76 ud af 192 tillidsfolk har i en rundspørge svaret, at de ønsker Løkke trækker sig.
76 ud af 192 tillidsfolk har i en rundspørge svaret, at de ønsker Løkke trækker sig.

76 af Løkkes tillidsfolk anbefaler Løkke at gå

Politik

28/5/14 12:26

Nick Allentoft

En rundspørge viser, at 76 Venstre-folk med tillidsposter i partiet ønsker en ny formand i stedet for Løkke. Folketingsmedlemmer forsvarer og kalder Løkke "Danmarks dygtigste politiske håndværker".

Oprøret i Venstres bagland mod Lars Løkke Rasmussen fortsætter.

Ritzau har i en skriftlig rundspørge spurgt 926 af partiets kommuneforeningsformænd, medlemmer af kommunalbestyrelser og regionsråd, om Løkke bør træde tilbage som formand for Venstre. 

Af de 192, der har svaret, ønsker 76 partiformandens afgang. 

En af dem er Esben Dyekjær, medlem af kommunalbestyrelsen i Hørsholm Kommune.

- Nu skal jeg selvfølgelig passe på, hvad jeg siger. Men jeg synes, at vi er der, hvor han bør trække sig. I Venstre står vi ikke for det, han udviser, siger Esben Dyekjær. 

Senest har partiformanden været i mediernes søgelys med en bilagssag om tøjindkøb for 152.000 kroner, rygning på hotelværelser og en familierejse på partiets regning.

- Han har formentlig ikke gjort noget ulovligt, men der er en form for arrogance omkring hans person, som han efterhånden har båret rundt på i en del år, siger Esben Dyekjær.

I søndags endte Venstre med at gå tilbage ved EP-valget, hvor partiet tabte et mandat. 

Lars Løkke Rasmussen påtog sig i den forbindelse ansvaret for tilbagegangen, og indkaldte samtidig partiets hovedbestyrelse til et møde på tirsdag, hvor formandsposten skal drøftes.

Det er i sidste ende hovedbestyrelsen, der afgør om Løkke skal fortsætte som formand. Her forholder flere sig tavse, mens flere tillidsfolk, der ikke er medlemmer af hovedbestyrelsen er stået frem.

En anden, der sætter spørgsmålstegn ved Lars Løkke Rasmussen som formand, er Henrik Frandsen, 2. viceborgmester i Tønder Kommune.

- Han og resten af Venstre-toppen har udvist en enorm mangel på dømmekraft i de bilagssager, der har været, siger Henrik Frandsen, der i øvrigt er tidligere viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Ud over den manglende dømmekraft mener Henrik Frandsen, at Lars Løkke Rasmussen har virket udbrændt allerede inden den seneste bilagssag. 

- Det virker som om, at han ikke har haft det engagement, der skal til, siger Henrik Frandsen.

- Han er ellers hamrende dygtig. Det sætter jeg ikke spørgsmålstegn ved. Men ind i mellem de enkelte sager har han virket udbrændt, fortsætter 2. viceborgmesteren.

Ud af de 192, der har svaret på spørgeskemaet, mener 98, at Lars Løkke Rasmussen bør fortsætte. 18 ved ikke, hvad de skal svare, mens 76 vil af med Løkke.

Støjberg: Medier maler et fortegnet billede af Løkke   Medierne maler et fortegnet billede af Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, som én, der ryger på hotelværelser i hele landet og roder med sine bilag. Billedet passer ikke.

Det siger Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, i forbindelse med partiets gruppemøde onsdag.

- Lars Løkke er meget mere end en personsag. Lars Løkke er den dygtigste håndværker på Christiansborg, når det gælder politik. Det har vist sig talrige gange. Finansloven sidste år er vel et rigtig godt eksempel, mener Inger Støjberg.

Løkke har anført Venstre konstruktivt i oppositionsårene, siden han i september 2011 knebent tabte magten til Helle Thorning-Schmidt (S), mener hun.

- Jeg kan heldigvis ikke genkende billedet af Lars Løkke, som jeg læser i aviserne. Når jeg sætter det i forhold til, hvordan manden er, som jeg arbejder sammen med til daglig, siger Inger Støjberg.

Medierne har beskrevet, hvordan Løkke fik tøj for 152.000 kroner, og Venstre betalte rensning af hans røgfri hotelrum. Billedet er misvisende, mener hun.

- Rygersagen er gået helt over gevind. Sagen er, at Lars Løkke har haft lov til ryge, hvor han har røget. Det er aftalt forinden med hotellet. I aviserne får man nærmest indtryk af, at manden har rejst rundt fra hotel til hotel og smadret det ene hotelværelse efter det andet, siger Inger Støjberg.

Venstres kommunalordfører, Jacob Jensen, har stor tillid til Løkke "i går, i dag og i morgen".

Skoleordfører Karen Ellemann erkender, at Venstre har en krise, hvor mange tillidsfolk er utilfredse.

- Det ændrer ikke ved, at det er vigtigt, at vi fokuserer på, hvilke politiske resultater vores formand har skabt. Og hvilke politiske visioner han har for fremtiden. Når man ser mediebilledet, er det, som om I kun søger utilfredsheden, siger Karen Ellemann.

/ritzau/