Ingen uddannelse til unge med plettet straffeattest

Velfærd

11/01/2013 23:18

Puk Sabber

”Københavns Kommune nægter at hjælpe unge med plettet straffeattest til uddannelse”.

Sådan lød overskriften på en artikel bragt i Politiken den 3. maj 2010. Problemstillingen er i dag fuldstændig den samme. Kommunen nægter at hjælpe unge med en plettet straffeattest til at komme videre. De hænger derfor fast i systemet.

I 2011 - Efter 1 års afsoning - fik en ung fyr på 22 år lagt en handleplan i fængslet i samarbejde med Københavns Kommune. I denne stod blandt andet, at den unge skulle starte på pædagogassistent uddannelsen/Sydhavn i København efter udslusning og endt afsoning. Han havde glædet sig til at komme i gang. Han havde mod på fremtiden - og han vidste, at Københavns Kommune støttede ham op i hans plan. Han havde det jo på skrift. Da han så skulle til det første møde i Jobcentret fik han at vide, at man ikke mente, at det var en realistisk uddannelsesplan, da hans straffeattest var plettet. Kommunen mente derfor ikke, at han kunne få en praktikplads og gennemføre. Det skal hertil siges, at det blandt andet er kommunen selv der stiller praktikplads til rådighed under denne form for uddannelse.

Den unge fyr her mistede helt håbet. Han gav op - og endte hvor han var, før han kom ind at sidde – i misbrug og med en voldsom negativ udvikling rent psykisk.

Der blev over flere omgange gennem 2012 forsøgt at henvise til den handleplan, der var lagt i fængslet, hvor kommunen jo havde godkendt hans uddannelsesforløb. Men hver gang blev den unge fyr mødt med udsagn som: ”Ja, vi ved jo godt (kommunen), at alle unge kriminelle lige pludselig vil være pædagoger, men det kan I bare ikke...” og ”Vi gider slet ikke diskutere det her mere. Du kan jo bare selv gøre, hvad du har lyst til, men det bliver uden vores hjælp.” Der var ikke noget at gøre - og den unge fyr kunne jo netop ikke hjælpe sig selv, ellers var han jo ikke havnet på en passiv kontanthjælp.

Det kan undre mig, at man ikke som kommune eller system støtter de unge med en hård fortid, når nu de gerne vil videre. I dette tilfælde handlede det om en uddannelse på 2 år og 9 mdr. med et langt indbygget praktikforløb. Herregud.

De konsekvenser det har at lade være er samfundsøkonomisk og menneskeligt langt dyrere - end det ville være at lade ham tage denne uddannelse, og hjælpe ham videre ud i en praktik i en ungdomsklub eller et fritidshjem. Vi ekskluderer som system de unge, der har brug for vores hjælpende hånd til at opbygge en tilværelse, der gør at de kan klare sig selv og stå på egne ben. Det kræver så lidt, at det virker helt latterligt at lade være.

Fyren her er stadig på passiv kontanthjælp - det har han været i over 1½ år. I samme tid kunne han havde gjort selv samme uddannelse halvt færdig. Hvad er forskellen? Jeg kan godt se den.

Kære politikere herunder Mette Frederiksen – I undrer jer over, at så mange unge hænger fast på passiv kontanthjælp. Ovenstående er blot et eksempel på, hvordan kommunen fastholder unge i matchgruppe tre. Jeg vil tro, og det er et skud i tågen, at 80 procent i denne målgruppe har en kriminel baggrund og eneste uddannelseerfaring er folkeskolen. Derfor er Deres mulighed jo netop de korte assistentuddannelser indenfor det offentlige, der ikke kræver gymnasiel uddannelse eller HF.

Kommunerne burde forpligtiges til at hjælpe de kriminelle unge videre – og ud af systemet. På nuværende tidspunkt fastholder de dem i et system, der bare skubber dem endnu længere ned og fryser dem inde på en passiv ydelse - virkeligheden er jo, at der ingen lærepladser er - og åbenbart heller ikke praktikpladser til dem med en kriminel fortid.

Den sociale arv kan aldrig knækkes med eksklusion. Den kan kun brydes ved, at man viser de udsatte unge, at man stoler på dem - og tror på at de kan - selv med en plettet straffeattest, der typisk følger de unge i 5 år.
 

 

Mest Læste

Annonce