Apple-boss om Vestagers skattesmæk: Ingen har gjort noget forkert

Politik

01/09/2016 16:10

Nick Allentoft

Apple langer hårdt ud efter EU-afgørelse. Chef varsler, at store milliardbeløb trækkes hjem til beskatning.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

EU's beslutning om at afkræve Apple knap 100 milliarder skattekroner til betaling i Irland vækker ikke overraskende vrede hos den amerikanske it-gigant. 

Apples administrerende direktør, Tim Cook, kalder EU-konkurrencekommissær Margrethe Vestagers melding for en gang "politisk lort".

I et interview med avisen Irish Independent hævder topchefen, at en generel skævhed i Europas behandling af USA har indvirket på afgørelsen.

Han siger, at beløbet på 13 milliarder euro er helt vilkårligt. 

- De har trukket et nummer, og jeg aner ikke hvor, siger Cook til avisen. Margrethe Vestager nævnte på et pressemøde tirsdag, at det drejer sig om 13 milliarder euro plus renter. 

Begrunden for kravet fra Vestager er, at Apple og Irland med deres skatteaftale har krænket EU's regler om statsstøtte. 

I et radiointerview med RTE sagde Cook desuden, at han vil trække store opsparede milliardindtægter placeret uden for USA hjem, hvor de så beskattes. 

Chefen siger til radiokanalen, at dele af selskabets skatteregning fra 2014 betales næste år, når Apple henter milliarder hjem. 

Mens Vestager anslog, at Apple har betalt 0,005 procent i skat i Irland i 2014, lyder skønnet fra Apples chef, at virksomheden i snit har betalt 26 procent. 

Ifølge Tim Cook har EU-Kommissionen ingen ret til at kræve skat for perioden 2003 til 2014 i Irland, hvortil Apple har valgt at lade alle varer solgt i EU beskatte. 

- Ingen har gjort noget forkert, og vi står sammen. Man hakker på Irland, og det er uacceptabelt, siger Apples chef. 

Selv om den irske regering i første omgang har sagt, at man vil anke dommen, så har EU-afgørelsen udløst en debat i landet. 

For selv om irerne har glæde af skatteaftalen med Apple, som beskyldes for at snyde de øvrige EU-lande for skat, så kan det være svært at sige nej til 100 milliarder kroner. De kunne fylde nogle huller i den slunkne statskasse i Dublin. 

Apple har anslået omkring 181 milliarder dollar stående uden for USA. Intet andet amerikansk selskab har så stort et beløb akkumuleret uden for landets grænser. 

/ritzau/Reuters

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.