Sygehusdirektør: Lægerne er kritiske over for alt

Ledelse

08/12/2016 12:30

Nick Allentoft

Samarbejdet mellem læger og ledelse på Sygehus Sønderjylland har en helt særlig karakter. Ledelsen har tilsyneladende opgivet at inddrage lægerne i væsentlige beslutninger, fordi lægerne altid er kritiske. Det afslører JyskeVestkysten.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sygehus Sønderjylland har tilsidesat gældende regler og udsat patienter for en større risiko for, at deres blærepolypper kom igen og dermed kunne udvikle sig til kræft. Det skriver JyskeVestkysten, der samtidig afslører et helt særligt samarbejdsforhold mellem læger og ledelse.   

Sagen tager sin begyndelsen i foråret. På grund af lægemangel beslutter den daværende centerchef på Organcentret, Karsten Bech, i april i år at udsætte kontrol af patienter, der tidligere havde fået fjernet blærepolypper.

 

Den beslutning skaber oprør hos lægerne, fordi den bryder med en række faglige regler og kan føre til, at patienter får det værre. JydskeVestkysten er kommet i besiddelse af flere mails, hvor lægerne siger klart fra over for centerchefens beslutning.

Ifølge de mails, som JyskeVestkysten er i besiddelse af, advarer lægerne direkte imod deres chefs beslutning med henvisning til, at "efter en fjernelse af blærepolypper har vi en forpligtelse til, efter gældende danske og europæiske retningslinjer, at gennemføre regelmæssige kontroller pga. en høj recidivrisiko (risiko for tilbagefald, red.). Hos patienter med "høj risiko" skal denne undersøgelse foregå hver 4. mdr. Hvis man ikke gennemfører denne kontrol kan "oversete" polypper udvikle sig til blærekræft," lyder bekymringen fra lægegruppen.

Kort efter beder den sygefaglige direktør sin leder om at ændre beslutningen. Opråbet virker altså, men nu afslører et interview med JyskeVestkysten en dårlig stemning mellem ledelse og læger.    Hvad siger du til lægegruppens kritik af, at de ikke blev godt nok orienteret om forløbet af direktionen, spørger Jyske Vestkystens journalist.   - Det skal vi vel heller ikke. Der var en centerledelse, som skulle tage den kommunikation. Når vi fik korrigeret misopfattelsen af, hvad man måtte og ikke måtte, gik jeg ud fra, at det blev kommunikeret videre, svarer lægefaglig direktør fra Sygehus Sønderjylland, Søren Aggestrup.    Journalisten fortsætter, og påpeger, at der i forvejen var et dårligt samarbejde mellem læger og centerledelsen. Lægerne følte, at centerchefen gik uden om dem og udskød kontrollen, hvorefter du greb ind efter deres opråb, fortæller journalisten, og spørger: Derfor kunne man måske forvente, at I havde taget en dialog med lægerne om, hvad der var sket.   - Ja, det kan man sige, og det skulle vi måske nok have gjort. Men lægerne er meget kritiske over for alt, hvad der foregår omkring dem. Jeg ved, de er blevet spurgt adskillige gange, om ikke de ville tage ansvar for at finde nogle løsninger på mange ting. Det har de ikke villet.   Direktørens reaktion kommer i forlængelse af, at Lægeforeningens formand i Region Syddanmark, Joachim Hoffmann-Petersen, i skarpe vendinger kritiserer Sygehus Sønderjylland i den konkrete sag.    – Jeg anser det som en meget skærpende omstændighed, at man trodser sine egne sagkyndiges råd. Patienterne fortjener en behandling, der følger de retningslinjer, der er på området. Hvis de pågældende læger har påtalt, at retningslinjerne ikke bliver fulgt, synes jeg, det lyder trist og som noget, der kan få konsekvenser for patienterne, påpeger formanden ifølge JyskeVestkysten.   Lægefaglig direktør Søren Aggestrup, der altså gik ind i sagen efter lægernes opråb, siger, at centerchefens beslutning var forkert, men at alt tyder på, at ingen patienter har lidt skade. Han vil dog tage kontakt til patienterne og orientere dem om sagen.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.