Det var lige ved at smutte både for Regionen og Lars Larsen, da der for nogle uger siden gik politik i regionens vækststøtte til Larsens internationale golfturnering Made in Denmark. De seneste to år har turneringen fået 7.5 mio årligt i støtte, og både politikere og turneringens ledelse havde forventet, at samme beløb skulle falde i år. Men så gik der politik i sagen.
Sagen blev sendt frem og tilbage mellem regionsrådet og regionens vækstforum. Først med anbefaling om at støtte med mellem 2 og 7.5 mio, så med forslag om at lade støtten falde bort og da sagen var varmest truede Lars Larsen med at flytte turneringen helt ud af Nordjylland.
FÅ VORES NYHEDSBREV. KLIK HER.
“Jeg kan ikke samarbejde med useriøse halvløgnere eller helløgnere, for det er jo det de er. Så nu må vi flytte det, og hvis vi så skal til at have det til København, så må vi gøre det,” sagde en rasende Lars Larsen til TV2 Nord.
Forleden landede sagen så mindeligt i Regionsrådet, da Made in Denmark fik en bevilling på 4 mio, og dermed selv må finde 3.5 mio andre steder. Larsen er ifølge en pressemeddelelse fra Made in Denmark tilfreds.
””Selvom beløbet er mindre, end jeg havde håbet på, er jeg glad for, at Regionsrådet anerkender Made in Denmarks betydning for vækstfremme og turisme i Nordjylland” siger Lars Larsen. Læs mere om sagen her Udsigt til millionunderskud Det er tredje gang turneringen afvikles og foreløbigt sidste år i den nuværende kontrakt med European Tour. Det første år skabte turneringen ifølge promoter Flemming Astrup et overskud på 268.000 kroner mens det sidste år var 12.000. Dermed er der udsigt til millionunderskud i år. Ifølge Flemming Astrup, har Lars Larsen med Jysk Holding overfor European Tour og Fonden Made in Denmark stillet de fornødne garantier for projektets samlede økonomi. Promotoren forventer trods Regionens mindre tilskud, at turneringen vil fortsætte mange år endnu, men siger intet om, hvor den vil ligge fremover. ”Vi har en god dialog med European Tour og vores sponsorer, og jeg er ret sikker på, at vi finder en model, så Made in Denmark kan fortsætte mange år endnu. Lige nu koncentrerer vi os dog om 2016 udgaven. Når vi ved mere om fremtiden, skal vi selvfølgelig nok melde det ud” siger Flemming Astrup Made in Denmark 2016 spilles fra 25.-28. august på Himmerland Golf & Spa Resort.