Da jeg i sin tid arbejdede som socialrådgiver i et kontanthjælpsafsnit i en stor kommune på vestegnen, var det min opgave, at gå med fogeden ud, når der skulle forestå udsættelser i børnefamilier. Jeg anede ikke ved min ansættelse, at jeg skulle bistå denne funktion, da den normalt ikke hører under et kontanthjælpsafsnit. Jeg var derfor ganske uforberedt på denne opgave og slet ikke klar over, hvad det var, jeg kastede mig ud i, da jeg sammen med fogeden og en låsesmed skulle åbne døre ind til nogle af Danmarks mest socialt belastede familier, der skulle have beskeden at aflevere deres nøgler og hjem - eller som blot fik skiftet låsen, fordi de ikke var hjemme og derfor skulle rette henvendelse på kommunen, når de fandt sedlen på døren, hvorpå der stod: Du er hermed blevet udsat af fogeden.
Jeg håbede altid på, at der ikke var nogen hjemme. Nogle gange kunne man høre, de var der, men ikke lukkede op. Det var de værste sager. For man vidste, at de forsøgte at undgå os ved at tysse på børnene. De var bange og havde frygtet dagen, for de vidste jo godt, at dagen ville komme, hvor de stod på gaden med deres børn - og en taske som de skulle pakke på 5 minutter - uden noget sted at gå hen.
Hende fogeden, som jeg blev sendt ud med, var en skrap dame. Hun syntes jeg var en åndssvag sødladen socialrådgiver, der alligevel ikke kunne gøre en skid. Hendes hårdhed var tydelig. Hun lignede en mand med kort hår og stålbriller. Gråt tøj og lædermappe. Hun havde stikkende øjne, spids næse, og hendes hud var helt gennemsigtig. Jeg var selv bange for hende. Men jeg var tvunget og frygtede altid at få en fogedsag ind på mit bord.
En sag, jeg ikke har fortrængt
En af de sager jeg husker bedst, for mange har jeg simpelthen fortrængt, var netop sådan en sag, hvor døren ikke blev åbnet, men hvor man kunne høre et barn, der græd. Da der var gået 5-10 minutter, hvor der ikke blev åbnet, begyndte låsesmeden at udføre sin opgave. Da døren blev åbnet blev jeg mødt af en sødlig stank af babylort og gammel mad. Vi kom ind i en lang mørk gang, der var fyldt med skrald, kasser og poser. Gangen førte ind til et køkken og et par rum. Det var min opgave at gå først - og se hvad man fandt. Jeg skulle altid tage mod til mig og råbte som regel: ”haaalloooo, er der nogen hjemme?” Det gjorde jeg også her, men ingen svarede. Der var stadig et barn at høre, og jeg begyndte at åbne døren ind til de to værelser. I det ene værelse fandt jeg så det barn, vi havde kunnet høre. Det var alene og stod oppe i en tremmeseng, der var helt bidt i stykker i kanterne. Barnet græd og var beskidt. Der var lortebleer over det hele, og det gav et jag ned i min mave, der på det tidspunkt var meget stor, da jeg var i 7 måned.
Den lille piges forældre var ikke at finde, og jeg ved ikke, om de havde set os komme og havde nået at stikke af. Det var en forfærdelig situation at stå i, og jeg lovede mig selv, at jeg aldrig mere ville påtage mig denne opgave. Den lille pige på ca. halvandet år blev overgivet til Børne- familieafdelingen, der overtog sagen. Jeg hørte aldrig mere.
”Fuck kommunen”
Senere samme uge fik jeg så en helt almindelig kontanthjælpssag, som jeg overtog fra en anden, der var blevet sygemeldt på grund af stress, hvor der skulle bevilliges en sanitetsrengøring i en lejlighed til 25.000 kr. Før jeg kunne bevillige dette, skulle lejligheden besigtiges. Da jeg kom ind i lejligheden, fandt jeg en mor med sin datter. Datteren var 15 år og gik ikke i skole. Hun var opgivet af kommunen, og boede hjemme ved moderen efter hun var stukket af fra et opholdssted. De levede sammen i en lejlighed, der var så tilgroet, at der var flyttet dyr ind og kommet skimmelsvamp. Datteren sad inde på sit værelse - på toppen af et bjerg af ting og tøj, der aldrig var blevet vasket. På væggen ovenover sengen stod der ridset ind i væggen: ”Fuck kommunen.” Moderen havde sukkersyge, der ikke var behandlet, og drak tæt. Datteren var som lille blevet fjernet – vist også i en fogedsag - og havde siden skiftevis boet på institutioner og i plejefamilier, men var altid vendt hjem til moderen, hvor hun trods alt kunne gøre, hvad hun havde lyst til.
Kommunen havde bevilliget moderen over 5 forskellige boliger, som hun gennem tiden var sat ud af - enten fordi hun ikke betalte husleje, eller fordi der opstod klager over stank fra naboer. Det var som at se den lille pige, som jeg lige havde set stå oppe i tremmesengen, blive 14 år.
Fattigdomsydelserne et socialt kvælertag
Det er hård kost at være vidne til små uskyldige børn, der uvidende fødes ind i et system, der ikke rummer dem. Deres forældre har heller aldrig haft chancen. Men hvad stiller man op med social arv og hvordan kan man som system, kommune og socialrådgiver hjælpe de allermest udsatte børn videre?
Der er ingen tvivl om, at konsekvensen af fattigdomsydelserne, som nu vil blive indført, hvor en familie med børn - hvor af den ene er på kontanthjælp - vil miste 8.000 kr. udbetalt om måneden, er et socialt kvælertag, der vil tvinge rigtig mange af de familier med børn, som ovenfor beskrevet, ud i endnu mere ekstrem fattigdom og social elendighed – jeg er i tvivl om, hvorvidt økonomiske sanktioner hjælper dem videre – tværtimod. De nye reformer på kontanthjælpsområdet har så store konsekvenser for børnene, at selv Børnerådet nu har advaret regeringen mod dette lovforslag - læs.
Det lader til, at alle med forstand på området, er enige om, at de nye fattigdomsydelser vil betyde flere udsættelser af børnefamilier. Lejernes LLO har således også været ude og påpege konsekvenserne heraf - læs her.
Endvidere har Statens Socialforskningsinstitut, SFI, netop udsendt en meget omfattende undersøgelse, der netop beskriver konsekvenserne ved udsættelse af bolig for denne gruppe af børn på lang sigt, og det er ikke ligefrem et eventyr, men tværtimod nedbrydende læsning om børn, der får psykiske senfølgeskader og bliver hægtet af samfundet og udelukket rent socialt.
De unge, der er opvokset i socialt belastede familier, som jeg til daglig møder i kriminalforsorgen, er unge, der ikke har noget netværk og føler sig svigtet - både af deres forældre - og af det system, som er sat til at hjælpe dem videre. De har manglende skolegang, en plettet straffeattest, er måske psykisk skrøbelige - eller syge og misbrugende. Nogle af dem er stærke og ”bryder ud” og klarer den, men rigtig mange ender med at gentage deres egen historie.
De bliver et produkt af et samfund, hvor man til dags dato endnu ikke har fundet løsningen på at bryde den sociale arv. Spørgsmålet er så bare, om man ved at ramme dem på pengepungen har løst den store gåde om at bryde den sociale arv. Jeg tror det næppe. Og skriften på væggen er ridset ind i min bevidsthed. Som den 14-årige pige havde ridset ind i væggen - en evig kamp mellem ”dem” og ”os”. Personligt tror jeg, at den største udfordring ligger i at vinde tilliden til systemet tilbage - en tillid der for længst er brudt, og som blot bliver mere og mere tydelig med indførelsen af de nye reformer.
