nogle af verdens dygtigste golfspillere samt et publikum på op mod 100.000 mennesker.

                 FÅ VORES NYHEDSBREV. KLIK HER.

“Vi har et princip om at vi giver fødselshjælp, og nu har de fået et stort beløb to år i træk. Derfor mener vi socialdemokrater, at så kan vi godt skære ned. Regionsrådet har ikke besluttet på noget tidspunkt, at der skulle gives et fast beløb,” siger Henrik Ringbæk Madsen, der er formand for Region Nordjyllands udvalg for regional udvikling til TV2 Nord.

Men det er Lars Larsen altså voldsomt uenig i, og han får opbakning fra flere regionsrådsmedlemmer.  

“Vi har ikke haft en anelse om, at vi ikke skulle støtte med samme beløb. Da vi lagde budget i sommeren 2015, gik vi ud fra, at vi skulle bruge 7,5 millioner kroner. For mig hænger det slet ikke sammen. Jeg kan sagtens forstå, at Lars Larsen føler sig snigløbet,” Per Larsen fra Det Konservative Folkeparti til TV2 Nord.

En af forklaringerne på at Regionen skulle stå frit til at justere sit tilskud er, at den ifølge loven kun må støtte projekter et år ad gangen. Men den forklaring afviser Lars Larsen. Han fortæller, at arrangørerne er blevet lovet støtte tre år i træk, for at kunne etablere den internationale event.

Balladen har fået flere nordjyske aktører på banen, for golf-eventen har stor betydning for det nordjyske, fortæller borgmester Knud Kristensen fra Vesthimmerland Kommune.

“Made In Denmark betyder rigtig meget for Vesthimmerland, men også for hele Nordjylland. I de to forgange år har det været en sand folkefest, og det har givet vores område en hel del omsætning og synlighed. Derfor håber jeg, at parterne på ny sætter sig sammen og finder en løsning, for hvornår får vi igen en så stor begivenhed til Nordjylland,” spørger borgmesteren.

Samme toner lyder fra VisitVesthimmerland og Himmerlands Udviklingsråd. Her opfordrer man Region Nordjylland og folkene bag Made In Denmark til at finde en løsning.

“Made In Denmark er en kæmpe markedsføringsplatform for hele det vesthimmerlandske turisterhverv og betyder samtidig utrolig meget for vores slagkraftighed i hele Nordjylland. At vi kan løfte en så stor event viser også, at vi som område bliver anerkendt og bidrager til et godt produkt til glæde for mange,” siger turistchef i VisitVesthimmerland, Jimmi Petersen, og får opbakning fra Himmerlands Udviklingsråd.

“Et fortsat stærkt samarbejde mellem Region Nordjylland og Made In Denmark er lig med erhvervsudvikling i hele Nordjylland. Derfor opfordrer vi til at parterne mødes, så Made In Denmark kan fortsætte i Himmerland,” siger erhvervschef i Himmerlands Udviklingsråd, Dan Skovgaard.

Da eventen blev lanceret i 2013 var det med store visioner.

“Vores idé var at skabe et koncept med en marketingsprofil der fokuserede på dansk design, dansk turisme, dansk innovation og Danmark som helhed. Det synes vi i høj grad er lykkedes og på de næste side af dette prospekt vil du kunne læse alt om tanker og idéer der er mundet ud i et koncept omkring en turnering der er blevet døbt; Made in Denmark,” sagde Lars Larsen da golfturneringen i 2013 opnåede at blive en del af den professionelle European Tour.

Turneringen blev første gang afholdt i 2014, og dermed skulle støtten for 2016 være tredie og sidste gang.

En rapport fra University College Nordjylland og VisitDenmark har ifølge TV2 Nord slået fast, at Made In Denmark i 2015 skabte 62,5 millioner kroner i turistforbrug og 83 nye job i lokalområdet.

 

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.