Af Lars Goldschmidt, direktør i Dansk Industri
Når jeg bliver spurgt til DI’s forventninger til folkeskolen, så er svaret, at DI forventer, at folkeskolen skal bringe alle børn til toppen af deres potentiale. Vi skal have en folkeskole, der inspirerer og motiverer det enkelte barn til at nå så langt som muligt. Skolen skal sikre, at alle børn har mindst samme videbegær og lyst til læring, når de forlader skolen, som da de kom.
Hvis flere børn skal lykkes efter folkeskolen, er det en klar og indlysende forudsætning, at alle skal lære at regne og læse. Der er meget få muligheder i fremtidens Danmark for analfabeter. Selv arbejdsopgaver som rengøring – som tidligere kunne varetages med kort sidemandsoplæring – kræver i dag, at rengøringsassistenten er i stand til at læse indholdsdeklarationer på de materialer, der anvendes for at bruge dem rigtigt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Derudover skal alle have de sociale kompetencer, der skal til for at skabe noget, der har værdi for andre i samarbejde med kolleger, der er forskellige fra dem selv. Og sidst men ikke mindst skal de støttes i at udvikle de livskompetencer, der sætter dem i stand til at passe på sig selv sundhedsmæssigt og socialt.
Så det korte svar på spørgsmålet til DI’s forventninger til skolen er at danne et solidt fagligt og personligt grundlag for fremtidens kreative og innovative medarbejdere.
Lever dagens skole op til det? I forhold til mange af børnene, ja. Vi får som erhvervsliv rigtig mange dygtige medarbejdere med baggrund i det danske skolesystem. For for mange af børnene, nej. Det er skræmmende så mange, der ikke engang opnår tilstrækkelige sociale og faglige kompetencer til at kunne gennemføre selv den enkleste ungdomsuddannelse. Det kan vi hverken som erhvervsliv eller samfund være tilfredse med. Selv om det går fremad, kan vi i den såkaldte profilmodel stadig se, at en meget stor gruppe aldrig får en relevant uddannelse.
Hvordan når vi så det mål?
Skolen skal tilbageerobre dagsordnen om sin egen udvikling. Der har været en fortvivlende dårlig kommunikation mellem skolen og dens omverden. Omverdenen har i frustration over skolens tilsyneladende manglende fokus på dens udfordringer stillet stadig mere firkantede krav til, at skolen skal dokumentere sine resultater. Skolen har svaret – ”send flere penge og hold jer væk.” Men for at nå målet om en fremragende skole, skal vi gå fra erklæringskrig til stolthed og samarbejde. Det er afgørende, at skoleverdenen tilbageerobrer dagsordnen og formår at give omverdenen troværdige svar på, hvordan man selv skaber et skolesystem, hvor langt flere får succes.
Det er en forandring, der også kræver lyst og vilje til udvikling hos den enkelte lærer. Lærerene skal gives mulighed for at vælge at se sig som ”katedralbyggere” mere end lønmodtagere. Metodefrihed skal bruges til at vælge undervisningsform ud fra den professionelle viden om, hvad der skal til for at nå målet og ikke som et forsvar for at bruge den form, man plejer, og som måske er den eneste, man kan.
I dag overlades lærerne i høj grad til sig selv – ud fra devisen én lærer, én klasse. Seneste analyse fra det Nationale Forskningscenter for Velfærd viste, at kun fire pct. af skolelederne angiver, at de er ’helt enige’ i udsagnet: ”Skoleledelsen er tæt involveret i lærernes undervisningsmetoder”
Den seneste debat om lærernes arbejdstid viser med al tydelighed, at der er behov for at gå væk fra denne timelærerfilosofi til en teamlærerfilosofi.
Gode eksempler fra omverden
Hele skoleverdenen og nærmeste omegn taler i disse dage om de gode eksempler fra Canada.
Canada kan
Jeg tror på, at der er gode erfaringer at hente her. Også i Canada har skolevæsnet oplevet en omverden af utilfredse interessenter. Nu ser skuden ud til at være vendt med nogle relativt simple tiltag, hvor jeg vil fremhæve to.
For det første er lærerne på skolen i hele deres arbejdstid. Det betyder, at der er bedre mulighed for at skabe faglige teams omkring udviklingstiden. Der er næppe tvivl om, at en lærer i matematik vil stå stærkere overfor krævende forældre, hvis han/hun kan retfærdiggøre sin undervisning med henvisning til en faglig beslutning taget i et team frem for blot selvvalgt materiale og metode. Jeg tror også, at lærerne vil opleve det meget mere opbyggeligt at få sådan faglig sparring.
Det andet, jeg vil fremhæve fra Canada, er det nationale curriculum . I Canada har de fremmeste lærere sat sig sammen og fundet det materiale, som de mener, er det bedste. I stedet for at hver lærer skal bruge sin udviklingstid til at finde og retfærdiggøre materialevalg, kan udviklingstiden – og friheden – bruges på at udvikle, hvordan der skal undervises. Også denne øvelse kan skabe ro om skolen, idet den enkelte lærer gøres i stand til at henvise til ekspertise og forskning frem for blot egne overvejelser.
Disse tiltag skal følges op af en inspirerende ledelse. Det er afgørende, at skolelederne formår at opbygge en kultur af stolthed. At undervise vore børn og give dem den bedste start på livet er en af vores vigtigste samfundsopgaver. Derfor bør skolefolk kunne rette ryggen, og her skal lederne vise retning.
Flere succesoplevelser og mere udfordring
Det andet spørgsmål, jeg fik til denne stafet, gik på, hvordan DI vil bidrage til folkeskolen. DI vil bidrage på to punkter.
For det første vil vi konstant arbejde på at blive overbevist om, at skolen leverer troværdige svar. Vi vil fortsat være udfordrende og stille både krav, forslag og spørgsmål, indtil vi får en skole, som løfter flere elever.
For det andet tror jeg på, at skolen kan skabe flere succesoplevelser hos deres elever, hvis de formår at vise eleverne, hvad undervisningen kan bruges til i den fysiske verden. Dørene til mange af DI’s medlemsvirksomheder er åbne og virksomhederne viser gerne, hvad undervisningen kan bruges til i praksis. DI har forsøgt at skabe et overblik på www.skole.di.dk, hvor kontaktoplysninger på relevante virksomhedspersoner fremgår.
Stafetten går til....
Jeg giver stafetten videre til Børne- og Ungeborgmester Anne Vang med spørgsmålet: Hvordan vil du gøre skolelederne i stand til at udvikle skolerne, så de bliver fremragende?
